Hvem har ikke en drøm eller to i skuffen? Men Silvio Berlusconi er en drømmer i særklasse:
“Ingen er en større drømmer end mig, men jeg er en realistisk drømmer. Andre har drømme, som forbliver drømme, mens jeg forsøger at gøre mine drømme til virkelighed,” har Italiens ministerpræsident forklaret.
I 1977 realiserede Berlusconi sin drøm om at tjene penge på kommercielt tv, da han hyrede Italiens svar på Otto Leisner, Mike Buongiorno, til quiz-programmet Sogni nel Cassetto (Drømme i skuffen, red.). Senere fik han bl.a. tre landsdækkende tv-kanaler, blev landets rigeste mand, stiftede sit eget parti, og i 1994 blev han for første gang ministerpræsident. Men Berlusconi har flere drømme i skuffen:
I en tale inden jul bebudede ministerpræsidenten, at regeringen i 2009 vil gennemføre en reform af det italienske retsvæsen, som bl.a. skal indskrænke anklagemyndighedens autonomi. Den drøm oplever intellektuelle og retslærde i Italien som et mareridt:
“Det er retsgarantierne, borgerrettighederne og princippet om lighed for loven, som er på spil. For hvis retsvæsenet styres af politikerne, bliver retshandlingen til et våben i politiske kampe. På mig virker det utroligt, at man fortsætter ad en så farlig vej, og at ingen råber op om faren,” udtalte forfatningsdomstolens tidligere præsident, Gustavo Zagrebelsky.
Da Berlusconi i januar 1994 valgte ‘at gå på banen’, skulle han angiveligt have sagt:
“Jeg er tvunget til at gå ind i politik, ellers sætter de mig i fængsel.”
I november samme år fik han under en FN-konference i Napoli om organiseret kriminalitet besked om, at retten i Milano ville tale med ham i forbindelse med en bestikkelsessag, og blev efter blot syv måneder som ministerpræsident tvunget til at gå af. Da Berlusconi tiltrådte som ministerpræsident for tredje gang efter valget i april 2008, var han tiltalt i flere verserende retssager. Men han reddede sig med et lovdekret, der giver ham juridisk immunitet, så længe mandatet varer. Og efter den overbevisende valgsejr kan han nu for alvor stække de offentlige anklagere, som han altid har betragtet som politiske modstandere.
Den bebudede reform vil bl.a. medføre, at justitsministeren kan bestemme, hvilke typer af forbrydelser anklagemyndigheden bør prioritere. Det kræver ganske vist ændringer af forfatningen, som forudsætter et kvalificeret flertal i parlamentet.
Men mange iagttagere frygter, at en række korruptionssager, der vedrører parlamentsmedlemmer og lokalpolitikere fra det store oppositionsparti Partito Democratico, vil få oppositionspolitikerne til at slutte geled og støtte Berlusconis planer:
“Det er i modstrid med princippet om magtens tredeling, når forfatningen bliver til et magtinstrument. Det er det, der er ved at ske. Vi har allerede et parlament, som er magtesløst over for en regering, der gennemtvinger sine valg med tillidsafstemninger. Nu er turen kommet til retsvæsenet,” kommenterer Gustavo Zagrebelsky.
Italienerne taler meget i telefon, og derfor er aflytninger og sofistikerede analyser af telefontrafikken vigtige hjælpemidler, når det handler om at sende mafiabosser bag tremmer, arrestere formodede terrorister og afsløre politisk korruption. Regeringen vil nu begrænse brugen af telefonaflytninger til efterforskningen af forbrydelser med en straframme på over 10 år. Den nationale mafiabekæmpelsesleder, Piero Grasso, har advaret parlamentet om, at det ville udgøre en stor forhindring i kampen mod mafiaen.
I 2007 foretog undersøgelsesdommerne næsten 80.000 telefonaflytninger, hvilket kostede den italienske stat 224 millioner euro. Regeringen siger, at omkostningerne er for høje (men nævner ikke indtægterne i forbindelse med konfiskationer fra de forskellige mafiaorganisationer), at metoden er for invaderende, og at det er uacceptabelt, at udskrifter af aflytningerne havner i aviserne.
Berlusconi har selv været offer for offentliggjorte aflytninger, der afslører hans store interesse for unge skue-spillerinder og forsøg på at korrumpere politiske modstandere:
“Alt, som vedrører politik og etik i en retsstat, er ham fremmed,” skriver litteraten Alberto Asor Rosa i en artikel i den lukningstruede venstrefløjsavis il manifesto, hvor han argumenterer for, at Berlusconis regime på sin vis er værre, end Mussolinis var:
“Niveauet af korruption under berlusconismen finder ikke sin lige i den fascistiske forvaltning af institutionerne og magten,” mener Asor Rosa.
Inden jul annoncerede Berlusconi også sin intention om at indføre direkte valg til præsidentembedet og gøre Italien til en præsidentiel republik.
Hvis det lykkedes, forventes han selv at stille op, når der i 2013 skal findes en afløser for den nuværende præsident, Giorgio Napolitano. Lega Nord, det norditalienske føderalistparti, vil tage sig godt betalt for at realisere Berlusconis drømme. Partiet kræver bl.a. at skatteopkrævningen bliver et regionalt anliggende.
Men ministerpræsidenten er jo en realistisk drømmer og vil derfor godt sælge lidt ud af den nationale enhed for at få opfyldt sine drømme. Forslaget om et føderalt skattesystem er således på dagsordenen ved det første ministerrådsmøde i det nye år:
“Berlusconis tredje regeringsperiode repræsenterer det hidtil laveste punkt i Italiens historie siden den nationale samling (i 1870. red.),” skriver Alberto Asor Rosa og tilføjer:
“På grund af private interessers dominans i forhold til fællesskabets interesser har borgernes forhold til institutionerne aldrig været værre. Intet diktatur i Europa i 1900-tallet (ikke engang den italienske fascisme) gjorde lederens private interesser til omdrejningspunktet for lovgivningsarbejdet og sågar for retshåndhævelsen.”