Hvorfor skal på bord der gås, når i luften hængemås? Derom spurgte Victor Borge, men fik aldrig noget ordentligt svar.
Og nu til noget helt andet:
I radioens til stadighed ringere redigerede program 1 talte chefredaktør Erik Bjer-ager fra Kristeligt Dagblad om religion og det offentlige rum. Den sympatiske Bjer-ager var enig med sig selv og radioværten Niels Krause-Kjær (Krause på tværs hedder udsendelsen, uden der er så forfærdeligt meget tværs), om at det statsministeren i sin tid sagde om for meget religion i det offentlige rum, først og fremmest sigtede til den islamiske religion. Det er islam der fylder for meget i det danske offentlige rum, mente statsministeren. Redaktør Bjerager der hylder tolerancen i det religiøse, men ikke accepterer tolerance som udtryk for ligeværdighed mellem religionerne, mente da heller ikke at tolerancen rakte så langt at man i Københavns indre by kan finde sig i at muezzinen kalder til bøn fra minareten. Dér går grænsen. Forestillingen om at kirkeklokken kunne akkompagnere bønindkaldelsen har ingen gang på bordet hos den højkristelige chefredaktør. End ikke én gang om ugen til fredagsbønnen bør muezzinen oplade sin røst. Hvorfor ikke? Fordi en sådan udlevet tolerance ifølge redaktøren ville gøre for mange københavnere eller danskere som helhed gale i skralden. Og så er den religiøse tolerance jo ikke så meget værd, når dyrkerne af en anden tro alligevel ikke må udfolde sig frit eller bare en lille smule frit eller bare overhovedet må gøre omverdenen opmærksom på sig selv.
Jøderne har på det punkt haft det nemmere, idet de kloge af skade har ladet deres gudstjenester foregå i stilhed - i det mindste i det ydre rum. Indendørs er der en knever uden lige, og nogle gange må rabbineren bede folk om at holde kæft. Men jøderne generer ikke nogen udadtil, hvilket dog ikke har betydet at det altid var særskilt nemt for dem at indrette synagoge i de kristne samfund og kristne miljøer. Om forholdet mellem kristendom og jødedom i Danmark har således professor Martin Schwarz Lausten udgivet sit imponerende efterhånden fem-fløjede værk, som i alle detaljer beskriver sam- og modeksistens mellem kristendom og jødedom i Danmark, og hvoraf man kan drage mangen en nyttig lære, også hvad angår forvaltningen af kristendom og islam.
Grundtvig, der nok udtrykte sig respektfuldt over for det israelitiske folk som sådan, understregede samtidig jødernes rolle som gæster i det danske samfund og kritikere som Meïr Gold-schmidt som én af andet blod. (Jo, jo). Kun den kristne dansker af danske safter havde ret til riget, når det kom til stykket. Religionerne er ikke i traditionel dansk kristen optik ligestillede; statsministerens udtalelser om religionen i det offentlige rum inkluderer ikke den lutheranske kristendoms dominans i Danmarks Riges Grundlov, kravet om at det danske statsoverhoved skal bekende sig til lutheranismen, kirkeklokkernes bimlen om søndagen, folketingsmedlemmernes kirkegang ved folketingsårets åbning, osv., osv., men udelukkende muslimernes deltagelse som sådanne i samfundsdebatten på deres eget trosgrundlag. Med andre ord den rene kreative bogføring i debatgrundlaget. Danskhed er et absolut defineret af de absolutte i troen og den nationale selvbevidsthed.
Redaktør Bjeragers bekymring for danskernes følelser ved muezzinens kalden er jo også rørende, i den forstand at man lige først skal have bygget en minaret i Sokkelund Herred, som muezzinen så kan klatre op i, før han kan så meget som begynde på sin adhan som forudsætningen for fem gange salah i døgnet. Med andre ord kan København og andre danske storbyer med muslimske samfund jo ikke opvise en centralmoske for sine borgere, hvilket ville svare til fraværet af en synagoge i Krystalgade for jøderne og domkirken på Frue Plads. Da der er et par hundrede tusinde der mere eller mindre aktivt bekender sig til islam her i landet, er dette forhold mildt sagt og i sammenligning med andre og mere civiliserede lande noget besynderligt og kan vel snarere udlægges som kristen dansk selvtilstrækkelighed og hovenhed - og udtalt intolerance - end som ret meget andet. Sådan set er det jo også logisk nok at man ikke vil give samme rum til andre, når man som udgangspunkt har det synspunkt at ens egen gudsopfattelse er den helt rigtige frem for de andres, som altså er forkert. I sig selv en mærkværdig indretning for en vantro hund som skriver disse linjer: at man kan hævde ét gudsbillede som rigtigere frem for et andet, eftersom trosbegreber ifølge sagens natur nu engang må være temmelig luftige. At tro på den måde ofte eller som regel udløser større heftighed mennesker imellem end viden, er jo også ganske tankevækkende.
Den frygtelige kombination af blind tro og ekstrem nationalfølelse har i tidernes løb været en krigsudløsende faktor. Det ved enhver, hvis historieindsigt rækker en smule ud over regeringens primitive kanontankegang. Når national flommeselvbevidsthed går i strækmarch side om side med flagsvingende religiøs dogmatik, bør man søge dækning. Traditionelle forestillinger, ophøjet til et begreb som indiskutable værdier flettes ind i den sværmeriske og farligt upræcise ideale forestilling om national sammenhængs-kraft, således som ikke mindst den nuværende velfærdsminister (alene titlen!) ynder at slynge om sig med disse falske og ekskluderende, samt ofte diskriminerende sakramenter.
I Frederiksberg Bladet havde Dansk Folkeparti i øvrigt fået indrykket en annonce her i juledagene og dermed, kan man mene, udfordret bladets læsere på både helbred og velbefindende. “Glædelig jul til alle i Danmark” lyder den røde overskrift ved et veloplagt billede af Pia Kjærsgaard i rødternet forklæde med charmeklud og æbleskivepande i køkken med juledekoration og hele pibetøjet af hausfrau-gemytlighed, hvis man ikke vidste bedre om madame. Annoncen troner over en indmeldingskupon til det Kjærs-gaardske folkeparti og rummer en opskrift på æble-skiver, det danskeste af det danskeste danske. Og en tekst: “Hjemme hos os værner vi om traditionerne, og en af dem er at spise friskbagte, hjemmelavede æbleskiver mindst en gang hver jul. Vi laver dem dog helt almindeligt uden æblestykker eller æblemos”. De værdi-relaterende nøgleord i denne tilsyneladende down to earth-opskrift på noget så uskyldigt som æbleskiver rummer hele ladningen af grundværdier i DF’s populistiske register: Hjemme hos os … værner … traditionerne, hjemmelavede … almindeligt. Tænk hvis en dag det vidunderlige skulle ske, og der i stedet i Pia Kjærsgaards opskrift havde stået:
“Hos os bryder vi traditionerne og værner om retten til at tænke anderledes og fremmedartet og et af disse brud er at vi spiser Baklava mindst én gang i julen som efter en Ramadan. Vi hjemmelaver ikke altid vore Baklava; men en gang imellem laver vi dem meget ualmindeligt, nemlig som sütlü nuriye, altså i stedet blot hakkede pistacier med et fyld af smeltet smør og mandelflager, det hele stænket med mælkesirup”.
For resten laver tyrkerne også æbleskiver, hvis det ellers har nogen interesse, nemlig såkaldt hurma tatlisi, hvor der ganske vist ikke er prik over i’erne, som dette tastatur ikke kan finde ud af at fjerne. Disse æbleskiver er bagt med fuldkornsmel og frituresteges og smager som hundrede jomfruer i paradis.