“Kampen om ideerne er samfundets grundlæggende dynamo.”
Derfor skal den idépolitiske debat genoplives og frem for alt fornyes.
Det ovenstående citat er hentet fra kronikken i Inf. den 25. september i år, der introducerer centrum-venstre tænketanken Cevea som et modspil til den ofte citerede liberalistiske tænketank CEPOS.
Kronikken efterlyser nytænkning. Paradoksalt nok er lanceringen af en socialistisk tænketank over for en liberalistisk tænketank som at skrue udviklingen tilbage til 60’ernes og 70’ernes debat mellem marxister og ‘kapitalister’. Konklusionen af den debat blev som bekendt, at vælgerne forkastede socialismen og liberalismen i deres rendyrkede former til fordel for midterpartierne.
Umiddelbart en trøstesløs situation. En teknokratisk midterpolitik uden appel og vision. Og venstre og højre forkastet som alternativer, fordi historien har vist deres uduelighed.
Men der er stadig et håb. I stedet for at søge løsningen til venstre eller højre skal man se fremad. For den politiske kampplads er ikke endimensional, selv om den sædvanligvis beskrives sådan.
Skal vi have en meningsfuld idépolitisk debat, må vi starte med at kridte den politiske kampplads op.
Til højre har vi liberalismen. Den er karakteriseret ved hævdelsen af den private ejendomsret, der omfatter jorden, de naturgivne ressourcer, produktionsmidlerne og udbyttet af egen arbejdsindsats. Det er et system, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Nogle vil sige, at jungleloven gælder. De stærkeste klarer sig godt. Fanden tager de sidste.
Til venstre har vi socialismen. Den er i diametral modsætning til liberalismen karakteriseret ved forkastelsen af den private ejendomsret. Staten ejer alt og bestemmer alt. Alle er lige - nogle er dog mere lige end andre. Frihed er en by i Rusland.
På midten findes den socialliberale/socialdemokratiske model. Den kan betegnes som den bløde mellemvare, om hvilken det bedste, der kan siges, er, at den har forskånet os for socialismen og liberalismen. Systemet er på mange områder formynderisk og detailstyrende, mens andre områder er uden styring.
Det centrale ankepunkt ved det nuværende system er dog den asociale fordelingspolitik. Indkomster erhvervet ved arbejdsindsats beskattes hårdt, mens arbejdsfri indkomster ved ejendomsbesiddelse overhovedet ikke beskattes.
Foran den kendte højre-venstre-akse findes den retsdemokratiske eller retsliberale ideologi. Ifølge den tilhører de naturgivne og de samfundsskabte værdier os alle, mens de arbejdsskabte værdier tilhører den enkelte. Det betegnes naturlig ejendomsret.
Den retsdemokratiske ideologi er ifølge definitionen klart afgrænset fra venstre- højre- og midterpolitik. Tilhængerne kan således på standardspørgsmålet:’ligger du til højre eller venstre for midten?’ svare: Jeg befinder mig foran midten.
I tæt sammenhæng med den naturlige ejendomsret er den personlige frihed, der er af afgørende betydning for retsdemokrater. De borgerlige partier taler også meget om personlig frihed, men accepterer samtidig en meget høj beskatning af arbejdsindkomst. Altså tom snak.
Hvor økonomisk lighed i det socialistiske system er hovedmålet, og hvor uligheden tilbedes/tilstræbes af liberalisterne er retsdemokraterne neutrale. Men når det gælder lighed for loven og lige muligheder for alle uanset køn, race og religion står lighedsbegrebet centralt.
“Frihed, lighed og broderskab,” lyder revolutionens parole. I nyere tid taler socialisterne ikke om broderskab, men om solidaritet. De mere religiøst orienterede hæfter sig ved det kristne bud om næstekærlighed. Uanset indfaldsvinklen er pointen, at i et humant samfund skal folk i nød hjælpes. For retsdemokrater er det således væsentlige samfundsopgaver at sikre alle syge lige ret til behandling og at sikre alle borgere de basale fornødenheder.
For retsdemokrater er det essentielt at begrænse samfundets opgaver til de fælles opgaver. På den måde disponerer den enkelte borger over så meget som muligt af sin egen indtjening og opnår den størst mulige frihed til at prioritere sin egen tilværelse. Også liberalisterne arbejder for en begrænsning af samfundets opgaver - men uden sociale hensyn og uden hensyntagen til borgernes lige muligheder.
Midt i en verdensomspændende økonomisk krise er spørgsmålet: hvorfor? En væsentlig del af svaret er boligboblen. Friværdistigningerne har skabt gigantiske forbrugsmuligheder uden nogen bagvedliggende produktion. Det var ikke sket i et retsdemokratisk samfund.
Med denne præsentation ser jeg frem til, at den fortærskede og udsigtsløse idékamp mellem CEPOS og Cevea, der er linet op til, kan afløses af en fornyet ideologisk debat med et lovende perspektiv.
Ib Strømberg Hansen er selvstændig investor og medlem af Retsforbundet