Kort før jul viste en meningsmåling i Ugebrevet A4, at andelen af vælgerne, der mener, at ulandsbistanden skal beskæres, er fordoblet på tre år og at hele 61 procent af danskerne i alderen 18-70 år har “ringe eller slet ingen tillid til, at statslig bistand medvirker til at hjælpe de fattigste”. Samme måling viste, at udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) rangerer næstlavest i popularitet.
Ulla Tørnæs svarede - hvad rigtigt er - at danske medier tilbyder begrænset taletid til udviklingsministre. Hun sagde også, at Danida, der administrerer den statslige støtte til fattige lande, alt for længe har fokuseret udelukkende på statslig bistand.
Set fra sidelinjen virker diskussionen dog en kende altmodisch.
Selvfølgelig er der danske bistandskroner, der går op i hat og briller - men det er næppe midler i en størrelse, som på nogen måder tåler sammenligning med de pengebeløb, der forsvinder som dug for solen i erhvervslivet, det offentlige sygehusvæsen eller sportens verden.
Selvfølgelig er det et problem, at en regering - som er ved at hæve ulandsbistanden og snart barsler med en række forslag til nye veje for Afrika - tilsyneladende taler for mange døve øren blandt vælgerne.
Selvfølgelig kan alverdens fattigdom ikke løses med statsstøttede projekter alene. Hvis der nogensinde var nogen, som troede det, er det forhåbentlig længe siden. Vi ved, at det private erhvervsliv i rige såvel som fattige lande spiller en kolossal rolle, når vi vil bekæmpe fattigdom.
Sagt med andre ord: Der er succeser nok betalt med danske bistandskroner til at retfærdiggøre at give 0,82 procent af bruttonationalproduktet - eller mere - på at bekæmpe fattigdom. Når blot vi utrætteligt forfølger målet, at være dygtigere i morgen, end vi var i dag.
En af succeserne skal vi såmænd kun få dage tilbage i tid for at finde.
Mandag den 29. december kunne 81 mio. mennesker i Bangladesh for første gang i årevis gå til valg. I samarbejde med FN’s udviklingsprogram, UNDP, har Danmark gødet jorden for en ny og mere demokratisk udvikling i Bangladesh. Inden valget blev alle vælgere registreret med foto og id-kort for at hindre snyd og bedrag. Det kolossale arbejde støttede Danmark med godt fem millioner kroner. En krone pr. dansker.
Valget blev gennemført med en stemmeprocent på 87. Det foregik usædvanligt roligt. Der blev fundet en klar vinder. Et nyt demokrati er på sporet. Tillykke til Bangladesh - og til Danmark.
Demokratisk regeringsførelse og ansvarlige samfundsinstitutioner øger menneskers mulighed for at træffe valg, som kan forbedre deres liv. Et stærkt civilsamfund, uafhængige domstole, frie medier og valgte nationalforsamlinger er livsnerven i et demokrati.
FN’s udviklingsprogram, UNDP, ser demokratisk styreform som et mål i sig selv, men også som det vigtigste middel til at bekæmpe fattigdom.
Vi bruger næsten halvdelen af organisationens ressourcer på at hjælpe lande i overgangen til demokrati. UNDP arbejder i 166 lande og er dermed den største organisation i verden, som udbreder demokratisk styreform. UNDP samarbejder med hver tredje nationalforsamling i udviklingslandene og hjælper med organisering af valg verden over - i gennemsnit et valg hver anden uge.
Danmark er blandt de største bidragydere i verden, når det kommer til at støtte UNDP’s arbejde. Det kan alle skatteydere - som mener, at demokrati er en gave, der er værd at dele med andre - være stolte af.
Demokrati er også den perfekte arbejdsplads for virksomheder, som vil tjene penge. 73 procent af DI’s (Dansk Industri) medlemmer siger, at partnerskaber med for eksempel FN vil blive meget vigtigere for deres virksomhed de næste tre år, når de søger til Asien og Afrika efter vækstrater og markeder langt større end under hjemlige kriseplagede himmelstrøg.
I FN-regi hedder partnerskabet Global Compact. Global Compact er 10 enkle regler for, hvordan virksomheder skal drive forretning i fattige udviklingslande: For eksempel sige nej til korruption, sige nej til børnearbejde og sige ja til at værne om miljøet og klimaet.
FN har gang på gang dokumenteret sort på hvidt, at en af de mest effektive måder at hjælpe fattige på, er ved at handle med dem - hvis det vel at mærke sker på anstændig vis. Og interessen i dansk erhvervsliv er overvældende. Alene i fjor oplevede FN-kontoret i København en fordobling af medlemstallet.
Så lad os komme i gang Ulla Tørnæs og Danida. Med et FN der baner vejen for en bedre udvikling i verdens fattigste lande. Og med penge fra rige lande og private virksomheder til at give det afgørende løft.
Så kan Sristi Barua og mange andre med hende ikke alene glæde sig over at have stemt for første gang. Hun har også grund til at tro på, at livet i Bangladesh snart ændrer sig til det bedre.
Med en gavmild håndsrækning fra danske skatteydere.
Jakob Simonsen er direktør for FN’s udviklingsprogram, UNDP, i Norden