I morgen onsdag den 7. januar er udenrigsminister Per Stig Møller endnu engang kaldt i samråd i Folketingets Europaudvalg om EU’s såkaldte ‘terrorliste’. Listen, som blev etableret i 2002, har til formål at indefryse økonomiske midler tilhørende dem, som EU-landene er enige om at betegne som terrorister. I de forløbne år har det vist sig, at det tilsyneladende ikke er svært at blive placeret på listen, mens det til gengæld stort set er umuligt at komme af.
Det mest groteske eksempel er den iranske modstandsorganisation, PMOI, som i sin tid blev placeret på terrorlisten på initiativ fra Storbritannien. Imidlertid har flere domstolsafgørelser tvunget den engelske regering til at fjerne PMOI fra sin nationale terrorliste. Disse domstole har haft fuld adgang til alle - også hemmelige - dokumenter og kunne på den baggrund slå fast, at der ikke var fugls føde på anklagen om, at PMOI i dag skulle være en terrororganisation. Ja, faktisk gik en af kendelserne så langt, at den kaldte regeringens terrorstempling af PMOI for ‘pervers’.
Men også EU’s placering af PMOI på sin terrorliste er blevet juridisk underkendt. Ikke mindre end fire gange har EU-domstolen behandlet sagen - og hver gang er afgørelsen faldet ud til bagdel for EU. Dommene er rystende læsning. De vidner om, i hvor høj grad EU’s såkaldte terrorbekæmpelse har udviklet sig til et juridisk galehus, hvor manipulation og magtmisbrug har erstattet beviser og helt grundlæggende retsgarantier.
Mest tydeligt fremgår det af afgørelsen fra den 4. december 2008, hvor EU-lederne direkte pålægges af fjerne PMOI fra terrorlisten og i øvrigt dække alle organisationens omkostninger i forbindelse med retssagerne.
På den baggrund skulle man tro, at PMOI naturligvis vil blive taget af listen og at EU-lederne vil følge EU-domstolens klare afgørelse. Men der kan man godt tro om. Netop i disse dage planlægges det endnu engang at blæse højt og flot på domstolens afgørelse og gentage terrorstemplingen af PMOI på et ministermøde i midten af januar.
Og den danske regering? Ja, indtil videre har den deltaget aktivt i dette angreb på retssikkerheden i EU. Per Stig Møller har enten ikke modet eller viljen til at sætte sig op imod England og Frankrig, når disse lande ønsker at hyppe deres energiinteresser i Iran ved at terrorstemple en af mullah-diktaturets modstandere.
Hidtil har Europaudvalget undladt at sætte en stopper for regeringen. Begrundelsen har været den lidt sofistikerede, at udvalget ikke ønskede at blive ‘sagsbehandler’ i forhold til terrorlisten. Men sagen handler ikke længere om, hvorvidt PMOI skal stå på terrorlisten eller ej. Og den handler slet ikke om, hvorvidt man er enig med PMOI (hvilket jeg ikke er). Den handler ganske enkelt om, hvorvidt EU’s regeringer skal overholde nogle helt fundamentale spilleregler i et demokrati. Og her bør Folketingets Europaudvalg træde i karakter og sætte regeringen på plads.
Lad os håbe, at det sker i morgen.
Søren Søndergaard er medlem af EU-Parlamentet, for Folkebevægelsen (liste N)