Trommeslageren Alex Riels 50 års musikerjubilæum blev markeret lørdag i Kultur-huset Islands Brygge, hvor Riel og hans pladeselskab Cowbell Music havde arrangeret en koncertaften under titlen Rielease, der også markerede udsendelsen af to nye cd’er. Vært og pausekomiker Tommy Kenter bandt aftenens tre forskellige koncertindslag sammen og underholdt med en ret uforlignelig timing i flere af sine sketcher og grove vittigheder. Komikerens metier kræver ligesom jazzmusikerens sans for brugen af pausen og betoningen.
“Jeg ville egentlig have været skolelærer, men min mor sagde, at jeg skulle uddanne mig til skuespiller, så jeg havde noget sikkert at falde tilbage på!” sagde Kenter oven på historien om Riels frisøruddannelse, der skulle være den unge, anderumpefriserede trommeslagers økonomiske sikkerhedsnet, hvis tingene gik galt.
Det gjorde det langt fra. For selv om man som jazzmusiker bogstavelig talt in medias res spiller uden sikkerhedsnet, så har Riel aldrig lavet andet. Og som han selv har sagt i forbindelse med et tv-portræt, der blev lavet om ham af DR for nogle år siden, så var han også heldig at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Som teenager startede han med swingjazz i slutningen af 1950’erne, men afgørende for hans musikalske skæbne blev han husmusiker i 1962-1965 i Jazzhus Montmartre i Store Regnegade, hvor han side om side med bl.a. NHØP og Bo Stief i rytmegruppen lærte håndværket at bakke store amerikanske musikere op, der som magneter blev tiltrukket af jazzmetropolen København: bl.a. Dexter Gordon, Ben Webster, Johnny Griffin, Don Byas, Archie Shepp, Roland Kirk, Stuff Smith, Booker Ervin, Art Farmer og Lee Konitz. Riels ry bragte ham i 1966 på Europaturné med selveste Bill Evans. Riel har været med hele vejen i et ret enestående karriereforløb, der har udviklet sig sammen med efterkrigstidens moderne jazz. Han har alle årene været en af de centrale trommeslagere i dansk jazz med sit elastiske og driftige trommespil bl.a. i flere af Palle Mikkelborgs projekter, gruppen Six Winds, Santa Cruz, Thomas Clausen Trio, Niels Lan Doky og Reper-tory Quartet. I de senere år har Riel også turneret og indspillet med egne grupper. Ved siden af jazzen har Riel sat sit stempel i dansk rockhistorie som medlem af Savage Rose i gruppens første, nyskabende år, ligesom han har samarbejdet med en række sangere og entertainere i dansk populærmusik, bl.a. Sebastian, Bamse, Freddy Fræk, Daimi og Monrad & Rislund.
Som man næsten kunne forvente, var aftenens tre meget forskellige koncertindslag lidt en blandet fornøjelse, hvilket ikke skal tage glansen af Riels jubilæum som sådan. Det kan godt være festligt og meningsfuldt uden at være kunstnerisk højtløftet. Personligt fik jeg mindst ud af den indledende kvartet, hvor Riel hørtes med bassisten Jesper Lundgaard, pia-nisten Olivier Antunes og saxofonisten Benjamin Koppel. Især sidstnævntes kække og fraseklistrede soulspil på altsax har jeg svært ved at relatere til, og så havde de så travlt alle sammen. Forbandet effektivt, rasende dygtigt. Som et tog, der drøner forbi perronen. Langt mere spændende var Riels duo med gudsønnen og trommeslageren Stefan Pasborg, der er en del af den unge, eksperimenterende jazzgeneration i disse år. Klangfinesser, smældende stikker, trommernes eget buldrende, ringende, rytmiske sprog - sjældent at høre og slet ikke tosset. Og så totalt stilskifte til Riel som rendyrket rocktrommeslager med Anders Koppel på Hammond-orgel, Aske Jacoby på fyrig elektrisk guitar og Benjamin Koppel, der denne gang - og langt mere vitaminrigt - bidrog med et mørkt gryntende spil på barytonsaxofon. Åben tresserrock med blues og Hendrix som bagtanke og Riel iført de selvsamme gule velourbukser, han bar i tiden med Savage Rose!
Af Riels to nye jubilæumsudgivelser er den mest helstøbte Get Riel, hvor han høres i trio med den franske bassist Pierre Boussaguet og ikke mindst pianisten Kenny Werner. Sidstnævnte harRiel samarbejdet flere gange og indspillet fremragende plader med. Her er gode og overraskende melodivalg som Alexander Borodins “Polovtsian Dance”, Werners smukke “Allanjune-ally” og flere andre titler, der tilsammen giver rig variation på en plade karakteriseret ved lyrisk overskud og ro, selv når det swinger skarpt som i den rock- og soul-drevne “Bouss Loap”. Og så er det hele indspillet på en eftermiddag og består af lutter friske first takes.
Riel Time er en koncert-optagelse fra Jazzhouse i januar 1995 og griber således tilbage til den periode, hvor Riel for alvor begyndte at udsende plader i eget navn. Her høres Riel (igen) med Kenny Werner på klaver, mens Jesper Lundgaard spiller bas, og den virile, Coltrane-prægede Jerry Bergonzi høres på tenorsax. Lidt af et stjernehold, der konstant kaster kul i de blussende kedler. Moderne jazz på højt niveau, men lyden er lidt flad, og indimellem bliver det for langstrakt og rutinepræget.
Rielease - Alex Riel 50 års jubilæum, Kulturhuset Islands Brygge, lørdag
Alex Riel: Get Riel (Cowbell Music)Alex Riel Quartet: Riel Time (Cowbell Music)
http://www.myspace.com/alexriel
Bill Evans trio (Bill Evans, piano, Eddie Gomez, bas, Alex Riel, trommer) med Monica Zetterlund: Waltz for Debby
Alex Riel portræt, produceret af DR:
Del 1:
Del 2: