NEW YORK - Det er sjældent, at snakken til litteraturarrangementer foregår med kreolsk accent, eller for den sags skyld at ens sidemand er iført en imponerende og ganske distingveret mængde grå dreadlocks. Men forklaringen er, at det er den britisk-jamaicanske forfatter Zadie Smith, der lige straks træder ind på scenen, hvor en kongetronelignende stol beklædt med violet velour står og venter med åbne arme.
33-årige Smith brød igennem i 2000 med debutromanen White Teeth, skrevet mens hun studerede engelsk litteratur på Cambridge. Romanen blev rost til skyerne af et så godt som enigt anmelderkorps, modtog en håndfuld priser og blev en vaskeægte bestseller. Siden har hun skrevet The Autograph Man i 2002 og senest On Beauty i 2005. Næste år udkommer desuden en samling tidligere udgivne essays om kunsten at skrive, under titlen Fail Better.
Zadie Smith har altså allerede bevæget sig uden eller i hvert fald i periferien af fiktionens felt, og det er også intentionen i aften her i New York’s Public Library, hvor hun skal tale om de tunger, der lige nu ét minut i syv får salen til at summe som en bybus i Kingston; hun skal tale om, hvordan vi taler. Og især om, hvordan Barack Obama taler. Alt sammen under overskriften ‘Speaking in Tongues’.
“Min forelæsning i dag er sit eget problem,” indleder Zadie Smith, efter at et enormt bifald har lagt sig. “Forelæsninger er for akademikere, gejstlige og opdagelsesrejsende, og jeg er en humoristisk forfatter. Det er klart, at da jeg for fire måneder siden fik tilbuddet om at give en forelæsning om hvad som helst, virkede det som et fornøjeligt tilbud: En stor, åben plæne med blomster og evigt solskin. To måneder senere var plænen blevet til en gold hede, hvor ingen fugle sang, alt var dækket af frost, og vinden blæste koldt. Og endelig som dagen nærmede sig, og desperate, bedende emails ikke formåede at få mig af pinden, viste opgaven sit sande ansigt: en forelæsning - det vil sige et gabende og endeløst tomrum.”
Efter latteren udløst af denne indledende bekendelse har lagt sig, fortsætter Smith dog ufortrødent og med sikker stemmeføring med formålet med aftenens forelæsning:
“At kunne tale med flere stemmer er centralt for en forfatter, men er det også en fordel for en borger eller en præsident? Det er noget af det, jeg vil tale om i aften,” siger hun og tager udgangspunkt i sin egen historie.
“Den stemme, I hører nu, denne engelske stemme med de afrundede vokaler i nogenlunde de rette steder, er ikke den, jeg voksede op med. Jeg lærte den på universitetet sammen med en smag for portvin. Det lyder som et skridt op af den social rangstige, og måske var det også det. Men dengang troede jeg reelt, at det var den stemme, litterater talte med, og at hvis jeg ikke havde den stemme, ville jeg aldrig blive en af dem.”
Smith fortæller dog, at hun dengang stadig talte med sin gamle stemme, når hun var hjemme på ferie. Sådan er det ikke længere.
“I dag, 14 år senere, er min fleksibilitet drastisk indskrænket. Den her stemme er ikke længere en eksotisk kjole, jeg tager på. Den er nu min stemme, uanset om jeg vil det eller ej. Og som George Bernard Shaw skrev i forordet til stykket Pygmalion, har mange tusinde britiske mænd og kvinder fjernet sig fra deres dialekt. Men ingen vil indrømme det. Stemmer er ment til at være faste og uændrede. For hvis man ændrer sin stemme i Storbritannien, er man en tragisk figur, der ikke er tro mod sig selv,” siger Zadie Smith og citerer fra Pygmalion.
“‘Hvad skal der blive af mig?’ spørger Eliza Doolittle, da hun erfarer, at hun ikke har nogen steder at gå hen. Med en stemme for fornem til blomsterpigerne, men ikke fin nok til damerne i Mrs. Higgins tegnestue. Shaw ville fortælle historien om en pige, der fik en stemme, men mistede en verden. Eliza slutter med at vandre rundt i gaderne alene, og da en pige prøver at tale til hende, forsøger Eliza at falde tilbage i den gamle tone, men kan ikke. ‘Man siger, at hvis man tager et barn til en anden verden, vil det lære sproget i løbet af få uger og glemme sit eget. Og jeg er et barn i dit land nu, jeg har glemt mit eget sprog og kan kun tale dit.’ Professor Higgins har gjort Eliza til en akavet ting, hverken blomsterpige eller lady, en der har mistet alt, hun var, og alt hun vidste.”
Smith binder nu Shaws historie i Pygmalion sammen med det, hun kalder “en anden og mere håbefuld version” skrevet af den kommende præsident for USA, Barack Obama. “Obamas fortælling er ikke at miste sin gamle stemme i køb for en ny,” indleder hun. “Hans fortælling handler om tilføjelse. Det er historien om en ægte mange-stemmet mand. Pauline Kael kaldte Cary Grant ‘The Man from Dream City’, og Obama minder mig om den mand - og ikke kun fordi han er så fortryllende i et jakkesæt. Da londoneren Archibald Alec Leach (Grant’s fødenavn, red.) blev til Cary Grant, skete der en transformation i hans stemme. Resultatet var en stemme, der hverken var londonsk eller fornem, amerikansk eller engelsk. Den kom ingen steder fra. Han kom ingen steder fra. Grant synes at være en kollektiv drøm opfundet af biografgængere i hårde tider, ligesom vælgere har drømt Obama frem i hårde tider. De har begge en kvalitet, der tillader alle at se i dem, hvad de vil se. ‘Alle vil være Cary Grant,’ siger Cary Grant. ‘Selv jeg vil være Cary Grant.’ Det er ikke svært at forestille sig Obama have den samme tanke backstage i Grant Park, mens han blev tiljublet af den håbefulde mængde: ‘Alle vil være Barack Obama. Selv jeg vil være Barack Obama’,” spekulerer Zadie Smith og fortsætter med at beskrive Dream City.
“Det er et sted med mange stemmer, hvor det singulære selv er en illusion. Selvfølgelig blev Obama født der. Det blev jeg også. Når din personlige multiplicitet er trykt på dit ansigt og fremgår af din dna, dit hår og i hverken denne eller hin farve af din hud, jamen, så kan alle se, at du kommer fra Dream City. I Dream City er alt dobbelt, du bliver nødt til at krydse grænser og tale i tunger. Det er sådan, du kommer fra din mor til din far - fra en gruppe folk, der ikke synes du er sort nok, til en anden, der synes, du er utilstrækkeligt hvid.”
Smith fortæller således, at det er forklaringen på, hvordan Obama kunne skræddersy sine taler alt efter, hvem der hørte på. Imidlertid medførte det også mistro og kritik, for før Obama blev sorte ledere ikke rådet til at skræddersy deres taler. Derimod blev det set som et bevis på deres ægthed, at de talte på samme måde ligegyldigt hvor og til hvem, de talte.
“På den måde beskyttede de sig mod de to bussemænd i sort politisk liv, Onkel Tom og husslaven. Men mistroen er ikke urimelig. Hvordan kan en mand, der kan variere sin tale med så stor fleksibilitet, være en ærlig mand? Hvordan vil manden fra Dream City klare sig ude i virkeligheden? Det er et ægte spørgsmål fra mænd af Jesse Jacksons generation, der er født i virkelige byer med raceadskillelse, og hvor den sorte bevægelse skulle tale med en klar og enig stemme eller risikere slet ikke at blive hørt.”
Zadie Smith citerer nu fra Obamas memoir, Dreams from My Father. Hun peger på det centrale i, at Obama gør et nummer ud af at latterliggøre en sort pige ved navn Joyce, der er særligt glad for at nævne, at hun tilfældigvis også er delvist fransk, italiensk og indfødt amerikaner.
“‘Jeg er ikke sort, jeg er multiracial,’ siger Joyce. ‘Hvorfor skulle jeg vælge? Det er ikke hvide folk, der tvinger mig til at vælge. Nej, det er sorte, der altid skal gøre alting til et spørgsmål om race. Det er dem, der fortæller mig, at jeg ikke kan være, hvem jeg vil.’ Det er den tredje bussemand, den tragiske mulat,” siger Smith og fortæller, at det netop er hendes egen frygt for at være som Joyce, der sikrer, at hun altid ignorerer boksen med biracial og i stedet sætter kryds ved sort i spørgeskemaundersøgelser, at hun kalder sig for en sort forfatter, og at hun ruller øjne af alle, der siger, at Obama ikke er den første sorte præsident, men den første biracial.
“Men jeg ved også i mit hjerte, at det er en tilnærmelse. Jeg ved, at Obama har en dobbelt bevidsthed som sort og på samme tid som sort og hvid, ligesom jeg har. Med mindre vi antager, at en del af en persons genetiske og kulturelle arv trumfer den anden.”
Zadie Smith godtager ikke postulatet om, at vi med Obama er trådt ind i en post-racisme-verden. Men hun mener til gengæld, at race i dag er “forskelligartet”.
“Der er sorte, der taler som mig, og der er sorte, der taler som Lil’ Wayne (amerikansk rapper). Der er sorte konservative og sorte liberale, sorte sportsmænd og sorte advokater og sorte computerteknikere og sorte balletdansere og sorte truckchauffører og sorte præsidenter. Vi er alle sorte, men vi er måske ved at være nået til et sted, hvor man ikke længere kan tale ned eller op til os, men kun til os. Tale ned til hvide. For at gøre det, skal man betragte hvide som et kollektiv. Hvor mærkeligt lyder det ikke? Det er, når man spiller pladen baglæns, at budskabet kommer frem.”
Det er ved at være mod slutningen af forelæsningen, da Zadie Smith vender tilbage til, hvad en forelæsning er. Selv om hun understreger, at humoristiske forfattere aldrig bør indlade sig på teorier, mener hun nemlig, at en sådan nødvendigvis hører forelæsninger til, og derfor vil hun nu slutte med “sin egen lille teori” om udviklingen af en stemme.
“Det er en rejse i fire trin,” siger hun. “I det første finder stemmen sig fanget mellem to poler, to konkurrerende trossystemer. Det nødvendiggør det andet trin, hvor stemmen skal lære at være fleksibel mellem de to poler, i så høj grad at det nærmer sig tvetydighed. Så kommer det tredje trin, hvor fleksibiliteten fører til en fornemmelse af at kunne se ting fra begge sider, og endelig det sidste trin, som for mig er kendetegnet ved en særlig form for genialitet: Stemmen opgiver ejerskab over sig selv og udvikler en kreativ fornemmelse af uafhængighed.”
Stemmen bliver dermed fri og uafhængig af dogmer og bias, og derfor mener Zadie Smith, at det er en stemme, vi alle burde stræbe efter.
“Jeg har prøvet at vise, at en sådan stemme ville skabe en god borger og en endnu bedre præsident. Men jeg har glemt mit eget folk, poeterne,” tilføjer Zadie Smith og retter op på dette ved at citere fra den amerikanske poet Frank O’Haras digt “In Memory of My Feelings”.
“‘I am a Hittite in love with a horse. I don’t know what blood’s / in me I feel like an African prince I am a girl walking downstairs / in a red pleated dress with heels I am a champion taking a fall / I am a jockey with a sprained ass-hole I am the light mist / in which a face appears / and its is another face of blonde I am a baboon eating a banana / I am a dictator looking at his wife I am a doctor eating a child /and the child’s mother smiling I am a Chinaman climbing a mountain / I am a child smelling his father’s underwear I am an Indian / sleeping on a scalp / and my pony is stamping in the birches, / and I’ve just caught sight of the Nina, the Pinta and the Santa Maria. / What land is this so free?”
“Frank O’Haras republik er en fantasi, selvfølgelig. Det er det eneste land med fuldstændig frihed, og præsidenter har det med at afvise dette land, fordi de ikke tror, det har noget at lære dem. Men hvis denne nye præsident viser sig at være anderledes, vil vi forfattere være lykkelige,” siger hun og slutter med sine personlige forhåbninger til Amerikas nye præsident.
“Jeg håber, Obama er enig med George Bernard Shaw, der sagde, at patriotisme grundlæggende er overbevisningen om, at et land er det bedste i verden, fordi man er født i det. Det er måske for optimistisk, men vi får se, om Obamas livslange vokale fleksibilitet vil gøre det muligt for ham at sige med én stemme: ‘Jeg elsker mit land’, samtidig med, at han med en anden stemme siger: ‘Det er et land som andre lande.’ Det håber jeg. Han synes at være den helt rigtige mand til at se, at der ikke er nogen uoverensstemmelse mellem de to stemmer, men blot rigtig og anstændig menneskelig harmoni.”