Hun stod uden for på græsrøddernes side imod det etablerede samfund. Og hun blev set som et nyt ansigt på en venstrefløj, der ellers regnes for gammel og desillusioneret og forbindes med islandsk sweater, tobakspung i brystlommen og forkert fodtøj. Men nu er hun blevet 31, gift og er flyttet i hus. To børn har hun fået, og så er hun blevet medlem af Socialdemokraterne.
Pernille Rosenkrantz-Theil var en slags rockstjerne på venstrefløjen, som blev anerkendt for sit hårde arbejde og beundret for sin evne til at skære igennem. Hun var radikal og systemkritisk. Hun smed høns ned på de folkevalgte fra tilhørerpladserne på Christiansborg, og som nyvalgt medlem af Folketinget assisterede hun de to aktivister, som i 2003 smed rød maling på statsministeren og udenrigsministeren som protest mod krigen i Irak. Hun kaldte det en symbolsk aktion. Og dengang blev det naturligvis fra alle sider krævet, at hun tog afstand fra aktionen, der blev forstået som et angreb på demokratiet.
Det sjove er, at Pernille Rosenkrantz-Theil er meget mere end radikal og systemkritisk. Hun er også umådeligt populær. Og lørdag efter lørdag sidder hun på P3 sammen med samfundsstøtter som Mads Christensen, Asger Aamund og Søren Fauli og giver lytterne gode råd om problemer med lavt selvværd, utroskab og konflikter på arbejdspladsen. Den unge rebel med ring i næsen er eksistentiel vejleder for hele Danmark. Og når hun siger til Den store Blærerøv, at efter revolutionen vil han miste sin Porsche, er det ikke farligt og forkert. Det bekræfter billedet af en troværdig skikkelse, der siger, hvad hun mener.
For hun bliver taget alvorligt af dem, der plejer at regne hendes type for socialistiske ballademagere. Og hun taler med samme selvsikkerhed i radioen om de nære problemer, som når hun taler om kapitalismen og globale antikrigsbevægelser. Det er ikke så meget, de ting hun siger. For Pernille Rosenkrantz-Theil er ikke en visionær intellektuel. Det er mere det, at hun tror så meget på, at hun har ret, at hun ikke affinder sig med de automatsvar, som siger, at man sandelig må tage penge fra de ledige, så de kan komme i gang.
Hun blev et ikon på, at Det Store Nederlags tid ikke vil vare for altid på venstrefløjen. Og hun blev af venstrefløjens overvismand Preben Wilhjelm kaldt for det største politiske talent i mange, mange år.
Hun giver stadig gode råd på P3 lørdag formiddag, men sidste år meldte hun sig ud af Enhedslisten, og i denne uge meldte hun sig ind i Socialdemokraterne. Før eller siden vil hun nok stille op til Folketingsvalget for sit nye parti.
Dette skridt inspirerer to fortællinger: Den ene er skuffet romantisk, og den anden er karrierekynisk. De to hænger sammen i den forstand, at den demonstrative kyniker som regel dækker over en skuffet romantiker. Det vil være let at se Pernille Rosenkrantz-Theil som symbol på et forfald: Hun er blevet magelig og har opgivet kampen mod Systemet. Hun har overgivet sig til den middelmådige middelklassementalitet. Hun har i den optik solgt ud. En anden udlægning vil være, at hun har valgt Socialdemokraterne for at gøre politisk karriere og komme frem i verden.
Det er ikke sikkert, at begge udlægninger er forkerte. Men det er under ingen omstændigheder hverken mageligt eller opportunistisk at blive socialdemokrat netop nu. Hun kommer fra en sikker position som det store navn på et lille hold, og hun kommer til et parti i så langvarig en krise, at det ikke engang er en god mediehistorie længere. Socialdemokraterne har været så optaget af at kopiere regeringens Foghs kynisme, at de har glemt, at de faktisk gik ind i politik, fordi de ville noget mere retfærdigt og solidarisk. Det bemærkelsesværdige er ikke, at partiet kun tiltrækker en fjerdedel af vælgerne nu. Det bemærkelsesværdige er, at der stadige er så mange, som ser det parti som vejen til et bedre Danmark, end det, regeringen Fogh leverer. Og der var forbløffende mange socialdemokrater over hele landet, som i foråret begyndte at lave små røde skoler over hele landet, mens pressen kun så Ritt Bjerregaards initiativ som personlig profilering.
Men Socialdemokraterne på Christiansborg synes at være blevet så bange for at være slappe, eftergivende, blødsødne og tolerante, at de ser de borgerliges fjendebilleder af sig selv, når de kigger sig i i spejlet. Og i dette efterår, hvor projektet Fogh nærmest bryder sammen med reformer, der ikke bliver til noget, en udlændingepolitik, som ikke holder og en ødelæggende bureaukratisering af den offentlige sektor, står Socialdemokraterne ved siden af med en billig kopi af det samme projekt og siger: Vi kan også være som Fogh. Dette blev pinligt udstillet igen, da Helle Thorning-Schmidt skyndte sig at sige præcis det til Pernille Rosenkrantz-Theil, som statsministeren ville have sagt: Hun skulle tage afstand fra den gamle episode med malingen. Men Pernille Rosenkrantz-Theils svar var offensivt: Hun spurgte, om det ikke var vigtigere at få Fogh til at tage afstand fra krigen i Irak. Og den kvalitet kan hun bringe til Socialdemokraterne: hun kan udfordre den foghske optik, som de ellers bukker sig for og tilføjer, at de i øvrigt vil have mere velfærd. Hun er ikke bange.
Det er hverken magelig resignation eller personlig opportunisme at vælge det parti nu. Det er ikke det lette valg, det er det svære valg at melde sig ind i det parti, der både blandt venstrefløjsaktivister og venstreintellektuelle længe har været det naturlige objekt for skuffelse og frustration.
Men Pernille Rosenkrantz-Theil har ret, når hun selv siger: “Uden Socialdemokraterne kan oppositionen meget lidt.”
Man kan finde mange citater, hvor hun kritiserer Socialdemokraterne, og man kan sagtens måle den politiske distance mellem hende og hendes nye parti. Men der er også en afstand mellem det, Socialdemokraterne gerne vil stå for, og der hvor de er endt i dag. Og måske kan Pernille Rosenkrantz-Theil være med til at gøre dem til det, de gerne vil være. For realiteten er, at en genrejsning af den danske venstrefløj må gå gennem en genrejsning af Socialdemokraterne. Det er, som Rosenkrantz-Theil selv sagde “ikke en renselsesproces. Det er take it or leave it.” Spørgsmålet er, om det ikke i dag er hende, der lever op til ungdomsoprørets valgsprog: Vær realist, kræv det umulige.