På Amagerfælledvej bjæffer en fuld mand vredt af bilerne, der brøler forbi. Mandens hud er læderbrun af dage og nætter på gaden, og han er fanget midt på kørebanen.
Lidt derfra knejser Fabrikken for Kunst og Design, gul og pink, overmalet med graffiti og grel mod den mørkeblå novemberregn.
Kunstfabrikken har til huse i en erhvervsbygning fra 1944, der tidligere er blevet brugt som vaskeri. Ved siden af det klassiske hospitalsbyggeri i samme indkørsel ser den grim og utilnærmelig ud.
“Hvilken slags kunst bliver der mon skabt her, langt væk fra forjættende inspirationskilder som lyset over Skagen og døden i Venedig?,” spekulerer jeg på, mens jeg banker på hos Christian Yde Frostholm, digter, billedkunstner og hovedmand bag ‘Afsnit P’, landets førende site for digital litteratur.
Christian Yde Frostholm sidder i et af kunstfabrikkens små kunstnerkontorer, iført en rød og gul cardigan og et par sorte briller. Med de lidt skrappe farvesammenstød har han en vis lighed med bygningen, men han viser sig nu at være meget imødekommende.
Han har netop udgivet digtsamlingen Ofte stillede spørgsmål. Den ligger på bordet mellem os og tager sig højst mærkværdig ud.
På spørgsmålet om, hvorfor han har valgt at sætte et billede af en itureven tøj-elg i en skraldespand på forsiden af bogen, smiler han lidt undskyldende og ser ømt på det nødstedte dyr.
“Jeg synes, at motivet passer godt til bogen, fordi det både er lidt komisk og lidt ynkeligt. Digtene i bogen er lidt ligesom de afrevne lemmer på billedet. Det er fragtmenter. Desuden er den lille elg et dyr, og … ” Christian Yde Frostholm afbryder sig selv med en lille latter, før han fortsætter: ” …Ja, altså en del af kærligheden i den her digtsamling er knyttet til dyr.”
Derudover kunne man tilføje, at der er en pointe i, at skraldespanden på billedet er magen til de amerikanske blikskraldespande, som man kender fra computerskærmens skrivebord. For netop computeren og internettet er helt centralt for Christian Yde Frostholms kunstneriske produktion. Som titlen, Ofte stillede spørgsmål, antyder, består digtsamlingen primært af en lang række spørgsmål, der er inspireret af de FAQ-lister (frequently asked questions), som man typisk finder på nettet.
“Spørgsmål fylder meget på nettet, for det er et rum man søger i. Man leder efter hjælp og kærlighed. Ofte bruger man jo også nettet til at få defineret, hvem man er, og identitetens kernespørgsmål, ‘hvem er jeg,’ kaster en lang række andre spørgsmål af sig,” forklarer han.
Om spørgsmålene i digtsamlingen reelt er ‘ofte stillede’ kan dog diskuteres. De første spørgsmål lyder f.eks: “Hvordan ser du på dig selv? Er du også en mangfoldig, udefinerlig personlighed?” Lidt efter må læseren se sig konfronteret med det eksistentielle: “Hvad betyder døden for dig”, tæt efterfulgt af det måske banale, måske metaforisk dobbelttydige spørgsmål: “Var du med til at bestemme hvordan festen skulle være? Blev dine ønsker opfyldt?”
Mellem spørgsmålene er der små afsnit, der kunne være copy-pastet fra privatpersoners hjemmesider og fra blogs og chatrooms. Her kan man følge spækhuggeren Keiko (ham fra Befri Willy-filmene) og hans liv, død og begravelse. Et stykke inde i digtsamlingen, viser det sig, at Keiko også er navnet på en japansk kvinde, der søger kontakt med mænd, men kun de hvide af slagsen: “Asiatiske mænd er nogle svin,” lyder den kortfattede begrundelse.
Sådan ‘linkes’ man rundt fra emne til emne, og sammenhængen skabes - ligesom på nettet - ofte blot af et enkelt ord. Nogle gange klippes der helt uforudsigeligt til nye emner som de meget triste spørgsmål fra en kvinde, der vil vide, om det er vold, hvis ens kæreste råber af en og slår knytnæven hårdt ind i væggen ved siden af ens ansigt.
Christian Yde Frostholm har ikke direkte benyttet sig af cut-up-teknikken, hvor man kopierer og klipper i andres tekst, men han har i høj grad ladet sig inspirere af den.
Under arbejdet med digtene har han siddet med to åbne skærmbilleder og skrevet i sit eget dokument, efterhånden som han surfede forbi noget interessant i det kæmpe fællesdokument, som han anser internettet for at være.
“Man kan sige, at jeg har svømmet i et stort hav af andre menneskers tekst, og så har jeg filtreret det ud, jeg kunne bruge,” siger Christian Yde Frostholm.
Han tager sig god tid til sine svar, som om refleksionen over arbejdet med digtene først for alvor er indtrådt, efter de er blevet færdige.
“Selvom digtsamlingen selvfølgelig er skabt og medieret gennem mine valg, har jeg på en måde skrevet med andres menneskers sprog. Der er ikke et centrallyrisk ‘jeg’, der fortæller i digtsamlingen, men snarere mange. Jeg kan ikke længere redegøre for, hvor meget jeg har stjålet, og hvor meget jeg har skrevet til,” uddyber han.
Under alle omstændigheder mimer Ofte stillede spørgsmål meget overbevisende det ligefremme ukunstlede talesprog, man ofte finder på nettet. Faktisk er sætningerne så genkendelige, men samtidigt mystisk inciterende, at man spontant giver sig til at læse højt fra digtsamlingen, når man bladrer i den.
Christian Yde Frostholm mener, at det skyldes, at det efterhånden hverdagskendte internetsprog kommer til at virke fremmed, når det optræder i en digtsamling: “Ved at omplacere nettets sprog til det meget ældre bogmedie, peger jeg på det, så det pludselig ikke længere tager sig helt naturligt ud. Det bliver tydeligere, at det er et nyt sprog, vi bruger. For eksempel når vi skriver om andre mennesker” siger han.
“Det er et sprog, jeg både er fascineret af og kritisk overfor.”
En anden årsag til at flytte nettets sprog ind i en bog er ønsket om at nedsætte læsetempoet og rekonstruere den rejse, nettets mange sammenlinkede tekster hurtigt kommer til at udgøre.
“Når jeg læser noget på nettet, har jeg ofte den oplevelse, at jeg ikke helt ved, hvem det er, der taler nu. Man skimmer ofte, og man kender ikke altid grænserne for teksterne, fordi der hele tiden linkes videre. Derfor er det f.eks. svært at finde tilbage til noget, man har læst, for hvor på rejsen gennem nettets virvar, var det nu lige, det var?”
Undervejs i samtalen bliver det tydeligt, at Christian Yde Frostholm på sin vis oplever nettet som et offentligt rum på lige fod med byen, der var inspirationsgrundlag for hans forrige digtsamling Afrevne ord. Men hvor man kan gå på vandretur eller tage bussen i byen, siger Christian Yde Frostholm, at han “svømmer”, “rejser” og “surfer” på internettet, som om det er et hav, han taler om.
Havet er verdens mest ukontrollerbare offentlige rum; et sted hvor alt kan ske. Det er forbindelsesled mellem mennesker og lande, et farligt fristed for pirater og en evig kilde til digterisk inspiration. Måske er det derfor, det er lykkedes ham at producere poesi på en fabrik ud fra en internetliste med ofte stillede spørgsmål.