Uddannelse kan ikke hjælpe de ringest uddannedes børn til bedre jobmuligheder
- det er et socialt problem
Lindevangskolen på Frederiksberg i København ligner i overvældende grad en skole. Røde mursten, store flerfagede vinduer, brede trapper og døre og selvfølgelig en asfalteret skolegård.
Skolen er forbavsende fri for hærværk. Især når man tager dens ry i betragtning. De 340 elever på skolen kommer i overvejende grad fra karréerne i nærheden. En stor del af Frederiksberg kommunes billigste - og dårligste - boliger ligger her i kvarteret. Og de sociale problemer er vokset i takt med, at kommunen har anvist lejlighederne til førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, psykisk syge og andre med flere problemer end penge i bagagen.
Lindevangskolens ry er mildt sagt ikke flatterende. Undervisningen og omgivelserne er blevet kritiseret skarpt. Skolevejleder Ryan Jensen mener, kritikken er uberettiget, men er bange for, at det kan blive en selvopfyldende profeti.
“Forældre er begyndt at flytte deres børn ud til andre skoler. Og når vi så må slå klasser sammen, kan det give problemer. Hvis du er i en klasse med et problembarn er det til at have med at gøre. Men det kan være næsten umuligt at undervise i en klasse med fem,” siger han.
Forældrene til skolens børn har ofte kun kort uddannelse. Og der er ikke mange børn, der går videre på de boglige uddannelser.
“To til tre af vores 18 elever i niende klasse går videre til gymnasiet. Folk her vælger i højere grad erhvervsuddannelserne end de videregående, men det ligger nok i miljøet,” siger Ryan Jensen. Han fortsætter:
“De fysiske rammer for at studere videre i for eksempel en tre-værelses lejlighed, som man skal dele med forældre og søskende, er ikke gode. Man skal være stærk for at gøre det. Ligesom det kan være svært for forældre uden boglige færdigheder at hjælpe børnene på vej.”
“Så kan det godt være, at lejligheden bliver renoveret. Men det giver jo ikke bedre plads. Hvis man virkelig skulle hjælpe så skulle man flytte nogle af de familier ud i de seks-værelses lejligheder, hvor de har plads nok i stedet for at klumpe dem sammen i karréerne. Men det er jo nok ikke realistisk,” siger Ryan Jensen.
Udjævningen blev væk
Lindevangskolens elevers uddannelsesvalg er typisk for børn, hvis forældre har korte uddannelser.
“Kun otte procent af de ufaglærtes børn kommer på universitetsuddannelser. Det er det samme som for 25-30 år siden,” siger forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet Erik Jørgen Hansen.
“Den sociale udjævning i uddannelserne, vi troede var på vej, har tilsyneladende ikke indfundet sig. Men det har den heller ikke i de lande omkring, som vi sammenligner os med,” siger han.
Derfor mener Erik Jørgen Hansen, at skolen ikke har så stor indflydelse på valget af uddannelse som de sociale forhold eleverne vokser op under.
“I den offentlige debat er uddannelsessystemet blevet pålagt mål og opgaver, det slet ikke kan løse. Det ligner en måde at skjule en dårlig samvittighed over arbejdsmarkeds og socialpolitikken, når man skælder ud på skolen,” siger han.
Erik Jørgen Hansen mener, at den afgørende faktor for, at de dårligst stilledes børn vil vælge en længere uddannelse, er økonomisk tryghed.
“Vi kan se, at de ufaglærtes børn kom ind på uddannelserne især i perioden 30’erne til 60’erne, hvor der var stor økonomisk fremgang og tryghed. Men derefter blev økonomien mere usikker, og udviklingen stoppede. Faktisk ville de ufaglærtes børn i endnu mindre grad søge universitetsuddannelser, hvis ikke pigerne nu også søger ligeså meget som drengene,” siger han.
Bagest i køen
Erik Jørgen Hansen slår fast, at der er sket en forbedring af det generelle uddannelsesniveau, Det har bare ikke hjulpet børnene af de dårligst uddannede. De står stadig bagest i køen til fremtidens job.
“Som gennemsnit har alle børn fået en bedre uddannelse end deres forældre. Men det nytter ikke meget, når deres jævnaldrende stadig har et forspring. Væksten af ressourcer til uddannelsessystemet har betydet, at de, der i forvejen var begunstiget tog endnu mere,” siger han.
“Den stigning, der er sket i antallet af studerende på de boglige uddannelser, ser jeg mere som udtryk for, at den bedst stillede del af befolkningen nu også lader deres knapt så begavede børn læse videre.”
Erik Jørgen Hansen understreger, at der selvfølgelig er nogen, der reagerer helt anderledes end statistikkerne viser.
“Den sociale arv er ikke en forudbestemt forhindring for at tage en uddannelse. Men børn af ufaglærte har en væsentlig ringere chance.”
Ryan Jensen kender problemet. Ud over at være lærer og skolevejleder er han også ungdomsvejleder. Det vil sige, at han følger de unge i tre år efter folkeskolen. Springer en af dem fra deres ungdomsuddannelse, skal han gribe ind og forsøge at få dem videre i systemet.
Og det er næsten kun unge fra de billige boligkvarterer, han skal ud til for at finde en plan for fremtiden.
“Jeg er ungdomsvejleder både i karréerne og i de fine kvarterer. Og ærligt talt, jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været på besøg i villaerne,” siger han.
Alligevel tror han, at de unge i dag har bedre muligheder end deres forældre. Der er meget mere brug for dem, fordi der ikke er så mange unge i dag.
“Nogle har ambitioner der er urealistisk store. Men de har dog en drøm om en ungdomsuddannelse og et job. De siger ikke: jeg duer ikke til noget. Og de fleste bliver til noget alligevel.”