I en veloplagt tekst, Forskel på folk, erklærer Bent Vinn Nielsen sig i Information 29.-30. november først for inhabil i diskussionen Rune Lykkeberg kontra Klaus Rifbjerg og fortsætter derpå med at tage bastant parti for førstnævnte. Rifbjerg og hans kulturradikale ligesindede har aldeles ingen ære for at have standset Dansk Folkeparti og al dets væsen, snarere tværtimod. I Vinn Nielsens fremstilling er kulturradikalisme nærmest lig med snobbisme af værste skuffe.
Jeg skal ikke gå ind i den store idédebat desangående, men først lige indskyde, at Klaus Rifbjerg er bedre som digter end polemiker. Derfor er det ikke irrelevant (som Vinn Nielsen hævder det), at han henviser til nogle værker, der viser betydelig indlevelse i såkaldt “almindelige menneskers” hverdag og tankesæt.
I mine øjne står kulturradikalismen ikke mindst som en insisteren på kvalitet. I alle livets forhold, som man siger.
I min lille filmverden er det netop den form for kvalitetsbevidsthed, der gør, at man kunne være modstandsdygtig, når en Søren Krarup i sin tid lobhudlede kitsch-instruktøren Knud Leif Thomsen, der prøvede at opbygge et ganske ufortjent martyrium.
Uden kulturradikalismen og al dets væsen ville Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti kulturelt have haft langt friere spil. Det er jeg fuldstændig overbevist om.
Jeg har ikke noget imod at blive kaldt kulturradikal, men jeg føler mig nu ikke inkluderet i retningens kor af nu nærmest “mundlamme”, som fremstillet af Vinn Nielsen.
Siden 2001 har jeg udgivet tre bøger om dansk film med et samlet omfang af ca. 2500 normale bogsider. Her lægges ikke fingre imellem, når dansk films folkekomedier fra nutid og især fortid skal bedømmes.
Alligevel er bøgerne blevet modtaget med stor glæde på det meget anvendte internet-site www.danskefilm.dk, der især besøges af yndere af de gamle danske folkekomedier. Iøvrigt mange i aldersklassen mellem 15 og 30 år.
Jeg har haft mange ordvekslinger med brugere af dette fine site og bruger det ofte selv. Selv om der ikke altid råder enighed, synes jeg det går udmærket med at skabe kontakt.
Min pointe er sådan set bare, at det er svært at tage patent på en definition af ‘det almindelige’. Også selv om man nærmest er selvudnævnt ekspert på området som Vinn Nielsen.
Mon ikke meningsytringer, kulturradikale eller ej, generelt modtages med en sund portion skepsis af de fleste, uden derfor nødvendigvis at blive totalt forkastede eller dømt irrelevante. Det er min erfaring.
Man har intet behov for smagsdiktatorer, men værdsætter en engageret, begrundet meningstilkendegivelse.
Nej, i mine øjne er Vinn Nielsens ‘almindelige mennesker’ i denne polemiske sammenhæng en abstraktion, hvor meget han end udmaler dem med hakkebøf på kakkelbordet og kronhjort på væggen.
Hvad der står fast, er derimod, at de tanker, der siden starten af 1970’erne har styret først Fremskridtspartiet og dernæst Dansk Folkeparti, har haft stærkt behov for modsigelse og kritik. Godt, at vi har haft kulturradikale som Klaus Rifbjerg i den opposition.