Øjnene er morgentrætte. Efter fem timers søvn er Amalie Linde igen i gang. Hun står op kl. 5.30 for at sende mails og henter en adaptor, før hun skal møde på Frederiksberg Gymnasium kl. 8.30. Her har ungdomsdelen af filmfestivalen CPH: DOX et heldagsseminar for gymnasieelever, og hun er ansvarlig for arran-gementet sammen med Sti-ne Fagerholt, der også er praktikant.
CPH: DOX har mange delarrangementer, og projektet lader sig kun gøre, fordi frivillige og praktikanter knokler i månedsvis. Mens der i CPH: DOX er 3,5 fuldtidslønnet stilling, føres festivalen ud i livet af 70 frivillige og en håndfuld praktikanter, der arbejder gratis.
“Det er 14 timer i døgnet, og det har det været den sidste halvanden måned. Der ville ikke være noget UNG: DOX, hvis ikke der var praktikanter,” siger Amalie Linde.
Hun og Stine Fagerholt har været praktikanter siden februar. De har ageret dj’s, skrubbet lokummer, arran-geret debatarrangementer og er blevet en del af det, som professor i sociologi ved Milanos Universitet, Adam Arvidsson kalder de “kreative aspiranter”.
Han har forsket i immaterielt arbejde og fortæller, at store dele af den kreative industri beror på frivillighed:
“Man kan kalde det social produktion, hvor folk af egen fri vilje laver det, som de interesserer sig for. Det ser man også i musikindustrien, ved events og i klubmiljøet, hvor store projekter kan organiseres helt uden, at penge behøver spille en rolle,” siger han. Adam Arvidsson har forsket særligt i det københavnske kulturliv
De to piger når lige at skylle et rundstykke ned med kantinekaffe, inden de skal dele programmer rundt på stole-ne og rigge teknikken til. Det er et slid at lave et morgenarrangement, men der er langsigtede mål bag:
“Det er en investering i fremtiden, for selv om alle gør det, tror jeg, det er umu-ligt at få et job i den her branche ved bare at gå på universitetet. For mit vedkommende er det helt klart en cv-ting, så jeg på sigt kan få løn for det,” siger Stine Fagerholt, der læser æstetik, kultur og moderne kultur på KU.
CPH: DOX har i år rekordmange frivillige, og Adam Arvidsson mener, at der er flere, som satser på et job i den kreative industri gennem ulønnet arbejde:
“Det er en helt naturlig ting i de kreative brancher, og der er en meget lang traditi-on og historie for det. I dag er det bare blevet større, og de kreative aspiranter er blevet flere,” siger han og henviser til en amerikansk statistik, hvor antallet af folk, der definerer sig selv som kunstnere stiger støt.
Men Adam Arvidsson me-ner også, at mange af de kre-ative aspiranter bliver skuf-fede: “Der er mange, det ikke lykkes for, men der er også mange som, i stedet for at blive ansat lever et liv som freelancere og med korte projektansættelser,” siger han.
Amalie Linde skæver til uret. Om en halv time kommer der en hel bunke gymnasieelever væltende, og der er fortsat andre ting, hun skal nå. Men hun smiler, for hun nyder i sidste ende at knokle for CPH: DOX. Det giver ansvar, indsigt og oplevelser, fortæller pigerne.
En del af forklaringen på, hvorfor man kan få frivillige til at arbejde så meget er, at de kreative brancher baseres på tætte netværk. Det mener Jesper Strandgaard, der er professor og leder af Copenhagen Business Schools Center for kreative studier, Imagine:
“Generelt er der en tendens til, at man organiserer dette som projekter med udgangspunkt i små netværk. Og fordi det er så netværksbaseret, er der også udfly-dende grænser mellem det professionelle lønnede arbejde og den gensidige hjælp eller vennetjeneste,” siger han og understreger desuden, at de kreative brancher også er meget hippe, at være en del af, hvilet tiltrækker unge til netværket.
Stine Fagerholt er godt klar over, at der er en hårfin grænse fra hendes døgn-drifts-praktikantjob til et lønnet job:
“Vi tager jo job fra nogen, som kunne få løn, hvis alle frivillige stoppede. Det er det store perspektiv, men CPH: DOX har jo ikke mange midler, og SU’en kommer jo alligevel ind, og derfor virker det nok ikke så omfattende, som det er,” siger hun.
Jesper Strandgaard er enig med hende i, at noget af ar-arbejdet burde være lønnet:
“Noget af den frivillige arbejdskraft er af en type, som man egentlig burde betale for, men omvendt kunne man nok heller ikke løfte så stort et arrangement, hvis det ikke var for de frivillige,” siger han.
Tine Fischer, direktør for CPH: DOX, har selv arbejdet frivilligt for projektet, dengang det startede, men er nu endt som lønnet direktør.
Amalie Linde og Stine Fa-gerholt taler om, hvordan man får et liv til at hænge sammen, hvis man både skal stå på en klub til kl. fem om natten og så nå til morgenfilmfremvisning næste dag. Men sådan er spillets regler, mener de.
“Der er jo så få penge i det her, og desuden er der generelt få ansatte i kulturbranchen. Så det er en del af gamet,” siger Stine Fagerholt.
Filmselskabet Zentropa er et af de steder, hvor nogle af de få job er. De har ry for også at bruge mange frivilli-ge, og adskiller sig fra CPH: DOX ved at være rendyrket forretning. Da Information ringer til filmselskabet Zentropa, tager Anders Wøldike telefonen. Han begyndte som runner eller voluntør, som Zentropa kalder det, og nu arbejder han i administrationen.
“Det er den eneste måde at lære det på. Når du har lavet kaffen, kan du også observere og lære jargonen. Du kan se på slettet, og du får nogle gode kontakter,” siger Anders Wøldike.
Zentropa har ifølge ham cirka tre frivillige pr. film og fem praktikanter om måneden. Men der står frivillige i kø for at komme til, fortæller han:
“Dagligt modtager vi mails fra folk, som gerne vil her-ind. Vi er nødt til at afvise de fleste,”siger han.
Mark Lorenzen, der forsker i oplevelsesøkonomi på Copenhagen Business School (CBS), forklarer, at den løst organiserede og fleksible arbejdskraft i filmindustrien er et grundvilkår i branchen:
“Filmbranchen er sådan et sted, hvor folk går fra projekt til projekt, og derfor er folk nødt til konstant at netværke og opbygge deres ry, så de er villige til at acceptere meget i perioder,” siger han.
Professor Adam Arvidsson peger på, at der er en stor fagpolitisk udfordring i den kreative industri:
“Der er nok nogle fagfore-ninger, som burde arbejde mere med bevidstgørelsen, for selvfølgelig er der nogle fælles udfordringer. Kvinder rammes for eksempel hårdt i den her arbejdskultur, når de skal have børn,” siger han og tilføjer, at det er postmaterialismen i den vestlige verden, som har ført til nye værdier, hvor kreativitet og individualitet er nogle af dem. Derfor ser vi så mange flere kreative aspiranter i dag.
Både Stine Fagerholt og Amalie Linde taler allerede om at arbejde frivilligt igen næste år. Men det skal ikke være nær så mange timer, er de enige om.