Arsenals Cesc Fàbregas har længe stået på spring til at blive sit holds anfører, og i denne uge kunne han så overtage værdigheden fra den permanent degraderede William Gallas.
Allerede i sommer skal Arsène Wenger have overvejet spanske Fàbregas frem for franske Gallas, men han lod det blive ved tanken.
Fàbregas var for ung, Gallas ville ikke bryde sig om det, og Wenger besluttede sig for, at han stadig havde god brug for denne erfarne forsvarsspiller. Anførerbindet skulle nok blive Fàbregas’, men endnu var tiden ikke inde.
Og Wenger har stadig behov for Gallas, om end dette snarere afspejler de ressourcer, han har til rådighed end franskmandens uomtvistelige evner. Men ikke som indpisker. Arsenal-træneren udtrykte da også i anledning af anførerskiftet sin beundring for Gallas som “menneske og spiller”, men har altså valgt at lukke øjnene for den splittelseskultur i Arsenals omklædningsrum, som den franske landsholdsspiller har været et centralt element i. Som Ashley Cole afslørede, da han skiftede til Chelsea for to år siden, var Arsenal dengang domineret af ‘den franske klike’ med den selvbevidste Thierry Henry og Robert Pires øverst i hierarkiet over for den aldrende engelske brigade af Adams og Keown mfl. Den klike eksisterer ikke længere. I stedet tæller omklædningsrummet nu tre temmelig upopulære figurer. Det er foruden Gallas, Robin van Persie og Nicklas Bendtner.
Alle tre har udtrykt sig konfrontatorisk og er da også blevet beskyldt for arrogance af holdkammerater, der har undret sig over Wengers overbærenhed.
I Gallas’ tilfælde satsede Wenger på, at dennes stærke vindermentalitet, der kunne udtrykke sig i overfusninger af holdkammeraterne - også når sejren forekom sikker - måske var det, der skulle til for at hærde de unge spillere og også for at forløse de kvaliteter, som den nogle gange smerteligt generte Gallas ikke altid formåede at udfolde.
Men Gallas har sandt at sige altid været en upålidelig skytte for The Gunners. Og dertil en narcissistisk. Hans ankomst til The Emirates var forvirret og rodet midt i beskyldninger om, at han havde truet med at score selvmål, hvis han ikke fik lov til at forlade Chelsea. Og selv om det ikke skal glemmes, at han var populær i Stamford Bridges omklædningsrum, kunne han bestemt også være på tværs dengang.
Dette betød dog mindre, så længe han var omgivet af stærke personligheder som John Terry og Claude Makelele, der begge også var hans personlige venner.
Hans afhopning til Emiraterne betød, at Gallas kunne overtage Henrys rolle. Ikke blot som anfører, men også som holdets ‘erfarne statsmand’. Med den fulgte desværre en lignende egocentrisk tilgang.
Man må huske på, at de to mænd stod hinanden ret tæt, og at Henry havde haft et vanskeligt forhold til nogle af de unge spillere - især Van Persie - før han omsider forlod klubben. Således så Gallas sig gal på midtbanespilleren Samir Nasri, da denne satte sig på udskiftningsbænken - på Henrys plads! - under en landskamp for Frankrig i sommer. At Thierry Henry absolut skulle have sin helt private plads var ganske afslørende for, hvor høje tanker han havde om sig selv, ligesom det var afslørende for den kultur, der er blevet opbygget på Frankrigs landshold.
Disse egenskaber betød, at Gallas var hurtig til at reagere. Men også at han var tyrannisk. Nogle spillere har til tider haft det såre svært med hans ofte meget offentlige kritik af dem, ligesom det er blevet sagt, at han selv er ude af stand til eller uvillig til at lytte. Og så kom den berygtede sit-down protest mod Birmingham City sidste forår, efter at Arsenal fik et straffespark imod sig i sidste minut. Det var, som om Gallas vaskede sine hænder på sine holdkammeraters bekostning i den kamp, hvor Eduardo pådrog sig sin forfærdelige skade. Den optræden blev ikke glemt lige med det samme, hverken af spillere eller tilhængere.
Også behandlingen af Theo Walcott var usædvanlig. Walcott roses for sin ydmyge, holdorienterede tilgang af alle, der kender ham og har trænet ham.
Men i et interview offentliggjort i GQ Magazine i april udpegede Gallas ham som skydeskive for sin kritik og erklærede, at han var nødt til “arbejde hårdere under træningen” og “være mere målrettet”.
Det var også Walcott, der kom i centrum for det håndgemæng, der udspillede sig i halvlegen under sidste måneds 4-4-kamp mod Tottenham Hotspurs, da han stødte sammen med Van Persie. Insidere er ikke i tvivl om, hvor skylden ligger, og den hollandske angriber har da også været midtpunkt for flere stridigheder i sin Arsenalkarriere - ikke mindst med Gallas.
Det samme gælder Bendtner, der i en berygtet episode stødte sammen med Emmanuel Adebayor ude på banen. Bendtner har også nægtet at deltage i holdets uformelle præsentationer på plænen før kampen, ligesom det er blevet bemærket, at hans mål mod Liverpool i sidste sæson blev tiljublet af holdkammeraterne, uden at de inkluderede ham i deres glædesscener.
Ind i denne giftige stemning træder nu Fàbregas. Den unge spanier er også, efter Patrick Vieira, Henry og Gallas, den første ikke-franskmand valgt, som Wenger har udnævnt til anfører, og selv om nationalitet næppe har været en faktor i trænerens tanker, kan det udmærket være en kærkommen bonus, at han nu kan lægge afstand til beskyldningerne om frankofil forudintagethed.
Interessant nok kan Fàbregas gå hen og blive den mest populære anfører, Arsenal har haft siden Vieira.
Selv om de to spillere, der stod ham nærmest - Mathieu Flamini og Alex Hleb - har forladt klubben i løbet af sommeren, er der ægte hengivenhed over for ham, ikke kun på grund af hans evner, men også på grund af hans karakter.
“Jeg synes, det er en ny start,” siger forsvarer Gail Clichy, der sammen med Fàbregas betragtes af Wenger som den stærkeste personlighed, “han er et godt valg som chef,” siger Clichy.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen