Der udgives i Danmark knap 2.000 bøger for børn om året. I daginstitutioner har børnelitteraturen fået en større plads, siden der i 2004 blev indført krav om udarbejdelse af læreplaner. I folkeskolen er lærerne i danskfaget forpligtet til at undervise i børnelitteratur fra de helt små klasser. Folke- og skolebiblioteker indkøber et stort antal børnebøger og formidler dem til børn og voksne. Ud over de mange institutionelle sammenhænge, som børnelitteraturen indgår i, spiller børnebøger også en rolle i privatsfæren som udgangspunkt for roligt og hyggeligt samvær. Indirekte bliver læsningen også kilde til sprog-indlæring, socialisering og det første møde med æstetiske udtryk i form af tekst og billeder.
Trods det faktum, at der således i Danmark udgives endog rigtig mange bøger for børn, og trods det faktum at rækken af institutionelle og private sammenhænge, som børnelitteraturen indgår i, er lang, hersker der i brede kredse en meget snæver - for ikke at sige historisk - opfattelse af, hvad børnelitteratur er.
Går man ind i en dansk boghandel, vil man med meget stor sandsynlighed møde værker af forfattere som H.C. Andersen, Astrid Lindgren, Halfdan Rasmussen og Ole Lund Kirkegaard. Generationer af læsere har nydt disse bøger, og det vil fremtidige generationer sikkert også komme til. Problemet er blot, at hvis man ser på boghandlernes udbud, så fylder bøger af disse forfattere utrolig meget, og det er i høj grad disse ældre bøger, der refereres til, når man i bredere kredse diskuterer litteratur og tekster for børn. Årsagen skal ikke alene søges i boghandlernes trofasthed over for traditionen, men også i en blanding af omsorg for barnet og nostalgi hos forbrugerne: Man vælger det, man kender, det trygge, og det, man husker fra sin egen barndom. I den forbindelse er det mindre relevant, om bøgerne udkom for første gang for 30 eller 170 år siden.
Men man kan for underholdningens skyld drage en parallel til voksenlitteraturen. Hvad ville man som voksen læser sige til at komme ind i en boghandel, hvor størstedelen af hylderne var fyldt med bøger fra før 1968? Man ville vel undre sig og synes, at der manglede noget. Nogle få yngre, nutidige forfattere har bevæget sig ind på det bredere, private børnelitterære marked, men de, der beskæftiger sig fagligt med børnelitteratur, vil vide, at der er masser af ny litteratur, som er på niveau med klassikerne, og som samtidig har andre kvaliteter. Sproget ændrer sig, normerne i det omgivende samfund ændrer sig, fortællemåder ændrer sig, og synet på individet ændrer sig. I takt hermed ændrer litteraturen for børn sig også.
Sat meget skarpt op er traditionelle forventninger til børnelitteratur, at sproget skal være letforståeligt, fortællingens opbygning skal være enkel, bogen skal ende godt, hovedpersonen skal være et barn, der kan fremstå som et godt eksempel, tematikken skal kunne knyttes til den forventede barnelæsers hverdag, og i det hele taget skal bogen entydigt rette sig mod børn. Udgangspunktet for sådanne bøger er, at barnet er et væsen, man skal tage hensyn til, og det er den voksne forfatter og formidlers ansvar at gøre dette. Der udkommer en lang række bøger også i dag, der opfylder disse krav, og mange af dem er gode og interessante bøger.
Der udkommer imidlertid også en række bøger, der indirekte bygger på, at barnet er et robust og selvstændigt tænkende væsen, der i forhold til litteratur skal udfordres. Forfatteren Thomas Winding har udtalt:
“Inden i ethvert menneske er der en sjæl, som er meget ældre. Og barnet skal jo have lov at udvikle sig som barn, som et lille ufærdigt væsen, men vi må aldrig nogensinde glemme, at de allerede er voksne. Det har været mit udgangspunkt, en fornemmelse, som jeg selv havde som helt lille barn af at være en voksen i et barns krop, eller en vidende i et barns krop”.
Ifølge denne opfattelse kan man ikke se bort fra, at barnet på den ene side er “ufærdigt”, men man må ikke se bort fra, at det samtidig er “vidende”. Bøger, der er skrevet ud fra et sådant syn på barnet, kan bl.a. være karakteriseret ved sproglig variation, ved eksperimenterende kompositions- og fortælleforhold samt ved hovedpersoner, der fremstår som ikke-idealiserede individer med en kompleks psykologi. Man kan samtidig iagttage eksempler på en udvidet forståelse af, hvad man kan skrive om for børn, og finde talrige eksempler på eksperimenterende og udfordrende visuelle udtryk i billedbøger og illustrerede bøger. Endelig er det karakteristisk, at vor tids børnelitteratur i stigende grad henvender sig til en mindre veldefineret målgruppe af børn og voksne.
Hvorfor er det vigtigt, at også voksne kender til sådanne tendenser i den nyere litteratur for børn? Det er det primært, fordi børn er afhængige af, at voksne omkring dem er oplyste. At være oplyst på et meget basalt plan kunne på dette område være at vide, at tekster og visuelle udtryk - også for børn - kan være en kilde til sproglig udvikling, udfordring og nydelse, kan være en dialogpartner i individets udvikling af personligheden og en måde, hvorpå man kan skaffe sig viden og udvide sin horisont. Nogle af disse områder har (børne)litteraturen til fælles med film, teater og andre udtryksformer, men derfor er det naturligvis stadig relevant at undersøge, hvad der er særligt for (børne)litteraturen og samspillet mellem tekst og billeder i bogform. Det gør kun området mere interessant, at børnebøger i stigende grad udkommer samtidigt i flere parallelle former eller variationer - som film, som pc-spil, som lydbog og på cd.
At man kan kalde sig oplyst, kræver også, at man kender til børnelitteratur, der rækker ud over det, man selv læste som barn. Det er naturligvis for meget at forvente, at den enkelte forælder, bedstemor, ven eller bekendte, der gerne vil give et konkret barn en bog, har et bredt kendskab til børnelitteraturens udvikling. Men det er ikke for meget at kræve af fagpersoner, for hvem det er en del af deres arbejde at formidle litteratur til børn. Blandt beslutningstagere og blandt skolebibliotekarer, lærere, bibliotekarer, pædagoger, seminarielærere og i stigende grad også blandt universiteternes studerende hersker der da også en grundliggende opfattelse af, at viden om området er vigtig. Positive tegn på dette er blandt andet, at danskfaget i pædagoguddannelsen er blevet styrket, at børnelitteraturen tegner til at blive styrket i en revidering af skolebibliotekaruddannelsen, og at Danmarks Pædagogiske Universitet i 2004 oprettede en masteruddannelse i børnelitteratur.
Man skulle måske også tro, at antallet af udgivelser, omfanget af institutionelle sammenhænge, som børnelitteraturen indgår i, samt ikke at forglemme børnenes egen relative trofasthed over for bogen ville afspejles i en omfattende forskning, der bl.a. kunne medvirke til at kvalificere gruppen af formidlere. Faktum er, at de forskere, der beskæftiger sig fuldtids med børnelitteratur, kan tælles på lidt over en hånd. Der er stadig meget store bare pletter på forskningens landkort. De senere år har man set en øget publikation af bøger, afhandlinger og artikler inden for området og oprettelsen af Center for Børnelitteratur i 1998 har medvirket til at styrke feltet bl.a. gennem uddannelse af forskere og undervisning i en lang række sammenhænge. Men listen over betydningsfulde spørgsmål, der skal besvares, er stadig meget lang, når man sammenligner med det antal mennesker, der er uddannet til at besvare dem.
Alligevel må man i oplysningens ånd tænke optimistisk: Er man interesseret i børnelitteratur som almindelig læser - barn eller voksen - er der nok af interessante tekster at gå i krig med. Er man som forsker, formidler eller underviser optaget af at undersøge, analysere og formidle disse tekster, kan man glæde sig over, at der ikke er udsigt til, at opgaverne og udfordringerne ophører lige foreløbig.
Nina Christensen er centerleder ved Center for Børnelitteratur, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet