Dannie Druehyld har sagt i telefonen, at når jeg kommer, skal jeg køre til verdens ende og så lidt længere, og så finder jeg hende. Jeg ender med at køre for langt, og må tilbage op ad en stejl jordvej, man normalt ikke ville forsøge at forcere i en almindelig bil. Mens jorden piskes bagud under dækkene, og bilen glider baglæns nedad bakken, tænker jeg, at nu skal jeg vende tilbage og møde en heks som det første levende væsen.
Tilbage på bakketoppen og inde hos Dannie erklærer hun, at fordi jeg er fløjet til Nordjylland, skal jeg plante fem træer i skoven for at neutralisere min CO2-balance. Hun har træerne og en skovl stående klar ude på gårdspladsen. Jeg nikker bare, klart jeg skal plante nogle træer. Jeg tør ikke spørge, hvad en tur over Atlanten koster.
For Dannie Druehyld, kendt som hele Danmarks eneste officielle heks - en titel hun har oparbejdet som forfatter, foredragsholder og tre årtiers arbejde fra huset i Rold skov - er åbenbart én man skal have respekt for, eller ligefrem være varsom med at omgås.
I hvert fald blev det for meget for 14 af Aalborgs præster, da Dannie Druehyld for nylig optrådte med græskar, amuletter, bål, udklædninger, hårrejsende heksehistorier og heksebryg til et Halloween-arrangement i Aalborg Zoo. I præsternes øjne var heksebryg alt andet end hyggelig underholdning, og præsterne, der kom fra en række af Aalborgs folkekirker og frikirker gik sammen i det, de kaldte Præstefællesskabet, for at advare deres bysbørn.
“At lade sine børn komme under indflydelse af en erklæret heks og lade dem udstyre med heksebryg og amuletter, er efter vores mening ikke ansvarligt. Vi taler ikke om en skuespiller eller en, der i dagens anledning har klædt sig ud, men om en person, som i en lang årrække har praktiseret heksekunst og som tager disse ting alvorligt,” skrev præsterne i en pressemeddelelse.
Og præstefællesskabets talsmand, sognepræst ved Vor Frelser Kirke, Vagn Folkerman, understregede, at “der er tale om religion”:
“Som præster ved vi af erfaring, at man ikke skal lege med okkulte kræfter. Mange mennesker kommer i disse år til os med store problemer efter at have været i nærkontakt med okkulte fænomener og mennesker, der praktiserer okkultisme.”
Vagn Folkerman ønsker ikke at kommentere sagen yderligere. Men Dannie Druehyld forstår ikke beskyldningerne, bedyrer hun, omgivet af strudseæg, et par meterlange slangehamme, en kost (!) og store dyrekranier, der hænger på væggene eller ligger på skamler rundt omkring.
“Jeg har ingen specielle kræfter. Alle mennesker har talenter og kræfter. Skulle jeg være i stand til at slå hele Zoologisk Have ud med en virus, var jeg jo Gud.”
Dannie Druehyld arbejder med naturen, og ud fra at naturen har et rum og en eksistens.
“Jeg mener, at der mellem mig og naturen kan skabes et fælles rum, et mellemrum, hvor jeg går ind og i sammenhængen bliver så meget natur, så både fugle og hjorte kommer og drikker lige op ad mig. Uanset hvad, har det en forvandlende indflydelse på mig, og deri ligger magien. Jeg arbejder ikke med de dér modsætninger, som præsterne har så travlt med; lys og mørke, liv og død, godt og ondt. Jeg arbejder nærmere med harmoni og disharmoni. For så kan du mærke det. Du kan mærke, om du skaber harmoni rundt om dig,” siger hun.
Men sagen om heksen fra Rold skov stikker dybere end amuletter, heksehistorier og koste, og afspejler en grundlæggende konflikt i den danske folkekirke. Dannie Druehyld er katalysator for et opgør om, hvad den kristne tro skal handle om, og hvad den danske folkekirke skal rumme.
Konflikten afspejler modstridende opfattelser af, hvor konkret man opfatter tro inden for folkekirken. Præstefællesskabets fløj, der selv anerkender de okkulte kræfter, anser Dannie Druehyld for at være en farlig person, i nærkontakt med okkulte, mørke kræfter. Men Præstefælleskabets advarsel fik 23 andre præster - alle folkekirkepræster i Budolfi sogn i Aalborg - til at tage bladet fra munden, og tage afstand fra Præstefælleskabet. De 23 præster betragter advarslen som aldeles useriøs, eftersom de end ikke mener, at mørkets kræfter som sådan eksisterer.
De undrer sig over Præstefællesskabets “manglende sans for humor og sans for proportioner i forhold til Zoo-arangementet,” og understregede at:
“Efter vores mening er arrangementet ikke en religiøs eller forførende aktivitet, men harmløs og humoristisk underholdning for børn og voksne,” som de skriver i en pressemeddelelse.
Vagn Folkerman fra Præstefælleskabet er kendt som en ivrig eksorcist i Aalborg. Han blev allerede i 2002 irettesat i et tre sider langt brev af biskop i Aalborg Stift Søren Lodberg Hvas for sine offentlige djævleuddrivelsessessioner. Lodberg Hvas refererede netop til hekseafbrændinger som et betænkeligt eksempel på det farlige i at diagnosticere nogen som besatte af ånder eller djævelen.
Præstefællesskabet er ifølge Vagn Folkerman “et lukket fællesskab”, og det er ikke muligt at få lov at deltage i nogen af dets aktiviteter. Adspurgt, hvad aktiviteterne går ud på, svarer Folkerman, at Præstefællesskabet går i forbøn for Aalborg og byens beboere. Mere ønsker han ikke at oplyse om Præstefællesskabets aktiviteter.
Vagn Folkerman har tidligere givet udtryk for, at han og hans ligesindede er nødt til at gå stille med dørene i folkekirken:
“Radikale kristne, der holder fast ved Jesu løfter og befalinger, som f.eks. at lægge hænder på de syge og at drive dæmoner ud af plagede, bliver chikaneret, hetzet og forfulgt. Det er karakteristisk for os kristne, at når vi begynder at tage Jesu undervisning alvorligt og begynder at bede for de syge og endda får resultater (helbredelse), så stiger forfølgelsen og bagtalelsen. Nogle bliver glade, mens andre bliver vrede. Når vi så endvidere begynder at befale dæmoner at forlade mennesker i Jesu navn (eksorcisme), så stiger forfølgelsen yderligere en grad. Men Jesus har bedt os kristne om at bede for de syge og drive dæmoner ud. Jeg, som er folkekirkepræst, gør det selv. De, der bliver hjulpet, bliver for det meste glade, men der rejser sig en mur af modstand fra alle mulige andre.”
Domprovst i Budolfi sogn, Arne Mumgaard, er en af 23 præster, der gik imod kollegerne i Præstefællesskabet. Han betragter udelukkende Dannie Druehyld som en naturromantiker, forklarer han, da vi sidder ved kaffebordet på provstekontoret i det mondæne Klostermarken-kvarter i Aalborg.
“Jeg ved, der findes ondskab og dæmoniske kræfter. Men det, jeg forstår ved dæmoniske kræfter, er f.eks. besættelse af penge, kynisme og begærlighed. Skruppelløshed er dæmonisk. Men de her mennesker tror jo, at det er bestemte ånder og sådan noget, der flyver rundt for sig. At det er væsener, der kan flyve ind i os. Den verden kender jeg kun til fra Bibelen, hvor man ser, at sygdom kunne blive antaget for at være en dæmonbesættelse.”
Jeg spørger Mumgaard, om der slet ikke foregår noget okkult indenfor folkekirken, f.eks. i forbindelse med sakramenterne.
“Jeg mener, sakramenterne er reelle, men de bliver kun til virkelighed for mig i troen. Jeg håber, de er reelle. Jeg ved jo ingenting, det er derfor, jeg tror. Jeg tror og håber, at Gud er virkelighed, og at han virkelig er tilstede, når vi holder gudstjeneste, også når vi holder dåb og nadver.”
Men at Gud er til stede, lyder okkult? Vand på hovedet uden indtrædelse af noget okkult eller magisk i øjeblikket reducerer vel også handlingen til komplet absurditet, indvender jeg.
“Jamen så kan man kalde det okkult, men det indtræder først i det øjeblik, man tror. Indtil man tror på det, der foregår i kirken, er det jo også ren fis og ballade.”
For religionshistorikeren Mikael Rothstein, Københavns Universitet, afspejler konflikten mellem de to grupper af Aalborg-præster en grundlæggende konflikt i folkekirken:
“De forskellige præstereaktioner viser tydeligt to tendenser i dansk kristendom: Et mindretal tager deres religion bogstaveligt, og insisterer på, at kun kristendom (i deres egen variant) rummer sandhed. De ser det derfor som deres opgave at bekæmpe det ugudelige overalt, også i form af en enkelt lille heks fra Rold skov. Flertallet af engagerede kristne går til sagen på en anden måde. De føler et så stort overskud, at de ikke behøver slås på dét niveau. De kan mere tilbagelænet bære over med de andres tosserier.”
En anden religionshistoriker, Tim Jensen fra Syddansk Universitet, påpeger, at diskussionen om Dannie Druehylds Halloween-optræden også afspejler en tendens til at religion i stigende grad bliver gjort til underholdning. Og at folkekirken idet, den ikke anerkender Satan, kommer til at fremstå så vattet og rummelig, at det næsten kan være lige meget:
“Det sker flere og flere steder, at al slags religion bliver banaliseret eller gjort til underholdning. Religion har altid været underholdning, men nu bliver det ligesom i endnu højere grad sådan, at religion fungerer på underholdningsbranchens præmisser,” siger han og pointerer, at de 23 præster kan have ret i, at arrangementet i den forstand er harmløst og ren underholdning, men at det kan vendes direkte mod de 23 præster selv:
“De 23 må jo også gøre sig klart, at for en masse mennesker er det, de laver i kirken, f.eks. i forbindelse med julegudstjenester, jo også underholdning. Altså, hvis de siger, at Dannie Druehyld er harmløs og uskyldig, og det ikke har særlig meget med religion at gøre, men er underholdning, så ved de også godt selv, at en del af deres besøgende i julen også betragter det, der sker i kirken som ligeså harmløst og som underholdning. At der ikke er noget med højere magter og guder og dæmoner. Og så er det i virkeligheden alt sammen blot blevet et narrativ eller en smuk fortælling.”
Så hvad handler den kristne tro om, og hvad kan den danske folkekirke rumme? Den teologiske debat står i høj grad om, hvorvidt der overhovedet findes andre overnaturlige eller okkulte kræfter end Vorherre. Tim Jensen forklarer, at Præstefællesskabet i en vis forstand kan siges at være mere bogstav- og rettroende end de 23 præster. Tro på satan og djævlen har jo i århundreder været en fast bestandel af den kristne tro og det indgår også f.eks. i dåbsritualet i dag, at man skal forsage Djævlen og al hans magt.
“Præstefællesskabet mener, at der findes andre magter end Vorherre i denne verden. For dem er satan i langt højere grad en virkelighed, og de to grupper er lodret uenige om, hvorvidt sådanne kræfter findes. Og det er klart, at hvis de 23 præster ikke tror på Satan, Djævlen og okkulte kræfter, så har kirken et problem, for det næste skridt vil være, at folk vil opfatte kirken som for lidt ‘rigtig religion’ og nogle vil sige: ‘Jamen er de alle sammen som ham Grosbøll (præsten, der i et interview udtalte, at han ikke tror på Gud, red.); er Gud bare et symbol og ikke en ‘rigtig’ personlig magt?’ Og der har du konflikten, for der er en hårfin grænse for i hvor høj grad, du kan psykologisere en religion og gøre den til en smuk fortælling eller en fortælling om moral, uden at religionen mister det, der gør den til andet og mere - til religion,” siger Tim Jensen.
Tilbage i Rold skov begriber Dannie Druehyld ikke dæmoniseringen af sig selv.
“Lad os bruge et andet ord end kraft, hvis det er så farligt. Vi er mennesker, vi har evner, lad os kalde det det; vi har en skabende evne. Urten har en evne, ligesom hvis du spiser en gulerod, så ligger der i guleroden en evne, som vi plejer at kalde en kraft. Men det har jo ikke noget med guder og dæmoner at gøre, så hvis ordet kræfter er så farligt, så lad os lægge det væk,” siger hun.
Det er ved at være mørkt og vi går ud i skoven, så jeg kan få plantet mine træer. Jeg kører derfra og vinker til Dannie med en arm ud af vinduet. I bakspejlet kan jeg se verdens ende bag hende.