Hvad jeg er i færd med, er at sammensætte en regering bestående af ekstraordinært kvalificerede og kompetente individer -
Barack Obama til The Los Angeles Times, 10. december
BOSTON - Ikke overraskende er den amerikanske og udenlandske presse betaget af det stjernehold af ministre og rådgivere, som USA’s næste præsident har rekrutteret siden sin valgsejr i sidste måned. Efter præsident George W. Bushs præference for halvstuderede røvere og middelmådige hjerner virker Barack Obamas prioritering af veluddannede akademikere og intellektuelle som en lise.
De ved jo, hvad de taler om - alle disse højt begavede og velformulerede dimittender fra velansete universiteter som Harvard, Columbia, Yale, Princeton, etc. Eller gør de nu også det?
The New York Times’ hvasse klummeskriver Frank Rich advarede forleden avisens læsere mod at nære alt for meget håb og tillid til Obamas best and brightest (de dygtigste og klogeste) løjtnanter. Det minder Rich lidt for meget om John F. Kennedys ‘overmodige hold’ af unge og højt begavede akademikere fra Harvard og Yale, der overbeviste sig selv og den Harvard-uddannede præsident om, at krigen mod det kommunistiske Nordvietnam kunne vindes uden de store kraftanstrengelser og tab af amerikanske liv.
Resultatet af det fejlslagne krigseventyr i Sydøastasien er kendt. Det endte med at være langt mere omkostningsfuldt end Bushs invasion og besættelse af Irak, som i øvrigt var inspireret og legitimeret af de nykonservative intellektuelle inden for og uden for regeringen, altså akademikere fra elfenbenstårne uden jord under neglene.
Udtrykket the best and brightest var titlen på den amerikanske journalist David Halberstams bog fra 1972, hvori han dissekerede alle de fejldispositioner, som et kuld af unge, braldrene intellektuelle magtede at lægge for dagen i 1960’erne.
Der var f.eks. sikkerhedsrådgiver McGeorge Bundy - ‘wunderkind’ på Harvard, den yngste dekan i universitets historie - og hans næstkommanderende Walt Rostow, der skrev sin ph.d. i en alder af 24 på Yale og blev hentet af Kennedy fra en post som professor på Massachusets Institute of Technology. Der var forsvarsminister Robert McNamara - uddannet på Harvard Business School, hvor han underviste i en årrække inden Anden Verdenskrig (McNamara er i dag 92).
I sin klumme hæfter Frank Rich sig ved en slående parallel mellem Kennedys og Obamas overgangsperiode fra valgdagen til indsættelsen. I 1960 var pressen lige så begejstret for den nye præsidents valg af sit regeringskabinet, som de er i 2008. Han citerer David Halberstams beskrivelse af vintermånederne 1960-61:
“Sjældent var det sket, at en ny regering modtog en så varm velkomst på det personlige plan fra de mest seriøse og respekterede journalister i Washington. Den tids dygtige journalister var lige så veluddannede og oplyste - og de arbejdede for oplyste organisationer - som Kennedy-brødrene, og de delte samme livsanskuelse som Kennedy-klanen,” skrev Halberstam og tilføjede ildevarslende:
“Disse journalister kunne ikke forestille sig, at individer, som angiveligt var de allerdygtigste i regeringsapparatet i dette århundrede, ville gå hen og blive forfattere til Amerikas værste tragedie siden Borgerkrigen.”
Halberstam kendte alle aktørerne i dette nationale drama i kraft af sit arbejde som journalist for The New York Times i 1960’erne.
Han havde også tilbragt en periode i Sydvietnam som krigsreporter, for hvilket han senere skulle vinde en Pulitzerpris. Til sin bog The Best and the Brightest skal han have interviewet 500 personer, og ingen af dem optrådte med navns nævnelse - præcist som i hans efterfølger Robert Woodwards bøger.
Da bogen blev genudgivet 20 år senere, i 1992, gav Halberstam i et nyt forord udtryk for misfornøjelse med titlens ændrede betydning. For ham havde der ligget noget sardonisk i at kalde Kennedys assistenter the best and the brightest, hvorimod det populære udtryk siden blev tolket bogstaveligt. For at illustrere pointen henviste Halberstam til sin foretrukne anekdote i bogen, hvor vicepræsident Lyndon B. Johnson besøger sin gamle mentor i Repræsentanternes Hus, formanden Sam Rayburn, og fabler om alle præsident Kennedys begavede rådgivere.
“Det kan være, at du har ret. De er formentlig så intelligente, som du siger,” svarede Rayburn.
“Men jeg ville have større tiltro til dem, hvis blot én af dem var stillet op til sherif, bare én gang.”
Kennedy-holdets svaghed var med andre ord manglende livserfaring. Der var en “forskel mellem på den ene side intelligens, abstrakt tænkemåde og veltalenhed og på den anden side sand visdom, akkumuleret gennem smertefulde erfaringer,” skrev Halberstam.
En optælling af Obamas udnævnelser til topposter i sin regering bekræfter ikke overraskende, at han til forskel fra forgængeren Bush lægger stor vægt på sine medarbejderes høje uddannelse. Okay, Bush gik også på Harvard, men det var ikke, fordi han udmærkede sig akademisk. Vicepræsident Richard Cheney afsluttede derimod aldrig sine studier på Yale, og politisk rådgiver Karl Rove faldt også fra midt i studietiden. Mange i Bush-regeringen er uddannet på televangelisten Pat Robertsons Regent University.
Den eneste virkelige akademiske stjerne i Bush-regeringen er utvivlsomt udenrigsminister Condoleezza Rice - en kvinde med et imponerende intellekt og mange talenter. Men det var også Rice, der lod sig dupere af de nykonservatives ideologiske dagsorden for et demokratisk Mellemøsten, da hun var sikkerhedsrådgiver i Bushs første embedsperiode.
To tredjedele af Obamas hold er udklækket fra USA’s eliteuniversiteter. Flere af dem har været Rhodes-stipendiater ved Cambridge og Oxford University i England. Harvard synes at være bedre repræsenteret end i lang tid, og det skyldes ikke kun universitetets ry som verdens bedste. Den nye præsident tilbragte tre år på det juridiske fakultet og opbyggede her et netværk af kontakter blandt studerende og professorer, som han stadig tapper fra.
Den bedst kendte Harvard-veteran er Larry Summers, Obamas økonomiske rådgiver og koordinator, der tidligere har været universitetets rektor. Generelt er alle amerikanske eliteuniversiteter repræsenteret i den nye præsidents inderkreds.
Umiddelbart forekommer det at være aldeles nyttigt at råde over de bedste hjerner i en akut krisesituation, hvor der er drastisk behov for at eksperimentere med den finansielle og økonomiske politik. Det samme gør sig gældende i udenrigspolitikken, fordi respekten i udlandet for USA’s globale lederskab er faldet til nær nulpunktet gennem de sidste otte års Bush-styre.
Men er det en god ide at hyre nogle akademikere, der ganske vist har nogle års politisk erfaring på bagen, men som samtidig bærer et medansvar for dereguleringen af et sammenbrudt finanssystem? spørger Rich.
Han henviser til Summers, og Obamas kommende finans- og økonominister, Timothy Geithner. Summers tilbragte næsten hele Clinton-tiden som viceøkonomiminister og det sidste år som selve ministeren. Den yngre Geithner arbejdede i den periode for ham og har i de sidste tre år været formand for centralbanken i New York. Under finanskrisen har Geithner arbejdet tæt sammen med centralbankdirektør Ben Bernanke og finansminister Henry Paulson i kraft af New Yorks rolle som verdens finanscenter.
På den positive side giver det erfaring og viden om, hvordan systemet virker indefra. På den negative side synes han at bære et medansvar for de gale beslutninger, der er blevet taget i hele forløbet.
“Geithner opdagede for sent, hvilket spillehus Wall Street havde udviklet sig til - så hvorfor er det, at pressen sætter dem op på en piedestal?” skriver Rich.
Den progressive økonom Dean Baker fra Economic Policy Institute i Washington siger om Summers i The Boston Globe:
“Hans generalieblad ser ikke betryggende ud. Han var tilhænger af liberaliseringen af finanssektoren, han accepterede spekulationsbobler som et nødvendigt fænomen og støttede en overvurderet dollar.”
Til Geithners forsvar kan man dog indvende, at ingen økonomer ansat i det amerikanske statsapparat er kendt for at have gjort åbent oprør mod den manglende regulering af finanshuse og kapitalfonde på Wall Street.
Hvad angår Summers har han tilsyneladende lært af sine erfaringer. Allerede for flere år siden erkendte han, at den tiltagende globale frihandel har bidraget til en voksende økonomisk ulighed internt i industrilande. Siden starten af 2008 har han ydermere været en stærk fortaler for at iværksætte omfattende offentlige investeringsprojekter og for at forbedre det sociale sikkerhedsnet i USA.
Men Summers er også kendt for at være hoven og utålmodig over for individer, der ikke tænker så hurtigt og reflekterende som han. Han blev i en alder af 28 udnævnt til den yngste professor i Harvards historie. Obama har kaldt Summers “en af de største økonomiske hjerner i vor tid”.
Hvis Halberstam stadig var i live (han døde i en trafikulykke i 2005), ville han nok have rystet på hovedet af den beskrivelse. Hans pointe ville være, at Summers’ livserfaring udenfor den akademiske og politiske verden er stærkt begrænset.
“Akademikere lever i en hel anden verden end resten af befolkningen. De udforsker idéer og skal normalt ikke bekymre sig om deres økonomiske velvære, fordi de er ansatte for livstid. Deres forståelse af politik er minimal,” siger professor i statsvidenskab Matthew Woessner fra Pennsylvania State University til The Boston Globe.
Og hvilken betydning har det egentlig for en rådgivers eller ministers evner og beslutninger, at han/hun bestod sin afgangseksamen fra Harvard med ug og kryds og slange?
Den konservative essayist og polemiker Joseph Epstein er skeptisk: “Når studerende får høje karakterer på et af eliteuniversiteterne betyder det blot, at de fulgte med i undervisningen og løste deres opgaver. Harry Truman var en af vores største præsidenter, og han gik kun i gymnasiet. Ronald Reagan læste på det ukendte Eureka College i Illinois,” påpeger Epstein i det konservative ugemagasin The Weekly Standard.
Richard Epstein, juraprofessor ved University of Chicago, er ligeledes skeptisk over for the best and brightest i Obama-regeringen.
“De er vældig kloge, men jeg frygter, at de bevidst undlader at vælge den letteste og mest åbenlyse løsning, hvis de kan komme i tanke om en sindrig udvej. En akademisk grad er ensbetydende med viden, ikke dømmekraft. De vil utvivlsomt tænke i store baner og så snuble over de små hindringer,” siger han til The Washington Post.
Hertil kan man lægge, at akademikere normalt ikke har erfaring med at styre store organisationer, og det er der tale om i den amerikanske regering, hvor nogle ministerier tæller op til 10.000 ansatte.
“Akademikere har aldrig lært at sætte et budget sammen eller at omgås ikke-akademikere,” siger Nicholas Lemann, rektor for Columbia Journalism School og forfatter til en bog om meritokrati i den amerikanske uddannelsessektor.
Er denne kritik af Obamas brain trust retfærdig? En gennemgang af den næste præsidents valg af ministre og rådgivere afkræfter stort set teorien. Jo, der findes eksempler på akademikere uden erfaring i den politiske verden, men det synes snarere at være en undtagelse frem for en regel. Budgetminister Peter Orszag er meget ung (40), men han lærte faget at kende som leder af Kongressens budgetkontor.
Obamas energi- og klimahold har alle en baggrund i miljøpolitik. Energiministeren er direktør for et stort statsligt forskningslaboratorium. Vicepræsident Joe Bidens økonomiske rådgiver Jared Bernstein er ikke blot en af USA’s mest progressive. Han har beskæftiget sig indgående med arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik.
Præsidentens udenrigs- og sikkerhedspolitiske hold er spækket med professionelle politikere og erfarne bureaukrater. Selv den tidligere Rhodes-stipendiat Susan Rice bringer solid erfaring til posten som FN-ambassadør. I Clinton-perioden var hun viceudenrigsminister.
I sidste ende dikteres graden af succes eller fiasko af en præsidents indsigt og dømmekraft. Her synes de fleste at stole på Barack Obama.
I de seneste meningsmålinger giver 75 pct. af befolkningen ham høje karakterer for udvælgelsen af den nye regerings medlemmer. Selv mange mange republikanere har tillid til landets næste leder.