Jeg er udmærket klar over, at det, jeg her har tænkt mig at sige, nærmest ikke kan siges i Danmark. Hele vor danske kultur er strikket op omkring forestillinger, man ikke kan anfægte, for gør man det, begynder maskerne at løbe. Til gengæld får man måske bedre øje for mønstrene, når man står lidt på afstand. Bor man længe nok i et andet land, frigør man sig gradvist fra sine gamle mønstre - er det ikke det, vi synes, de fremmede skal i Danmark? Skik følge eller land fly, og jeg er så fløjet et andet sted hen - til Frankrig.
En af de forestillinger, vi har i Danmark, og som ses så tydelig på afstand, er, at det er bedst at være knyttet sammen. Vi skal være knyttet sammen med familien og med vennerne, vi skal være strikket ind i sprog og accent og på denne årstid er man viklet ind i nisseskæg, guirlander, glimmer, glaskugler, religion, stearinlys og ædegilder.
At vi skal være knyttede til vore børn, det er der ikke da heller tvivl om - simpelthen ikke skyggen af tvivl.
Netop denne mangel på tvivl har jeg igen overvejet, mens jeg på afstand har fulgt diskussionen om den nye forældreansvarslov. Her tillader jeg mig at fratænke voldelige forældre og overvejer blot, om faderen ikke lige så godt kan passe sine børn som moderen.
Det er ikke fordi, der statistisk set er den store forskel, på hvad der sker ved skilsmisser i Danmark og i Frankrig. Begge steder er det oftest moderen, der får børnene efter en skilsmisse, mens faderen bugseres ud på et sidespor. Til gengæld er det ikke af helt de samme grunde.
I Danmark får moderen børnene efter en skilsmisse, fordi de er mest knyttede til hende. Skønt farmand har skiftet ble og hentet barn i vuggestuen, har taget barsel og gået tur med barnevognen, overhales han på skilsmissemålstregen, fordi moderen stadig betragtes som dygtigst udi kunsten at knytte sig. En del ensomme skilsmissemænd begræder denne situation, og det kan man da godt forstå. Hvis disciplinen hedder ‘at knytte sig’, må det føles højst uretfærdigt at blive dømt ude, blot på grund af kønnet.
Jeg har prøvet at forestille mig, hvad det er, danskere forestiller sig om spædbørn, der får dem til at slås om, hvem der er bedst til at knytte sig, så de ikke alene selv, men hele statsapparaturet vurderer ud fra dette kriterium. Det tager sig nogenlunde ud som følger: For en dansker er et barn et lille ubeskyttet væsen, som kommer ind i en stor grusom verden, det skal beskyttes imod. Her er den allerførste tryghedsfaktor brystet. Der skal ammes, så ungerne bliver helt blå i hovedet, og det skal stå på rigtig længe - nogle gang til langt ud over etårsalderen. Det lille barn skal heller aldrig græde, det skal trøstes. I tryghedens og hyggens navn, ses børn i Danmark da også sovende i forældrenes seng eller soveværelse i op til flere år. For det dansken skal, er at lære dets fremmede børn at kende, og de, der kender dem bedst til sidst, er de bedste. Hvis man er den, der ved, at sutten skal ind i munden i en vinkel på 34,5, at barnevognen skal vugges i trefjerdedelstakt med et ekstra lille ryk, at selleri- og gulerodsmos hades, mens kartoffelmos er ok, så kender man sit barn og er mest knyttet og ‘omsorgsgivende’. Dansken kan ganske simpelthen ikke forestille sig, at der er andre måder at skabe tryghed på end at svare på ungens mindste piv. Jeg ved det, for sådan gjorde jeg selv og fattede ikke, hvad det var for uhyrligheder, franskmænd gik og foretog sig.
Franskmænd har en anden forestilling. De forestiller sig, at det lille barn kommer ud af moderen og derfor fra starten er alt for knyttet til hende. Derfor går den helt store bevægelse ud på at adskille barnet fra moderen. Amning er udmærket, men overhovedet ikke en nødvendighed, barsel varer tre måneder. At få barnet til at sove igennem om natten og ind på sit eget værelse er en bestræbelse fra starten, og sut er en uskik. Hvis kvinder ofte får tildelt ungerne ved skilsmisse, er det derfor fordi, selvstændighedsprocessen endnu ikke er fuldendt. Og tænk, når børn kommer i ‘skole’ som to-årige, leger de ikke kun ud fra deres egen frie lyst, de tvinges til at sidde stille og udføre faste opgaver. I danske øren lyder alt dette som noget nær tortur.
Nu er sagen så, at jeg efter temmelig mange år i Frankrig har set nogle kuld vokse op. Og jeg må, om end modstræbende, erkende, at det faktisk ikke gør børn specielt utrygge at vokse op på denne måde. Adskillelsesmetoden kan sagtens give lige så fine, velfungerende og trygge børn som tilknytningsmetoden. Det kan oven i købet være ganske smart for forældre, som både får nattesøvn, faste rammer og ikke i nær så høj grad præges af abstinenser, når de skal slippe ungerne som vi/os/dem i Danmark.
Men netop i forhold til den så omdiskuterede forældreansvarslov, er der måske noget, vi, altså alle os danskere, har meget svært ved at give slip på, til den ‘mandlige’ side. Hvis nu manden - og tænk, det er franskmænd overbevist om - er den, der symbolsk står for at adskille barnet fra moderen, og det rent faktisk er en gevinst at slippe væk fra mor og ind i samfundet, sproget og verden, er det måske ikke så underligt, at far ikke kan klare sig så godt i tilknytningskonkurrencen. Så bliver han trods al mulig umage aldrig den, der ‘vinder’, når børn så uhyggeligt, det end lyder, skal ‘deles’ ved en skilsmisse.
Det er uhyre svært at slippe de faste forestillinger, for det kunne jo gøre, at man følte sig utryg, og det er da simpelthen det værste. Men ikke desto mindre kunne man måske tage tilknytningskanonens uantastelighed op til overvejelse og indse, at der måske både skal en samler og en spreder til at få et barn. Hvis man så ikke kan finde ud af, hvem der er verdensmester til børn, når man skilles, ja så må man, for at barnet ikke rives midt over, ganske enkelt trække lod.