“Der er en gammel vittighed - to ældre kvinder er på et feriested i Catskill-bjergene, og en af dem siger, ‘mand, maden her er virkelig rædselsfuld.’ Den anden siger, ‘ja, jeg ved det, og portionerne er så små.’ Det er basalt set sådan, jeg har det med livet - det er fuld af ensomhed og ulykke og lidelse, og det ender alt for tidligt.”
Alvy Singer, Mig og Annie (1977)
Hvad enten det handler om livet, døden, kærligheden, kunsten, ægteskabet eller sex, så har Woody Allen noget vittigt og begavet at sige om det, og det har han nu haft gennem næsten 40 år og lige så mange film.
“Han gør det alvorlige til komedie,” sagde den tjekkiske filminstruktør Jirí Menzel tidligere i år til Information om grunden til, at han er stor fan af sin amerikanske kollega.
I de bedste af sine film formår Allen at balancere på den tynde line, der er spændt ud mellem komik og drama. Samtidig med at han får publikum til at grine, fortæller han også mange svidende sandheder om, hvordan vi mennesker lever vores liv.
Selv om adskillige af Woody Allens film er satiriske sædeskildringer om jødiske intellektuelle neurotikere i New York, er det også universelle, eksistentielle studier i mindreværd, selvhævdelse, dårskab og destruktiv adfærd.
Gennem den rappe dialog og ved at iscenesætte sig selv - eller i hvert fald en version af sig selv - som en alt andet end traditionel filmhelt, ja, indimellem faktisk som lidt af et fjols, der kæmper med kvinderne og tvangstankerne, får den klartseende Allen trukket potentielt vidtløftige emner helt ned på jorden, hvor de fleste af os kan genkende os selv i ham - eller i nogle af de andre skæve eksistenser, hans film er så fulde af.
“Ved du, hvad min livsfilosofi er? At det er vigtigt at le, men man er også nødt til at lide lidt, fordi ellers misser man hele pointen med livet.”
Danny Rose, Broadway Danny Rose (1984)
“Det var sjovt at lave vittigheder og høre dem blive grinet ad,” sagde Woody Allen for et par år siden til journalisten Eric Lax om sine tidligste år som komiker og filminstruktør.
“Men selv dengang håbede jeg, at det ville blive et springbræt til de mere alvorlige ting, jeg nyder mere. Jeg ved godt, at det altid bliver læst som, at ‘åh, han hader komedie’. Men selvfølgelig elsker jeg komedie, og hvis jeg zapper rundt på tv-kanalerne og falder over Marx Brothers eller Bob Hope, stopper jeg altid op og ser det og griner med. Men de ting, jeg holder mest af at se, er alvorlige ting.”
Allens film har altid båret dialogen mellem drama og komedie i sig - meget tydeligt i Stardust Memories (1980) og Melinda og Melinda (2004) - og det interessante er, at han aldrig har haft lige så stort held med sine rendyrkede dramaer - fra En anden kvinde (1988) og September (1987) til Rene linjer (1978) og, meget senere, Cassandra’s Dream (2007) - som med sine komedier, hvor humoren formidler nogle af de tunge tanker, han har gjort sig omkring livet, døden, kærligheden og alt det andet.
Selv de letteste af komedierne - og dem er der en del af - rummer en kerne af mening, og kun med Match Point (2005), der foregik blandt Londons overklasse, lykkedes det Allen at lave et helstøbt, dramatisk værk, som i sin diskussion af forbrydelse og straf i øvrigt viste tilbage til en af hans tidligere, virkeligt skarpe film, Små og store synder (1989).
“Jeg skal ikke skydes ud af den der tingest. Hvad nu hvis han onanerer? Jeg risikerer at ende på loftet.”
Sædcelle # 1, Min yndlingsperversion (1972)
Den smukt fotograferede, sort/hvide Manhattan (1979) er en hommage til to af Woody Allens store kærlighedsaffærer: New York og Gershwin.
Musikken, det være sig ragtime, jazz og swing, spiller en stor rolle for instruktøren, som selv spiller klarinet og har en stor samling af 78’ere at vælge fra, når han skal finde den helt rigtige musik til sine film.
Allen er nemlig også en stor nostalgiker, som i mange af sine film fejrer de miljøer, den musik, de film, radioudsendelser og mennesker, der har betydet meget for ham.
Som ung var han produktiv leverandør af pointerede vittigheder til andre komikere, hvilket man også kan se på hans tidlige film - Mig og revolutionen (1971), Mig og fremtiden (1973), Mig og moneterne (1969) - der mere er sketchagtige, satiriske øvelser end film med en sammenhængende handling.
Allens fascination af Bergman, Tolstoj, Fellini og Freud fornægter sig dog ikke, og i Kærlighed og død (1975) og Min yndlingsperversion (1972) både hylder og parodierer han forbillederne.
I midten af 1980’erne lavede han en række film - Broadway Danny Rose (1984), Den røde rose fra Cairo (1985), Radio Days (1987) - som tog publikum med tilbage i tiden og præsenterede det for en farverig og underholdende verden af radiopersonligheder, vaudevillestjerner, croonere og skuespillere.
I 1990’erne gjaldt det guitarjazzen i Sweet and Lowdown (1999), 1920’ernes Broadway i Kugleregn over Broadway (1994) og den klassiske musical i moderne forklædning i Alle siger ‘I Love You’ (1996).
“De vigtigste ord i det engelske sprog er ikke ‘jeg elsker dig,’ men ‘den er godartet.’”
Harry Block, Harry - stykke for stykke (1997)
Sjældent har en filmskaber brugt sig selv så effektivt som Woody Allen, og det kan være svært at skelne mellem virkelighedens Allen og den Woody, man møder i filmene. Det er selvfølgelig et vidnesbyrd om, hvor god en skuespiller Allen er, når materialet passer til ham - og hvem er bedre til at skrive det materiale, end Allen selv!?
Men publikums behov for at drage paralleller mellem virkelighedens og fiktionens Allen hænger også sammen med, at han i film som Manhattan, Mig og Annie (1977) og Harry - stykke for stykke (1997) henter inspiration i sit eget liv som selverklæret neurotisk, intellektuel new yorker, der gør sig klog på mange ting, ikke mindst kærligheden, men alligevel ikke kan få den til at fungere. Samtidig har instruktøren haft et forhold til flere af de skuespillerinder - Diane Keaton, Mia Farrow - som de mænd, han spiller i filmene, begærer.
Er det kunsten, der efterligner livet, eller livet, der efterligner kunsten? I hvert fald har man fornemmelsen af, at Allen bruger filmen som en slags psykoterapi, hvor han kan udleve sine fantasier og uddrive sine dæmoner.
Allen har flere gange understreget, at selv om han bruger elementer fra sit eget liv, så skal man ikke læse for meget af ham selv og hans privatliv ind i hans film, og folk, der har tilbragt tid sammen med ham, siger også, at han som person ikke minder meget om de nervøse, hypokondriske typer, han spiller - eller får andre til at spille: Sean Penn i Sweet and Lowdown, Jason Biggs i Anything Else (2003), Kenneth Branagh i Celebrity (1998), John Cusack i Skygger og tåge (1992).
“Forstår du, jeg vil altid have en forkærlighed for det, jeg kalder kamikaze-kvinder. Jeg kalder dem kamikaze, fordi de styrter med deres flyvemaskiner, de er selvdestruktive. Men de rammer én, og man dør sammen med dem.”
Gabe Roth, Mænd og koner (1992)
Især i de senere år har det været svært at tro på den aldrende Woody Allen som manden, som kan nedlægge selv de smukkeste kvinder.
Det har han selv erkendt, og det er formentligt derfor, at han oftere og oftere overlader lærredet til andre, yngre mandlige kræfter.
I Allens seneste film, Vicky Cristina Barcelona, er det således spanske Javier Bardem, som spiller førsteelsker og går i seng med både Scarlett Johansson, Rebecca Hall og Penélope Cruz. Lidt af en bedrift, skulle man synes.
Engang var det Woody Allen selv - eller de mange uperfekte mænd, han spillede i filmene, hvilket gav alle os andre håb - som takket være sit intellekt og vid kunne tiltrække tiltrækkende skønne kvinder som Mariel Hemingway (Manhattan), Diane Keaton (Mig og Annie m.fl.), Julia Roberts (Alle siger ‘I Love You’) og Mia Farrow (Broadway Danny Rose m.fl.). Men selv om Allen i sine mange inkarnationer i bund og grund er romantiker, der for så vidt tror på den store kærlighed, har han altid haft vanskeligt ved at holde på kvinderne - nogle gange fordi de er lige så neurotiske som han. Fatalist, som han er, tror han nemlig ikke for alvor på, at han får lov til at opleve den store kærlighed, og ikke sjældent ender han med at sidde alene tilbage med ondt i hjerte og sjæl og en lektion i livets skole klogere.
“Man kan ikke kontrollere livet. Det bliver ikke perfekt. Man kan kun kontrollere kunst. Kunst og onani. To områder, hvor jeg er ekspert.”
Sandy Bates, Stardust Memories (1980)
Der er ikke meget spræl over de minimalistiske fortekster til en Woody Allen-film - hvide bogstaver på en sort baggrund akkompagneret af en skrattende 78’er - og man kan forledes til at tro, at hans ligeledes minimalistiske billedsprog, udviklet og afprøvet i selskab med utallige filmfotografiske genier - især Carlo Di Palma og Gordon Willis - vidner om en instruktør, der ikke er interesseret i det visuelle.
Rigtigt er det, at dialogen er vigtig for Woody Allen, men lige så rigtigt er det, at han gennem årene har arbejdet og eksperimenteret meget med form og billeder.
Dels er der de scenografiske mesterstykker som f.eks. Radio Days, Skygger og tåge, Kugleregn over Broadway og Skorpionens forbandelse (2001), hvor Allen i tæt samarbejde med sin faste production designer indtil 2004, Santo Loquasto, genskaber fortiden, så det er som at være der selv. Dels er der film som Manhattan, Zelig (1983), Den røde rose fra Cairo, Mænd og koner og Alle siger ‘I Love You’, hvor kameraet i høj grad er med til at fortælle historien og i samspil med musikken og Susan E. Morses klipning giver filmene en poetisk dimension.
Woody Allens seneste film, ‘Vicky Cristina Barcelona’, har dansk premiere på fredag og bliver naturligvis anmeldt her i avisen