VI BLEV ALLE georgiere den 7. august - i hvert fald var det, hvad præsidentkandidat John McCain forsikrede i en telefonsamtale med den georgiske præsident, Mikhail Saakasjvili, dengang i sommer, hvor der stadig var håb/risiko for, at det blev ham, der skulle lægge den amerikanske linje i Europa. Så langt gik de europæiske ledere ikke, men i dagene efter Ruslands invasion i Georgien var den internationale goodwill over for den georgiske regering overvældende, og den georgiske forklaring om, at de blot handlede i forsvar, blev kun lidet udfordret.
MEN TIDEN HAR det jo med at skabe et noget mere mudret billede. Nye beretninger fra en gruppe observatører med OSCE-mandat stiller nu alvorlige spørgsmålstegn ved Tbilisis hidtidige version af forløbet. De udhuler Saakasjvilis påstand om, at morterangrebene på Tskhinvali - hovedbyen i løsrivelsesrepublikken Sydossetien - var ‘præcise’ og en direkte reaktion på angreb på georgiske landsbyer. Ifølge observatørerne, der opholdt sig i regionen i dagene 7. og 8. august, faldt georgiske bomber i Tskhinvali med intervaller på 15-20 sekunder - alene i den første time landede mindst 48 af dem i beboelseskvarterer.
Angrebene fandt altså ikke kun sted ved bastioner for sydossetiske separatister, som hidtil hævdet af Tbilisi. Samtidig kunne observatørerne ikke bekræfte forklaringen om, at etniske georgiske landsbyer var under heftigt bombardement fra separatisterne - et af Saakasjvilis primære argumenter for det massive angreb på Tskhinvali. Avisen Herald Tribune citerer den tidligere britiske officer, Ryan Grist, der i konfliktens første dage var i tæt kontakt med observatørerne: “Det var klart for mig, at (det georgiske) angreb var komplet vilkårligt og ude af proportioner i forhold til de provokationer, som måtte have været”.
Georgiske topfolk opfordrer vestlige regeringer til at se bort fra observatørernes version af forløbet. “Der er så mange beviser på kontinuerlige angreb på georgisk kontrollerede landsbyer og så mange beviser for en russisk militær oprustning, at det under alle omstændigheder ikke ændrer det overordnede billede,” mente viceudenrigsminister Giga Bokeria, der tilføjede: “Og hvem tæller eksplosioner? Det lyder lidt mærkeligt.” Mærkeligt er det næppe, men ubelejligt er det uden tvivl, at korpset netop nu redegør for deres observationer. Saakasjvilis regering har den seneste uge været under stigende pres fra oppositionspartier og andre utilfredse georgiere. Har der været våbenhvile i georgisk politik som følge af krigen, er den i hvert fald slut.
Flere internationale kommentatorer har ment, at Saakasjvili fremfor alt begik en ‘dumhed’ ved at reagere på russiske provokationer. Nogen lysende politisk begavelse er han måske ikke, men det er for nemt at slutte, at tingene endte, som de endte, fordi Georgien er ledet af et brushoved, der ikke evner at gennemskue konsekvenserne af sine handlinger. Kunne det tænkes, at Saakasjvili fornemmede, at der var et momentum, der gjorde det muligt at få klaret sagen om løsrivelsesrepublikkerne en gang for alle - og endda få besøg af en mulig first lady-to-be som tak? Kan det udelukkes, at regeringen i Tbilisi ville gøre verden opmærksom på det uomtvistelige faktum, at Rusland stod linet op til krig langs landets grænser og dermed rykke et skridt nærmere NATO-medlemskab? Konflikten kom på verdenskortet, og umiddelbart scorede Georgien sympatipoint på krisen.
Der kan nu komme ridser i lakken. For ikke alene må Tblisi kæmpe med de modstridende forklaringer. I sidste uge dokumenterede menneskeretsorganisationen Human Rights Watch, at georgisk militær, ligesom det russiske, benyttede sig af klyngebomber i stort omfang. De skal alene havde dræbt 17 og såret snesevis, og et stort antal ueksploderede bomber viser, at der var “massive tekniske fejl” ved de israelsk producerede bomber - dem, der også kom i søgelyset efter Israels krig i Libanon forrige år.
EUROPA MÅ ikke håndtere Georgien med fløjlshandsker, fordi det nu engang er Rusland, som landet ligger i konflikt med. Reglerne skal overholdes; Landet må fordømmes, når fordømmelsen er på sin plads. Bliver den endelige konklusion fra observatørerne, at Georgien reagerede med uproportionel magtanvendelse og satte civile liv på spil, må det understreges, at det er uacceptabelt.
Men der er også andet på spil. I denne måned skal EU holde topmøde med Rusland. Bogstaverne skal være store: Man må, må, må ikke invadere andre lande. Men hvis Europas ledere tager de georgiske opfordringer til sig og ikke reagerer behørigt på observatørernes beretninger, bekræftes de russiske vælgere i opfattelsen af, at de dømmes på forhånd, og at Rusland er omgivet af fjender, der ukritisk vil købe enhver version af sandheden, hvis den passer i deres verdensbillede. Ikke noget godt udgangspunkt for naboskab. ansp