Vi er blevet så vant til de mellemøstlige blodbad, at vi ikke længere er i stand til at hidse os op over dem, især da ikke, hvis dette risikerer at krænke israelerne. Det eksakte tal for de dræbte civile i Gaza kendes ikke i skrivende stund, men reaktionen fra Bush-regeringen, for slet ikke at tale om de frygtsomme og forkølede udtalelser fra Gordon Brown, har blot endnu engang slået fast dét for araberne, som de har vidst i årtier: At uanset hvordan de kæmper imod deres modstandere, vil Vesten altid tage Israels parti. Ja, som sædvanlig må ansvaret for denne massakre i sidste ende tilskrives araberne, der - som vi alle ved - kun forstår et sprog: magtens.
Lige siden 1948 har vi måttet høre på den slags oppustet vås fra israelerne, ganske som først arabiske nationalister og siden arabiske islamister har kolporteret deres egen løgnagtige præk: At zionisternes ‘dødsvogn’ vil blive væltet omkuld, at hele Jerusalem vil blive ‘befriet’ og jøderne ‘kastet i havet’. Og som sædvanlig har Bush den Ældre, Clinton og Bush den Yngre appelleret til begge sider om at udvise “tilbageholdenhed” - som om palæstinensere og israelere begge havde F18-jagerbombere, Merkava-kampvogne og feltartilleri.
Hamas hjemmefabrikerede raketter har dræbt næsten 20 israelere på otte år, men når Israels luftvåben efter tre døgns blitzangreb myrder næsten 300 palæstinensere, er det blot ‘at bringe balance i regnskabet’.
Blodsudgydelserne følger deres egen fortærskede rutine. Jovist, Hamas fremprovokerede Israels vrede, som på sin side selv var fremprovokeret af Hamas, der igen var fremprovokeret af Israel, som igen … Forstår De, hvor jeg vil hen? Hamas affyrer raketter mod Israel, Israel bomber Hamas, Hamas affyrer flere raketter og Israel bomber igen og … Kan De nu se pointen? Og vi kræver - med rette - sikkerhed for Israel, men overser Israels massive og totalt proportionsløse nedslagtning. Det var vist Madeleine Albright, som engang sagde, at “Israel er under belejring” … som om der stod palæstinensiske kampvogne i Tel Avivs gader.
Mens dette skrives, er vekselkursen løbet op i 296 dræbte palæstinensere for én dræbt israeler. Tilbage i 2006 var det 10 dræbte libanesere for én dræbt israelere. Denne weekend nåede inflationen sit højeste niveau siden … Yom Kippurkrigen i 1973, Seksdageskrigen i 1967, Suezkrigen i 1956 eller Uafhængighedskrigen/Nakbar i 1948? Det er et obskønt og grusomt spil, hvilket Ehud Barak, Israels forsvarsminister, ubevidst kom til at indrømme, da han til Fox TV i afvigte weekend udtalte: “Vores hensigt er at totalt at ændre på spillets regler.”
Ja, lige netop. Blot er problemet, at disse ‘regler’ ikke vil ændre sig spor. Der er blot tale om en yderligere justering af den arabisk-israelske vekselkurs, et yderligere procentuelt fald med mere frygtelige følger end Wall Streets aktiestyrtdyk, men som desuagtet ikke vækker større interesse i det USA, som - lad os lige huske det - har fremstillet de F18-fly og Hellfire-missiler, som Bush-regeringen nu beder Israel om at anvende med mådehold.
Ganske mange af weekendens og mandagens dræbte ser ud til at have været Hamas-folk, men hvad skal det nytte? Vil Hamas nu sige: “Uha, det var dog et grufuldt ubehageligt blitzangreb - nu må vi hellere anerkende staten Israel, indordne os under de palæstinensiske selvstyremyndigheder, nedlægge vore våben og støtte en ny amerikansk ‘fredsproces’ i Mellemøsten?”
Er det virkelig det, som israelerne, amerikanerne og europæerne tror, Hamas vil gøre?
Nuvel, lad os ikke glemme Hamas’ kynisme, som er den samme kynisme hos alle bevæbnede islamistiske grupper. Deres behov for muslimske martyrer er lige så afgørende for dem som Israels behov for at skabe dem. Den lærestreg, Israel tror at give Hamas - underkast jer, eller vi knuser jer - er ikke den lære, Hamas drager. Hamas har jo netop brug for volden for fremhæve palæstinensernes undertrykkelse og forlader sig på, at Israel vil vise sig leveringsdygtig. Der er tilstrækkeligt at affyre nogle få raketter mod Israel, og Israel imødekommer straks begæringen.
Vi hører så den sædvanlige israelske linje. General Yaakov Amidror, den tidligere leder af den israelske hærs ‘forsknings- og evalueringsdivision’, erklærer, at “intet land i verden vil tillade, at dets borgere bliver gjort til mål for raketbeskydning uden at tage energiske skridt for at forsvare dem”.
Så sandt, men da IRA affyrede mortérgranater over den irsk-nordirske grænse, og IRA’s guerillasoldater krydsede samme grænse for at angribe politistationer og protestanter, reagerede briterne da ved at sætte RAF ind mod Den Irske Republik? Bombarderede RAF kirker, benzindepoter og politistationer og ekspederede 300 mennesker til evigheden for at give irerne en lærestreg? Nej, det gjorde RAF og den britiske regering ikke, for hele verden ville have opfattet dette som forbryderisk adfærd. Og vi ønskede ikke at nedværdige os selv til IRA’s niveau.
Jovist har Israel et retmæssigt krav på sikkerhed. Men ej heller dette seneste blodbad vil skaffe det denne sikkerhed. Ikke siden 1948 har luftangreb beskyttet Israel. Israel har bombet Libanon tusindvis af gange siden 1975, og ikke ét af disse angreb har elimineret ‘terrorismen’. Så hvad griber israelerne til. De truer nu med at angribe over landjorden, og Hamas gør sig klar til endnu et slag. Vores vestlige politikere kryber i et musehul. Og et eller andet sted længere østpå - i en hule, en kælder eller på en bjergside? - kruser et smil sig om læberne på en velkendt mand i turban.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen