Den ambitiøse kunstformidling er under pres. Aviserne prioriterer kulturstoffet lavt, og den kulturjournalistisk, der trods alt stadig findes, er i høj grad blevet reduceret til ukritisk mikrofonholderi.
Sådan lyder udmeldingen fra Kunstrådet, der for at imødegå den kedelige tendens har indstiftet Kunst-rådets Formidlingspris på 100.000 kr. Prisen skal hvert år uddeles til en person eller en redaktion, “som i særlig grad har bidraget til den kritiske kulturjournalistik eller som har præsenteret en selvstændig nyskabende kunstformidling inden for massemedierne”.
I går blev prisen uddelt for første gang. Den gik til Weekendavisens litteraturkritiker Lars Bukdahl, den smalle eksperimenterende litteraturs utrættelige forkæmper.
“Han tager prisen for uforfærdet fremfærd - både når han belønner kunstnerisk intention og ambition og straffer det, han oplever som forlorent,” skriver juryen i sin motivation.
Det problem, man nu adresserer, er - med formanden for Kunstrådet, Mads Øvlisens, ord - “at massemediernes kulturjournalistik snarere tager form af produktlancering og forbrugerinformation end egentlig kritisk, debatskabende kunstformidling”.
Det er kommunikationsrådgiver Mette Davidsen-Nielsen enig i. Hun er formand for den jury, der er blevet nedsat til at uddele Kunstrådets Formidlingspris.
“Det, der slår mig, er, at der bliver oprustet på informationssiden. Der er masser af plakatsøjlestof og serviceoplysninger på kultursiderne. Men man savner den uafhængige, kritiske kulturjournalistik. Og sagen er selvfølgelig, at i en presset hverdag, hvor journalisterne virkelig skal levere, så ryger der nogle pressemeddelelser rimelig ukommenteret i avisen en gang imellem,” siger Mette Davidsen-Nielsen.
Lars Bukdahl er derimod et eksempel på en skribent, hvis tekster ligger meget langt fra kulturinstitutionernes pressemeddelelser, mener juryformanden:
“Han er en verbal slagsbror. Han er modig og står markant frem, og det er selvfølgelig derfor, han får prisen. Men også fordi han gør et kæmpe stykke arbejde for at formilde det smalle bredere. Han er meget opsøgende og har virkelig fornemmelse for, hvad der rykker.”
Mette Terkelsen er kulturredaktør på Berlingske Tidende. Hun hilser prisen velkommen. Kulturformidling er ikke anderledes end al anden journalistik, mener hun. Og derfor er det positivt med en pris, der belønner den kritiske tilgang.
Men kulturredaktøren kan ikke genkende det billede, Kunstrådet tegner af kulturjournalistikken i dagens Danmark. På Berlingske Tidende prioriterer de ikke kulturstoffet lavere end før. De har tværtimod omstruktureret for at lokke flere læsere til kulturen ved at placere størstedelen af kulturstoffet fredag og i weekendtillæggene. Det har de gjort i erkendelse af, at den moderne læser har for travlt til kunst og kultur til hverdag.
Men det er stadig lige så vigtigt som før for Berlingske Tidende at levere kulturjournalistik med bid, understreger kulturredaktøren:
“Vi skal selvfølgelig altid stræbe efter at blive endnu skarpere. Men Kunstrådet lader, som om al kulturjournalistik er begivenhedsjournalistik. Og der synes jeg, de tager fejl. Der bliver lavet masser af undersøgende graverarbejde rundt omkring på kulturredaktionerne,” siger Mette Terkelsen og fremhæver, hvordan journalister fra hendes redaktion for eksempel for nylig skrev en større undersøgende artikel om, hvad finanskrisen betyder for kulturlivet.
Jakob Levinsen, der er litteraturredaktør på Jyllands-Posten, synes også, kritikken er forfejlet. Avisernes kulturdækning er blevet bedre inden for de seneste årtier i takt med, at kulturbegrebet er blevet bredere, mener han.
“Det kulturradikale tankesæt med dets skelnen mellem finkultur og folkekultur er blevet opløst. Det betyder, at aviserne ikke i lige så høj grad som før betragter visse typer litteratur som bedre og vigtigere end andre. Men jeg vil da gerne gribe i egen fagbarm og sige, at der stadig er lang vej igen, før litteraturprioriteringen i aviserne afspejler mangfoldigheden i den litterære virkelighed,” siger Jakob Levinsen.
Hvad kulturjournalistikkens kritiske potentiale angår, er litteraturredaktøren ligeledes fortrøstningsfuld:
“Jeg synes faktisk, det går meget godt med det. Og man kan sige, at Kunstrådet har valgt den forkerte uge at gå i byen med deres kritik. Vi har blandt andet underholdt vores læsere med Det Danske Kulturinstituts fiasko i Rio de Janeiro. Politiken har fået fyret direktøren for Charlottenborg. Og I har selv for nylig afdækket det underlige trekantforhold mellem May Schack, Politiken og Gyldendal. I alle tre tilfælde er der tale om en type historier, som man dårligt kan forestille sig, at aviserne ville have brugt ressourcer og plads på for bare et par årtier siden.”
Men accepterer man alligevel den præmis, at Kulturrådets Formidlingspris skulle give mening, er Lars Bukdahl et besynderligt valg, lyder det fra Jakob Levinsen.
“Det er høj humor. Lars Bukdahl repræsenterer i mine øjne det formentlig mest ukritiske litteratursyn. Den mest gammeldags finlitterære tankegang, man overhovedet kan opdrive herhjemme. Og jeg vil også sige, at hvis det er en formidlingspris, så er han da et forbløffende valg. Dengang jeg arbejdede i forlagsbranchen, sagde vi, at det værste, der kunne ske for en bog, var, at den fik en god anmeldelse af Bukdahl. For så var der ikke nogen, der tog den alvorligt,” siger Jakob Levinsen.
Men måske er Kunstrådet i virkeligheden mere i defensiven end i offensiven, mener litteraturredaktøren:
“Netop fordi aviserne er begyndt at operere med et meget bredere kulturbegreb, skal den traditionelle finkultur, som vi også kunne kalde statskulturen, kæmpe hårdere for at slå igennem. Den bliver ikke længere formidlet med den samme selvfølgelighed som tidligere. Så i den forstand er det jo kun i Kunstrådets interesse at fremme den gammeldags finkulturelle litteraturformidling.”