GUANGZHOU - Inden det hele går i gang, dukker politiet op. Er det rigtigt, at det her er en begivenhed, der er farlig for styret, vil betjentene vide. De havde fået nogle bekymrede henvendelser, siger de.
De kigger rundt på forsamlingen af unge kinesere, der bevæbnet med bærbare computere, Blackberrys og digitalkameraer slynger omkring sig med termer fra internetverdenen. Og det er tilsyneladende mere, end betjentene kan overskue. De vender hurtigt omkring. Deres afsked følges på vej af fnisen fra de forsamlede.
Det var en ‘impotent optræden’ fra politiets side, mener nogle af dem.
“Det er simpelthen for besværligt og uoverskueligt for dem at skrive en rapport om det her, så de gider ikke,” som en af begivenhedens arrangører siger det. Det er fjerde gang den kinesiske bloggerkonference afholdes. De tre foregående år er politiet også dukket op. Det er tradition. Men de er repræsentanter fra en undertrykkende verden, som konferencens deltagere har lagt bag sig og dermed gjort uvedkommende. I hvert fald i de to dage konferencen varer her i en nedlagt fabrik i den sydkinesiske by Guangzhou.
Og der lægges hårdt ud. 33-årige Zhao Jing, med bloggernavnet ‘Michael Anti’, som er kendt for sine provokerende indlæg om pressefrihed, begynder lørdag morgen med at opfordre de omkring 400 til at kæmpe for ytringsfriheden.
“Ytringsfrihed er ikke noget, du skal vente på, at andre giver dig. Ytringsfrihed er noget, man selv skal erobre,” forklarer han senere.
“Man skal ikke tænke på, hvor man er henne, eller hvilke konsekvenser det kan få. Man skal bare gøre det. Og den gerning alene sætter en bevægelse i gang i samfundet.”
Ifølge bloggeren Isaac Mao, er strategien at opføre sig som om, man lever i et frit land, og ikke i et et-partisystem med et paranoidt kommunistparti ved roret.
“Vi har ikke søgt om tilladelse til at afholde denne konference. Hvis man søger om tilladelse i Kina, kommer man ingen vegne, men hvis man ikke følger reglerne, kan man finde måder at overleve på,” siger han.
“Man skal følge sine egne regler, og så håbe, at systemet gradvist følger efter.”
Det er et meget udfordrende budskab i Kina. Og et der ikke kun bliver luftet inden for hjemmets fire vægge. Udover de fremmødte er der potentielt et publikum på millioner: Begivenheden streames live ud til landets internetbrugere.
Adskillige deltagere live-blogger for at give deres læsere konstante input fra konferencen, så kommunikationen går begge veje.
På scenen løber kommentarer fra chatrooms hen over storskærme.
“I er modige,” lyder en hilsen fra Shaanxi provinsen.
Zhou Shuguang, den første i Kina, der fik prædikatet ‘borgerjournalist’, forsøger gennem sine skriverier at udfylde hullerne i de kinesiske nyheder, skabt af de snærende bånd regeringens censur lægger på traditionelle medier.
Han har rapporteret fra brændpunkter i Kina og om befolkningens klager - dem, der ikke kan nævnes andre steder.
Den 27-årige opfordrer andre til at følge i hans fodspor og giver gode råd til forsamlingen om, hvordan man kommer uden om styrets strenge internetcensur. Kun gennem pres fra offentligheden har samfundets svageste, dem der er blevet udsat for magtmisbrug, en chance for oprejsning, mener han:
“Der er mange, der lider, fordi de ikke få nogen opmærksomhed fra medierne, og derfor ikke får deres stemme hørt. Vi borgerjournalister spiller en vigtig rolle for at give folk en chance for at få opmærksomhed.”
Han har sammen med andre bloggere været med til at tvinge myndighederne til at kompensere ofre for magtmisbrug og til at straffe de kadrer, der står bag misbruget.
De har været med til at afsløre ting, som regeringen har mørklagt - fra fødevareskandaler til den korruption, der lå bag, at hundredvis af børn blev dræbt under elendigt byggede skolebygninger, som blev pulveriseret under jordskælvet i maj i Sichuan.
De forsamlede her siger, de vil sætte dagsordenen. Og de taler som om, de næsten allerede er klar til at erklære sejr over systemet. De mener i hvert fald, det kun er et spørgsmål om tid.
Omfanget af bloggere og andre aktører på internettet stiger simpelthen for hurtigt til, at regeringens censur kan følge med.
“Censuren på internettet er som en leg mellem kat og mus,” siger Isaac Mao.
“Men der kommer hele tiden flere og flere mus. Katten ved ikke, hvilken mus, der er farligst, og hvilken den skal jage, og i sidste ende er den nød til at give op eller blive sindssyg.”
Men midt i overmodet erkender de, at de stadig kan blive såret af systemet, der endnu ikke er helt knockoutet. Samtidig med internettet vokser hastigt i Kina, er der også stadig flere sager, hvor almindelige kinesere er blevet arresteret, fængslet eller på anden måde straffet for det, de skriver.
Zhou Shuguang har prøvet det. I Nordøstkina blev han slået på næsen af en betjent, der mente, at hans borgerjournalistik rodede op i for mange betændte ting. Under hele OL var han sat i husarrest hjemme i Hunan- provinsen, så han ikke kunne lave ballade.
Emnerne for oplæggene her er vidt forskellige. Det handler om, hvordan man kan tjene penge på sin blog, og om hvorfor kvinder blogger anderledes end mænd. Men i centrum står spørgsmålet om, hvordan internettet kan bruges i en social sags tjeneste.
De tilstedeværende er alle blevet opmuntret af, at de gennem deres landsdækkende netværk fik stablet et stort nødhjælpsarbejde på benene i Sichuan-provinsen efter jordskælvet.
“Det er det perfekte eksempel på, at internettet kan forbedre størrelsen og kvaliteten af civilsamfundet i Kina,” siger Michael Anti.
Blandt deltagerne er en anselig del kinesiske journalister. Hovedsageligt folk, der er trætte af, at deres arbejde censureres.
“I Kina er blogs et frirum for journalister. Om dagen lader journalisterne sig censurere, men om aftenen, når de skriver på deres blogs, skriver de frit,” siger Michael Anti alias Zhao Jing.
Selv Kinas præsident, Hu Jintao, har erkendt internettets magtfulde potentiale. Tilsyneladende i et forsøg på at tækkes landets internetbrugere forsøgte han sig tidligere i år med at blogge.
“Men,” som Isaac Mao udtrykker det; “lad os slå fast med det samme, at Hu Jintao jo ikke ligefrem er nogen Barack Obama.”
Ved søndag aftens sidste oplæg af bloggeren Yang Hengjun begynder en af tilhørerne netop at rose det amerikanske præsidentvalg.
“Hvornår vil jeg få chancen for at vælge min egen leder,” spørger han.
“Det kan kun gå fremad,” svarer Yang.
“Men det er nyttesløst at vente på, historien går sin egang. Hvis vi bruger internettet, og blogger om de ting, vi anser for at være løgne og tyveri, så er vi med til at udforme fremtiden. Internettet er vores våben.”
Det er en håbefuld forsamling, der søndag aften forlader Guangzhou. Hvis politibetjentene fra første dag var blevet, ville de nu nok være overbevist om, at der måske var hold i en formodet trussel mod styret.