Hør nummeret "Ikke en skid klogere"
INTERVIEW | Jørgen Leth mødte musikeren Mikael Simpson ved et tilfælde.
"Forestil dig 50 kunstnere. TV 2, Sanne, Anne og Hanne. De er der alle sammen," fortæller en søvnig Mikael Simpson imponeret om mødet med digteren Jørgen Leth på Rosenborg Slot tilbage i 2005.
"Lige pludselig sidder Jørgen Leth over for mig."
Inde i pladecoveret til Vi sidder bare her..., der udkommer i dag, sidder Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig ude i en skov fordybet i samtale.
På pladen mødes improviserede stykker af Jørgen Leths velkendte røst med det stemningsfulde lydbillede, som musikeren Frithjof Toksvig sidste år præsenterede på pladen I know I am Human.
Mikael Simpson, der er kendt for sin blanding af poesi og den elektroniske reggaegenre dub, har både været med til at lave musikken og redigeret lydbidderne af Jørgen Leths stemme.
Nu sidder de tre igen fordybet i samtale i Mikael Simpson og Frithjof Toksvigs studie i en fabriksbygning på Nørrebro.
Der er tæpper på gulvene. Udover et par sofaer er det mest musikinstrumenter og computere, der optager pladsen. At de alle tre mødtes var lidt en tilfældighed.
En dag befandt de sig på cafeen Kaffesalonen ved Søerne på Nørrebro. De blev enige om at lave musik sammen. Samme aften mødtes de til rødvin i det studie på Nørrebro, hvor de tre i dag har sat Informations udsendte i stævne.
Jørgen Leth havde egentlig forestillet sig, at han skulle læse digte op for Frithjof Toksvig og Mikael Simpson. Men sådan blev det ikke. I stedet ville de høre ham fortælle. Optage det og siden sætte musik til.
De var ivrige efter at komme i gang. At Jørgen Leth var på vej på ferie på Mallorca med familien betød blot, at Mikael Simpson og Frithjof Toksvig lejede et hus på øen og 'lånte' Jørgen Leth i tre dage til de samtaler, der siden blev til pladen Vi sidder bare her...
Mikael Simpsons mobiltelefon ringer. Det er anden gang. Uden at tage den lægger han den ud i opgangen uden for studiet.
"Det er vist pladeselskabet," mumler Frithjof Toksvig. Mikael Simpson er ikke tilfreds med coveret. Men der er ikke nogen, der skal forstyrre dem her i mellemtingen mellem et hjem og et pladestudie. Man kan sagtens forstå, de har hygget sig med at lave pladen. Både her og i et hus på Mallorca.
Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig sidder tilbagelænede i studiets sofaer og virker som om, de har kendt hinanden altid.
Metodisk er der i dette projekt intet nyt under solen i forhold til Jørgen Leths livsprojekt, hvor tilværelsen observeres og beskrives mere eller mindre passivt.
"Det indikerer i hvert fald, at det ikke er danseplade," siger Frithjof Toksvig i et forsøg på at forklare albummets titel og kigger på Jørgen Leth.
"Processen har været, at vi bare har siddet og talt om ting, der interesserer os."
"Ja, at få noget ud af de mindste ting," fortsætter Jørgen Leth og tilføjer:
"At tage temperaturen på forskellige meget enkle handlinger. Komme ind i et rum. Hvordan har man det, når man kommer ind i et rum? Sommetider har man det ubehageligt. Sommetider har man det behageligt. Idet man prøver at beskrive disse simple ting, bliver det også naturligt, at man vælger sådan en titel."
"Det handler også om at gøre den kreative proces til noget uheroisk. Det er uheroisk, at vi bare sidder her. Men det gør vi. Det er på den måde, pladen blev til. Ved at føle sig tilstrækkeligt meget til stede. Simpelthen. Kan I skrive under på det," spørger Jørgen Leth og kigger på de to andre. De nikker. Det kan de godt skrive under på.
Pladen handler også om at være dum. Noget, der ligger i forlængelse af Jørgen Leths gennemgående projekt. For at kunne betragte verden med åbne øjne kræver det, at man er dum.
"Jeg vil helst være lidt dum. Jeg vil helst give udtryk for en lidt dum bevidsthed. Altså en lidt uintellektuel bevidsthed. Det er et fuldstændig forskelligt udgangspunkt fra de fleste, som er i udgangspunktet kloge," improviserer Jørgen Leth på nummeret "Ikke en skid klogere".
"Det lyder selvfølgelig bombastisk at sige, man gerne vil være dum. Men dum går hånd i hånd med at være nysgerrig," siger Frithjof Toksvig.
Det er nok de færreste, der vil betegne Jørgen Leth som dum i gængs forstand.
"Det er et credo fra mig. Jeg vil i udgangspunktet ikke være klog, når jeg går i gang med at beskrive noget. På dette punkt mødtes vi i projektet," fortæller Jørgen Leth.
Han er kendt for denne antropologiske tilgang til stoffet.
"Når han siger det, er det en antropolog, der taler. Det er jo en, der som udgangspunkt er bevidst om, at han er søgende," tilføjer Mikael Simpson, der sagtens kan tilslutte sig den åbne tilgang til musikken og lyrikken.
"Vi opdagede faktisk et overraskende stort fællesskab mellem os alle tre."
Selv om sammensætningen af musik og tale er set før, taler de alle tre om, at projektet bevæger sig i en helt ny genre, fordi Jørgen Leths improvisationer tilsættes musik.
"Lige inden ordet rammer papiret, er det helt vildt mystisk. Det er det, vi arbejder med. Og det er pissespændende," fortæller Mikael Simpson.
"Det er en helt ny form. Simpelthen, fordi der ikke eksisterer nogen tekst. Ikke engang min notesbog," siger Jørgen Leth, der er kendt for altid at have haft et kærligt forhold til disse bøger. Teksterne på Vi sidder bare her... bevæger sig tematisk rundt i hele Jørgen Leths liv. Hvordan var hans første forelskelse? Hvordan er det at danse nu? Og Jørgen Leth kan godt lide det unge islæt. Han kan godt lide at arbejde sammen med yngre kræfter og fortælle om sin ungdom.
"Jeg følte mig inspireret til at søge tilbage. Den måde Mikael, Frithjof og jeg talte sammen på åbnede alle døre. Også døre bagud i livet," fortæller Jørgen Leth. At blive 'budt op' til et projekt er noget han er kommet til at holde mere og mere af med tiden.
"Det er meget smigrende, at en yngre generation af musikere opsøger mig. At jeg på dette tidspunkt i min karriere bliver udfordret."
Det er tydeligt, at Jørgen Leth har stor kærlighed til musikken. I hans film spiller musikken ofte en vigtig rolle. Og han har indgået i forskellige musikalske konstellationer. Men han har dog aldrig overvejet at begynde selv at synge. "Jeg elsker alle de store sangere. Jeg elsker Leonard Cohen og Antonio Carlos Jobim, som ikke har store stemmer, men bare hvisker til os. Men jeg har aldrig tænkt, at det lå for mig," siger Jørgen Leth.
"Det ville være forfærdeligt, hvis Jørgen var sanger. Så havde vi jo arbejdet med den største danske rockstjerne og ville stå endnu mere i baggrunden," beklager Mikael Simpson sig.
"Det er rigeligt i forvejen," tilføjer Jørgen Leth.