At være højt dekoreret soldat, når man er forsvarsminister. Det er noget, der tæller i Israel, hvor man ikke har det godt med civilister på den post. Og forsvarsminister Ehud Barak er yderligere i den favorable position, at de to andre medlemmer af regeringens sikkerhedsudvalg, statsministeren og udenrigsministeren, begge er belastet af et ansvar for fiaskoen i Libanon i 2006. Ja, Ehud Olmert er yderligere anklaget for grov korruption og snarere på vej i fængslet end til en plads i den fremtidige politiske frontlinie. Derfor er det lige nu Ehud Barak, som både den hjemlige og den internationale offentlighed kaster søgelyset på. Hvordan vil han klare opgaven? Denne mand, der er berømt for sine sejre på slagmarken og berygtet for sine nederlag ved forhandlingsbordet. Det er en chance for den ambitiøse mand med kælenavnet Napoleon, men det indebærer også en stor risiko.
Ehuds Baraks politiske liv havde det omtrent lige så dårligt som den mellemøstlige fredsproces, da regnen af raketter fra Gaza mod det sydlige Israel kom som en gave fra himlen.
I et interview med avisen Haaretz parafraserede han ganske vist Mark Twain ved at sige, at “rygterne om min snarlige død var forhastede,” men de færreste gav Barak og Arbejderpartiet nogen chancer ved valget til Knesset i februar. Hans evner som politisk leder blev vurderet meget lavt, og hans eneste trumfkort var fortidens militære bedrifter.
Natten mellem den 9. og 10. april 1973 lander israelske kommandosoldater i Zodiac gummibåde på kysten ved Beirut og begiver sig mod to højhuse i det fashionable Verdun. I bygningerne befinder sig to højtstående PLO folk og en af lederne af gruppen Sorte September, som var ansvarlig for massakren året før på de israelske atleter ved OL i München. Kommandosoldaterne er alle i civil, og deres ikke specielt høje leder, Ehud Barak forklædt som brunette med højhælede sko.
De tre palæstinensere bliver - som det også fremgår af Spielbergs film München - likvideret, og efter Baraks deltagelse i andre terrorsituationer - som befrielsen af gidslerne i Entebbe i 1976 - udvikler hans karriere sig med raketfart. Han bliver først leder af den militære efterretningstjeneste, så af den centrale kommando, for så at ende i 1991 som chef for generalstaben og den højest dekorerede israeler med fem medaljer for mod og udmærkelse i kampsituationer.
Noget af en rejse siden Ehud Barak i 1942 kom til verden i kibbutz Mishmar Hasharon, hvor han som barn excellerede i klaverspil, udviste stor interesse for at reparere ure og demonstrerede manglende lyst til at gå i skole. Senere tog han revanche, læste matematik og fysik i Israel og bestod eksamen som ingeniør ved Stanford i Californien, inden han gik ind i elitetropperne.
Da jeg møder Ehud Barak ved en konference i Jerusalem i 1994, er han stadig generalstabschef, men han har ambitioner om at gå den samme politiske vej som de berømte militære forgængere MosheDayan, Ariel Sharon og Yitzhak Rabin. Jeg havde mødt Rabin på hans premierministerkontor i efteråret 1993, umiddelbart før han tog sit livs største beslutning og sagde ja til Oslo-aftalerne, og jeg var meget betaget af hans udstråling. Det var i lyset af det, at jeg oplevede Barak og dennes indlæg som en skuffelse. Ingen kunne selvfølgelig på det tidspunkt vide, at Rabin ville blive myrdet så kort tid efter, men man betragtede Barak som en mulig efterfølger ved tidens fylde, fordi han i modsætning til Shimon Peres havde sine militære akkreditiver i orden, hvad der i en israelsk sammenhæng synes at være en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at lede landet. Jeg tror ikke, at mange af de mediefolk fra Europa, som den dag var til stede i Jerusalem, blev overbevist om Baraks format som statsmand.
Siden zionismens fødsel for mere end hundrede år siden har der været to hovedstrategier i forhold til de arabere, der boede i Palæstina. Der var den forhandlende sameksistens’ linie, og der var jernhånden. Den sidste strategi gik, som udtrykt af dens åndelige fader, Ze´ev Jabotinsky, ud på, at det var naivt og dumt at tro, at araberne ville lade sig forhandle bort fra den jord, som de havde beboet gennem århundreder. Derfor var det noget vrøvl, at man altid kunne opnå fred med fredelige midler. Mange gange har man set disse to fundamentalt forskellige strategier veksle i den samme politiker. Det gjaldt også for Rabin, der under den første intifada i 80´erne havde stået for den hårde line - med en ‘bræk knoglerne’-politik, som chokerede hele verden.
Da Ehud Barak i 1997 vælges til leder af Arbejderpartiet i stedet for Shimon Peres, er det fordi, han har den heroiske militære baggrund, og samtidig ses som et godt alternativ til Likudpartiets premierminister, Benyamin Netanyahu, der i den grad har saboteret den fortsatte udvikling af beslutningerne fra Oslo. Samtidig presser USA på. Præsident Bill Clinton vil gerne før sin afgang have skabt en varig fred i Mellemøsten. Det er på den baggrund, at Barak vinder valget i 1999.
Men som en af arkitekterne bag Oslo-aftalen, Ron Pundak, har påpeget, begyndte Barak med at gøre alle de forkerte ting, hvis målet var at skabe et godt klima i forhold til palæstinenserne. Han overholdt ikke aftalen om at overdrage mere jord til Arafats spæde selvstyre, og han tillod, at der forsat blev lavet bosættelser på Vestbredden. Som Pundak formulerer det: “Man fortsatte den nedladende israelske holdning - besætteren over for den besatte - over for palæstinenserne med uformindsket styrke”. Hvad der klart medvirkede til en underminering af Fatahs autoritet og en stigende popularitet hos den langt mere radikale Hamas-bevægelse.
Pundak siger, at Barak havde en skizofren holdning til fredsprocessen. Han forstod, at besættelsen korrumperede Israel, og han forstod det palæstinensiske ønske om en stat. Ja, han sagde på israelsk fjernsyn det utænkelige, at havde han selv været palæstinenser, ville han sikkert have været en frihedskæmper i en af terrorgrupperne. Men samtidig var han følelsesmæssigt også forbundet med den stærke bosætterbevægelse, som han ikke ville gøre op med. Hans taktik under forhandlingerne i Camp David i 1999 var båret af en alt eller intet-holdning, mens han forsømte at skabe tillid hos modparten, Yassir Arafat. Samtidig med at han som påpeget af Pundak nægtede at formulere de principper, der skulle bære frem mod et konkret slutresultat, men tværtimod først til sidst kom med et tilbud, som der ikke kunne forhandles om, og som ikke mindst når det gjaldt Jerusalem og flygtningenes fremtid var uspiseligt for palæstinenserne.
Arafat vurderede, at han ikke kunne overbevise sit folk om, at det var godt nok. Og dermed var en del af grundlaget for den anden intifada skabt. Barak fortsatte med at fortælle alle, at Arafat havde hele skylden og var dermed med til at skabe myten både i Israel og på den internationale scene om, at der ikke var nogen palæstinensisk partner at lave fred med samtidig med, at han skabte grundlaget for Ariels Sharons jernnævepolitik.
Efter et kolossalt valgnederlag til Sharon følger indbringende år i forretningslivet, hvor Barak udnytter sin militære og politiske baggrund. Han tjener rigtig mange penge og vælger at skilte med sin rigdom ved at købe en af de allerdyreste lejligheder på toppen af det luksuriøse Akirov Tower i Tel Aviv. Det synes ikke at være det bedste udgangspunkt for en mand, som vil lede et arbejderparti.
Men da Labours daværende leder, forsvarsminister, Amir Peretz, får en stor del af skylden for fiaskoen ved angrebet på Libanon i 2006, er Ehud Barak parat i kulissen og vælges i sommeren 2007 som partiets formand og indtræder som forsvarsminister i Olmert-regeringen.
Det politiske comeback bliver ingen succes. Højrefløjen kalder ham for svag - bebrejder ham for eksempel, at han går med til en våbenhvile med Hamas - mens fredsfløjen ser ham som en høg. Han bliver ofte betegnet som arrogant og illoyal, og det er meget karakteristisk, at da avisen Haaretz i et interview påstår, at han mangler “følelsernes intelligens”, ved han ikke, hvad udtrykket betyder. Men kampagnestaben overbeviser Barak om, at folk er nødt til at lære ham bedre at kende som menneske, og hele valgkampen op til krigen spiller på ‘en ny Barak’, som optræder i populære tv-shows, og som kan gøre grin med sit eget image som en firkantet knudemand. “Nej, jeg er hverken rar eller trendy,” siger han. Det er ikke det, som der er brug for. “Israel er ikke Holland, Danmark eller Sverige. Vi lever et sted, hvor den svage ikke bliver vist nogen barmhjertighed, og hvor lederen må have erfaring og have vist evne til at træffe kølige beslutninger”.
Samtidig afviser han en forenklet tilgang til Israels situation.
“For dem, som har en hammer i hånden, er alle problemer altid et søm. Men sådan er virkeligheden ikke. Og jeg vil ikke forenkle tingene for at blive populær,” siger han til Haaretz, umiddelbart før krigen går i gang.
Han mener, at man skal udnytte muligheden for en løsning i forhold til Syrien - fordi det vil svække både Hizbollah og Hamas - og så igen forsøge at forhandle med palæstinenserne:
“Den rigtige vej er en middelvej, hvor det på længere sigt går ud på at skabe to stater for to folk, men der er ingen hurtige løsninger, og jeg forudser ikke massive evakueringer af bosættelserne i de kommende år”.
Han siger også, at man skal passe på med at blive gidsler af de ekstreme organisationer i Gaza og reagere med pavlovske reflekser, hver gang de forsøger at udløse en israelsk gengældelse: “Israel er ikke interesseret i krige, men i at udsætte dem længst muligt”.
Men midt i valgkampen kan det være svært at huske sine egne advarsler og efterleve dem.
Få dag efter kom den massive gengældelse og de mange dræbte. Aktion ‘Støbt Bly’ skulle føres “til den bitre ende,” som Barak udtrykte det på tv. Og hans og partiets popularitet skød øjeblikkelig i vejret. Men kommandosoldaten, der blev politiker, ved, at folkets gunst er flygtig, og at det er langt sværere at definere den nuværende aktions succes, end den gang han forklædt som kvinde skulle likvidere en enkelt palæstinenser og bringe sine egne folk levende tilbage.
Den tvivl om Baraks evner som leder og statsmand, jeg følte ved mødet for fjorten år siden, består stadig.