BERLIN - I aftes kunne en jury bestående af arkitekter og politikere i Berlin afsløre det længe ventede design til genopbygningen af det gamle kejserlige Berliner Schloss. Den oprindelige 1700-tals barokbygning tjente som residensslot for Hohenzollern-familien og for den sidste Kaiser. Men slottet blev bombet og udbrændte under Anden Verdenskrig, og den sortsvedne ruin blev jævnet med jorden i 1950 af det kommunistiske DDR-regime, som anså slottet som symbol på vestlig ‘imperialisme’.
På samme sted i hjertet af Østberlin for enden af Unter den Linden lå fra 1970’erne indtil for tre-fire år siden i stedet Palast der Republik - en kæmpemæssig bygning i kobberfarvet glas og beton, som husede DDR’s pseudoparlament. Endnu så sent som i går var man i gang med at fjerne de sidste rester af bygningens sidste betonelevatorskakt, der lignede en gigantisk forvitret tand midt i det restaurerede Berlin.
Under højrøstet modstand stemte Tysklands parlament i 2002 for at tilintetgøre den asbestforurenede bygning og erstatte den med et kopi af det gamle kejserpalads. Partiet Die Linke og mange østtyske berlinere hævdede, at det var et overlagt forsøg på at udviske den kommunistiske fortid, og en meningsmåling fra sidste uge viste, at blot 58 pct. af byens indbyggere ønsker det prøjsiske kæmpeslot genopført.
Først i aftes stod det klart hvordan kopien, der koster 552 millioner euro at genopføre, vil se ud. Den vil bl.a. huse et galleri drevet af kulturorganisationen Humboldt Forum, som skal huse byens ikke-europæiske kunstsamlinger, en teaterscene og et kongrescenter. Tysklands regering har sat som krav, at mindst tre af bygningens fire facader skal være tro kopier af originalen. Juryen skulle vælge det vindende projekt blandt 30 konkurrerende arkitekter.
Juryens formand, den italienske arkitekt Vittorio Lampugnani, beklagede sig: “Jeg er modstander af det synspunkt, at det gamle palads pr. definition er den bedste bygning, der kan opføres på den grund.”
Og han gik så vidt som til at sige, at det tyske parlaments diktat svarer til at krænke åndsfriheden. “Hvis juryen ikke har tankefrihed og ikke må danne sig deres egen opfattelse, så bør sådanne arkitekturkonkurrencer hellere afgøres af underordnede funktionærer,” erklærede han.
Hans bemærkning fremkaldte en storm af protester fra tyske traditionalister, som ser genskabelsen af det gamle byslot som et symbol på genforeningen og på kapitalismens triumf over kommunismen. Flere af dem krævede, at Lampugnani trådte tilbage. Tanken om at genopføre kejserpaladset blev i første omgang pure afvist efter Berlin-murens fald. Det var først, da Hamburg-forretningsmanden Wilhelm von Boddien lod rejse en trompe l’oeil-model i fuld skala af slottet på malede presninger på stilladser på grunden i 1993, at idéen begyndte at få vind i sejlene.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen