NÅR MAN LIGE ser bort fra de helt store i faget, myter som Richard Sorge eller Mata Hari, er spionens gerning i det almindelige omdømme skummel og ussel. Kendere af branchen, forfatteren John le Carré eller dennes litterære overmand Graham Greene, belyser i deres respektive undergangsfortællinger spionens fascinerende men forræderiske dobbeltliv, som nødvendigvis indebærer det menneskeligt problematiske.
Spionens forehavende forudsætter ifølge sagens natur at sikre sig professionelt udvalgte personers fortrolighed, hvilket samtidig betyder hans forrådelse af samme. Spionage for begyndere - grumt og elementært.
Men dog et overkommeligt uskyldstab, såfremt de udspionerede er farlige ydre eller indre fjender, der truer samfundets sikkerhed og nationens eksistens.
Sympatiske folk med batikfarve i øjnene er måske tilbøjelige til at afvise spionage - eller med et pænere ord: efterretningsvirksomhed - som en overflødig foranstaltning, stridende mod al anstændighed i et demokratisk samfund og uforenelig med retssamfundets grundtanke.
En naiv og kortsynet holdning. Desværre.
Et lands efterretningstjeneste eller -tjenester kan være garanti for opretholdelse af et åbent, folkestyret samfund med vidtgående borgerlige rettigheder. En smertefuld erfaring således: at demokratiet er sårbart over for systematisk politisk undergravningsvirksomhed, vel at mærke beskyttet af selvsamme demokratis forfatningssikrede rettigheder.
Weimar-republikken er det tyvende århundredes skræmmebillede på et frit, parlamentarisk samfund, der af sine erklærede modstandere infiltreres i alle institutioner og kommer til kort over for netop de kræfter, der udnytter frihedsrettighederne med det ene formål at afskaffe dem.
HERMED ER temaet slået an for disse betragtninger om dilemmaet mellem efterretningstjeneste og samfund. Naturligvis inspireret af TV2’s udsendelser med foruroligende oplysninger om PET’s virke.
Skal man tro tv-journalisternes fremstilling, har PET gjort sig skyld i stort set alt det, en efterretningstjeneste i et retssamfund ikke bør eller må.
*PET har overvåget, infiltreret og registreret fuldt demokratiske foreningers og partiers liv og virke.
*PET har overvåget lovlige møder og registreret deltagerne, og
*PET har indsamlet navne på folk fra stillerlister til et politisk parti.
Afsløringerne der er kommet frem, bibringer iagttageren den nærliggende opfattelse at der sagtens, sagtens kan være mere fra samme skuffe. Ja, det er nærmest usandsynligt at der ikke skulle være mere.
Og hvad indebærer i givet fald det mere? Indtil videre føler justitsministeren sig misinformeret af PET’s chef, Birgitte Stampe hvilket vel må få konsekvenser, såfremt den misinformerede efter valget stadig hedder Frank Jensen.
NU SIDDER DEN undrende borger tilbage med et nærliggende spørgsmål, som politikerne bør besvare. Hellere i morgen end efter valget.
Et såre simpelt spørgsmål stillet flere gange før - også på denne plads: Hvorfor har Folketinget fortsat ikke effektiv kontrol med PET?
Som bekendt kontrolleres PET af et særligt folketingsudvalg, hvis medlemmer har tavshedspligt - samt af det såkaldte Wamberg-udvalg, hvis beføjelser nærmest er høfligt forespørgende.
Det sidste kan være, hvad det er. Men at folketingsudvalget ikke har mere vidtgående kontrolmuligheder forekommer mildt sagt ubegribeligt.
Endnu mere ubegribeligt, at man stadig ikke har normaliseret PET’s forhold. For hvori ligger det sikkerhedsmæssigt indlysende, at politikerne kun har sporadisk budget- og regnskabsindsigt i institutionen?
Og hvordan kan en virksomhed som PET tillade sig at hyre efterretningsagenter på skattefrit vederlag? Hvordan skaffer man sig i givet fald et så godt job?
Men først og sidst vender hovedspørgsmålet tilbage: Hvordan har Folketinget i så mange år kunnet stille sig tilfreds med, at dets eget næsten selvudslettende kontroludvalg må nøjes med generel indsigt i PET’s forhold og ikke har haft kvalificeret adgang til dokumentarisk materiale?
Selvsagt er efterretningssagers materiale hemmeligt. Men tavshedspligt er vel tavshedspligt, begrebet er defineret i straffeloven - også for folketingsmedlemmer med sæde i kontroludvalget.
Det er naturligvis glædeligt, at et tilsyneladende flertal - ihvertfald inden valget - nu vil kulegrave PET, såfremt TV2’s oplysninger holder vand. Men en sådan kulegravning har ikke megen mening, hvis ikke Folketingets kontrolfunktion styrkes fundamentalt og varigt. Nu.mtz