Så har Israel endnu engang åbnet helvedes porte for palæstinenserne. 40 civile flygtninge er blevet dræbt i en FN-skole. Tre yderligere i en anden skole. Ikke nogen ringe præstation for én enkelt aftens arbejde i Gaza af en hær, som tror på ‘våbnenes renhed’. Men hvorfor skulle det overraske os?
Har vi glemt, at 17.500 - næsten alle civile, de fleste af dem børn og kvinder - blev dræbt under Israels invasion af Libanon i 1982? Har vi glemt de 1.700 dræbte civile palæstinensere i massakrerne i Sabra og Chatila? Har vi glemt Qana-massakren på en FN-base i 1996 på 106 civile libanesiske flygtninge - over halvdelen af dem børn? Har vi glemt massakren på flygtningene fra Marwahin, som blev beordret til at forlade deres hjem af israelerne i 2006 og derpå mejet ned af en kamphelikopterbesætning, eller de 1.200 dræbte ved invasionen og bombardementerne af Libanon i 2006, hvoraf også langt …
@Fortsættes:Fortsættes side 8
Fortsat fra forsiden
… hovedparten var civile?
Nej, det forbløffende er, at så mange vestlige ledere, så mange præsidenter og premierministre, og - frygter jeg - så mange redaktører og journalister vil købe den gamle løgn: At Israel anstrenger sig til det yderste for at undgå civile tab.
“Israel gør alt, hvad der menneskeligt muligt, for at undgå civile tab,” sagde endnu en israelsk ambassadør blot få timer før den seneste Gaza-massakre. Og enhver præsident og premierminister, som har viderekolporteret dette løgnagtige udsagn som undskyldning for ikke at kræve våbenhvile har blod på hænderne fra tirsdag aftens nedslagtninger. Havde George Bush haft modet til at kræve en øjeblikkelig våbenhvile to døgn tidligere, ville disse 40 civile, de gamle, kvinderne, og børnene, være i live i dag.
Hvad der skete, er ikke blot forargeligt. Det er uhyrligt. Vil det være at gå for vidt at tale om en krigsforbrydelse? For det er, hvad vi kalde denne grusomhed, hvis den var blevet begået af Hamas. Så jo, en krigsforbrydelse var det, er jeg bange for. Efter at have dækket så mange massemord begået af mellemøstlige hære - af syriske tropper, irakiske tropper, iranske tropper, israelske tropper - formoder jeg, at min reaktion burde være kynisme. Men Israel hævder jo, at det udkæmper vores krig imod ‘international terror’. Israelerne hævder, at det i Gaza kæmper for os, for vore vestlige idealer, for vores sikkerhed, for vores tryghed, for vores værdinormer. Og dermed bliver vi også til medskyldige i det barbari, som nu er sluppet løs i Gaza.
Jeg har rapporteret de undskyldninger, som den israelske hær tidligere har fremført for lignende grusomheder i fortiden. Da de meget vel kan få en reprise i de kommende dage, vil jeg rekapitulere nogle af dem her: Det var palæstinenserne selv, der dræbte deres egne flygtninge. Det var palæstinenserne, som gravede lig op fra gravpladser og plantede dem i ruinerne. Og i sidste ende er det palæstinensernes egen fejl, fordi de har støttet en voldelig bevægelse, eller fordi de bevæbnede palæstinensere med forsæt har brugt uskyldige flygtninge som dække.
Massakrerne i Sabra og Chatila blev begået af Israels højreorienterede libanesisk falangist-allierede, mens Israels tropper - som afsløret af Israels egen undersøgelseskommission - så passivt til i 48 timer uden at skride ind. Da Israel fik skylden, beskyldte Menachem Begins regering verden for ‘blodoffer’-bagvaskelse af det jødiske folk. Da Israels artilleri beskød FN-basen i Qana i 1996, påstod israelerne, at Hizbollah-snigskytterne havde søgt tilflugt på basen. Det var løgn. De næsten 1.200 dræbte i Libanon-krigen, der blev indledt i 2006, da Hizbollah bortførte to israelske soldater ved grænsen, blev simpelt hen afvist som Hizbollahs ansvar. Israel hævdede, at de lig, som blev fundet efter den anden Qana-massakre, kunne være taget fra en gravplads. Marwahin-massakren undskyldte Israel aldrig. Landsbyens beboere blev beordret til at flygte, adlød de israelske ordre og blev derpå angrebet af en israelsk kamphelikopter. Flygtningene tog deres børn med og anbragte dem i ladene af deres lastbiler, så de israelske piloter kunne se, at de var uskyldige. Den israelske helikopter fløj så ind i lav højde og mejede dem ned. Kun to overlevede ved at spille døde. Israel sagde ikke engang undskyld.
12 år tidligere angreb en anden israelsk helikopter en ambulance, der kørte med civile fra en nabolandsby - igen efter at de havde fået ordre til at forlade Israel - og dræbte tre børn og to kvinder. Israel påstod, at en Hizbollah-partisan gemte sig i ambulancen. Det var usandt. Jeg har dækket alle disse modbydeligheder, jeg har undersøgt dem alle, og jeg har talt med de overlevende. Det samme har en række af mine kolleger. Den reaktion, vi blev mødt med, var selvfølgelig den mest afskyelige bagvaskelse: Vi blev alle beskyldt for at være antisemitter.
Jeg skriver det følgende uden den mindste tvivl i mit sind: Vi vil komme til at høre alle disse eksempler på skandaløst opspind igen. Vi vil få serveret ‘det hele er Hamas skyld’-løgnen, og guderne skal vide, at der er nok at beskylde Hamas for i forvejen uden at tilføje denne forbrydelse. Og vi vil få tilbudt ‘ligene-fra-gravplads’-løgnen, vi har allerede fået ‘Hamas-var-i-FN-skolen’-løgnen, og helt sikkert vil vi få antisemitisme-løgnen. Og vore ledere vil puste sig op og minde om, at det var Hamas, der brød våbenhvilen. Det passer bare ikke. Israel brød den. Første gang den 4. november, da dets bombardement dræbte seks palæstinensere og igen den 17. november, da et andet bombardement dræbte yderligere fire palæstinensere.
Jovist, israelerne har et legitimt krav på sikkerhed. 20 dræbte israelere på ti år ud for Gaza er bestemt et grumt tal. Men 600 dræbte palæstinensere på lidt over en uge og tusindvis af dræbte palæstinensere siden 1948, da den israelske massakre ved Deir Yassin bidrog til at fremskynde palæstinensernes flugt fra den del af Palæstina, der skulle blive til Israel - er tal i en helt anden skala. Dette minder ikke om ‘normale’ mellemøstlige blodsudgydelser, men om en grusomhed af en målestok som i Balkankrigene i 1990’erne. Og når en eller anden araber hidser sig op til uhæmmet vrede og lader sit flammende, blinde raseri gå ud over Vesten, vil vi sige, at det har intet med os at gøre. Hvorfor hader de os, vil vi spørge?
Men kom ikke og sig, at vi så ikke vil kende svaret.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen