Klaus Rifbjerg har (igen igen) udgivet en bog, en lille perle om arkitektur på Arkitektens Forlag med finurlige illustrationer af Per Marquard Otzen: For nu at gøre den sidste færdig først, er det ikke så lidt denne avis mistede, da det for snart længe siden ikke opfattedes lønsomt at have denne betydelige tegner til at berige Informations spalter.
Rifbjerg kalder sin 68 sider korte men vitaminrige bog Huse, Otzen tager ham på ordet og varierer i sart farvekridtskolorisme og otzensk underfundighed over bogstaverne H, U og S. Fra vugge til grav, fra syndefald til synden mod mennesker i de grimmeste huse.
Rifbjerg på sin side øser atter en gang af erindringens dybe kar; huskerens privilegium: at færdes frit og i al beskedenhed, som han et andet sted siger: med adgang til alting, ja, selv de flader hvor intet gror og de revirer hvor intet sker, men alting blomstrer dobbelt rigt. Dét sker i fantasiens øjeblik, som vi er fælles om, og som er ganske gratis. For nu at citere frit fra Terrains Vagues.
Dette er ingen anmeldelse, men en anledning til at kippe med flaget for denne skrivekugle i ordets hengivne forstand; dette væld af formulering med hovedtrappe til den store kunst. Men også kleinmaleriet, for digteren er ikke kostforagter, men kender sine genrer på travet og ved, hvad er hvad. Hvad dét er lancerer han med jævne mellemrum i det polemiske i moralistens boldgade. Sig os, hvad det hele var værd, hvis man ikke i disse tider - til alle tider for den sags skyld - tog afstand fra uretten, urimeligheden, det grimme og fornedrende, menneskeforagten, falskheden, volden, torturen, krigen, dumheden og meningsløsheden. Det er i korthed den holdning i dens omfattende og konsekvente udgave, visse folk benævner politisk korrekthed, og som påkalder sig den dybeste mest tænderskærende foragt. Der er ikke noget værre end folk der insisterer på at retten er bedre end uretten, og når de så bliver ved!
Hadet mod den formulerede samvittighed giver sig mange udtryk. Mod en Rifbjerg, hvis egenskaber er af storformat både til den ene og anden side, rejses med mellemrum anklagen i modindlæg for hhv. pattebarnsbarnagtighed og begyndende senilitet. Det sidste kan være lidt svært at hævde på baggrund af den fortsatte produktivitet, som en mere og mere profitorienteret og merkantil forlagsbranche, der moderigtigt accepteres for sin markedsretning, trods alt udgiver.
Men alderen kan man rive forfatteren i hans store skæve næse. Dén er ikke på mode. Alderen. Den nærliggende fremstilling af fænomenet, når den rasende afmagt vil gøre tegningen fuldendt af dette gigantiske irritationsmoment og nidkært formidle det til paratforagten, er metaforen om en aldrende kæmpebaby, der partout vil have ret. Så meget desto værre når han nu som regel også har det.
Klaus Rifbjergs karriereforløb som Klaus Rifbjerg - intet tyder på at det bliver væsentligt anderledes fremover - har gennem hele perioden fra debut til dato afstedkommet en mere end almindelig vrede, hvilket man ikke i sig selv skal beklage.
Den der lægger sårbare legemsdele på bordet, erfarer snart omgivelsernes trang til at putte dem i maskinen. I det konservative segment var bare navnet i årevis unævneligt. Stor var overraskelsen, og kan endnu være det, når det ved præsentation af realiteterne gik og går op for de opbragte at Rifbjerg skriver smukt og henført også om fædreland og bøgeskov og billederne på Skagens Museum. Så begribes det mindre let at Ulla Dahlerup til et møde i Dansk Folkeparti sammenlignede digteren med råddent blomstervand. Det er hvad det er, i den (kultur) politiske kamp må man finde sig i lidt af hvert. Fra den kant.
Mere besynderligt forekommer vreden fra en anden, som kan være svær at definere i disse år. Man kan vel tillade sig at kalde kantens aktører for et udvalg af antikulturradikale. I hvert fald synger medlemmerne af klubben gerne med på den gamle sang, som er komponeret helt tilbage til Brandes, sunget i vilden sky i Rifbjergs barndom, varieret i efterkrigsårene og nyinstrumenteret af Søren Krarup, og hvis diffuse indhold forbliver det samme: Afskyen for alle formulerede krav om menneskelighed, højt til loftet og frisind. Kort sagt.
I allernyeste tid kommer antikulturradikalismen, som vi af nemheds hensyn kalder det hele, til udtryk i et sært forsøg på påvisning af skyld i forbindelse med opkomsten af Dansk Folkeparti med dets neonationalisme, fremmedhad, racisme, anfald mod retsstaten og kulturfascisme.
Hvis de såkaldt kulturradikale, ikke mindst Rifbjerg, nu blot og uden elitær højrøvethed havde strøget Pia Kjærsgaard med hårene og udvist forståelse for hendes finere følelse af tilsidesat undertrykkelse, var det hele blevet … ja, hvad? Anderledes eller hvad?
En gedigen selvmodsigelse er indlejret i denne falske forestilling om en påstået elites arrogance over for det sande danske folk. Samt en ringeagt for den almindelige demokratiske kamp. Hver stemme tæller som bekendt lige; man skal da i denne i øvrigt ulige kamp mod et latent tilbageskuende kulturkonservativt overvejende flertal ikke gå rundt og være bekymret for at støde disse i realiteten politiske modstandere holdningsmæssigt på manchetten!
Hvor urimeligt kan det blive! Her ville for alvor nedladenheden begynde, og resultatet blive det samme. Eller værre, hvis man oven i købet også i ilde anbragt forståelse hjalp at skaffe flere mandater til Dansk Folkeparti. DF’s magt beror for resten på en statsminister der så at sige mener det samme, hvis moral er den kreative bogførers, og som opfører sig om politisk elite i et omfang, som selv ikke betonsocialdemokrater havde forestillet sig muligt.
Den mest fladfodede skinsyge mod blinkene fra det rifbjerg’ske fyrtårn, og som gang på gang luftes også i dette blad, er samtidig den mest ejendommelige mod en skribent: Kvantiteten fra hans værksted. Kan man ikke bebrejde folk andet, kan man brokke sig over deres produktivitet.
Det fortælles at Dumas den Ældre spurgte sønnen: “Har De læst min seneste bog?”, hvortil den Yngre svarede: “Nej, har De?”
“Der er for mange noder,” sagde kejseren til Mozart om Figaros Bryllup. “Der er det antal der skal være,” svarede komponisten.
En klummeskriver her i avisen var ude forleden med lige den bebrejdelse om Rifbjergs tusindvis af bøger, underforstået at man kun er rigtig, rigtig kunstner, når man får revet sig sammen til med ti års mellemrum at skrive om dem, der er lige så fladpandede som en selv, spiser brun sovs med træske og bor på Lolland i et nedlagt hønsehus uden indlagt deodorant.
Apropos er dét, hvad Rifbjergs fine lille essay handler om: husene, bostederne på han vej. Om at bo, om at se, om at ånde og være, og om de steder hvor intet af dette er muligt i fulde drag, fordi stupiditeten, middelmålet, nærigheden har sat normerne i et land der er givet så mange muligheder, men som nu dyrker mugget under armene og hylder den småborgerlige snusfornufts egenrådige stivsind. Vi ved bedst, vi er selv eksperter på det hele og verdens bedste, der er ikke nogen der skal komme og sige noget. En afart af enevælden, hvor dumheden også vidste bedst; en ny populismens elite, velsignet af statsministerens laveste fællesnævnermoral, som sætter fornuften, den formulerede iagttagelse og i sidste ende respekten for menneskene over styr i falsk og ofte kynisk solidaritet med de uformulerede.