Det lignede ellers en kliche. I nøgleromanen Primary colors om Bill Clintons præsidentvalgkamp i 1992 er en af de bærende figurer Libby Holden, en ilter rådgiver, hvis tilsyneladende politiske kynisme dækker over skuffet idealisme. Efter at have forsøgt sig med en række politiske kandidater, som alle skuffede, ser hun i Bill og Hillary Clinton den ægte vare, et progressivt politisk par som kunne forny det politiske løfte. Men da også Clinton i løbet af valgkampen forfalder til mudderkastning, skuffes hun endegyldigt og begår selvmord. Holden, der er formet over to af Bill Clintons rådgivere, Betsey Wright og Vince Foster, krystalliserer i romanen den uundgåelige konfrontation i politik mellem realisme og idealisme.
Men billedet af den garvede politiske rådgiver, der liver op ved troen på den sande kandidat, er mere reel end som så. I hvert fald viser det sig i Vejen til Washington - den første samlede fortælling om den amerikanske valgkamp i 2008 - at både Barrack Obama og John McCain bæres frem af idealistisk romantikere.
Det var således Gregory Craig fik det med Obama. Craig havde været en del af den politiske elite i hele sit liv - blandt andet som rådgivet for Edward Kennedy og som en ledende strateg i Clinton-regeringen. Da han i 2003 hører lokalpolitikeren Barack Obama tale, udfordrer det hans realisme.
“Han var så åbenlyst imponeret,” står der i Vejen til Washington,” at den garvede grå eminence i Washington, Vernon Jordan, som han var gæst hos samme aften, drillede ham med at sige: ‘Craig er blevet forelsket’”.
I 2005 overværer Craig endnu en af Obamas oratoriske præstationer og efterfølgende opsøger han ham og spørger: “Hvad laver du i 2008? “. No-drama Obama smilte med sin vanlige coolness og svarede: “Ah, så god var den heller ikke.”
I gennem hele kampagnen opstår der en bemærkelsesværdig dynamik mellem rådgivernes (og Oprah Winfreys) ønske om at have fundet “den udvalgte” og Obamas forsøg på at udfylde den rolle, han dermed var blevet givet.
Et lignende forhold var der mellem McCain og hans næreste rådgiver, Mark Salter. Udover at skriver hans taler, var det Salters opgave at rede McCains hår - præsidentkandidatens krigshærgede arme nåede ikke højt nok til at håndtere frisuren. De to havde et nært forhold, og Salter havde været medforfatter til McCains selvbiografier, herunder Mine fædres verden. Han havde således formuleret en idealforestilling om McCain - en forestilling som Salter nu dyrkede og McCain forsøgt at udfylde.
Efter otte år med Bush og før det årene med Clintons rigsretssag var der i 2008 et voldsomt behov for igen at kunne tro på den politiske idealisme. En babyboomer som Craig havde ventet i årtier på en figur som Obama, ligesom Salter og flere med ham havde et ualmindeligt stort behov for at ryste kynismen af sig. Men det er netop i den optik, Obama fremstår så sært urørlig i det umiddelbare perspektiv, bogen er blevet i. Modsat McCain kan han bære de mange håbefulde projektioner. Da Obama vælger at overhøre sine nærmeste rådgivere og holder sin berømmelige tale om race-spørgsmålet i Philadelphia, er det på sin vis det løfte, han indfrier. Hans rådgivere mente at det ville være en strategisk fejl at adressere race-spørgsmålet, men Obama vælger at stole på sin intuition og skriver selv talen. Det er ikke blot den amerikanske befolkning, som talen overrasker og overvælder, men i er lige så høj grad sine egne folk:
“Da han gik om bag scenen, kunne han konstatere, at alle græd - hans kone, hans venner og hans forhærdede kampagnemedarbejdere. Kun Obama selv forekom cool og afslappet.”
Vejen til Washington er historieskrivning af den hurtigste slags: Allerede dagen efter at Barack Obama havde vundet det amerikanske præsidentvalg udkom Newsweek i en særudgave. En række journalister fra ugemagasinet havde fået priviligeret adgang til præsidentkandidaterne ved at love ikke at trykke en linje før valget var afgjort, og det er den fortælling, der nu er blevet oversat og udgivet af Gyldendal. Selvom det meste af historien er velkendt og velbeskrevet i medierne gennem de seneste år, er det voldsomt interessant at se valgkampen beskrevet på allernærmeste hånd - gennem de mange rådgivere, der ikke kunne lade være med at tale over sig og de mange anonyme kilder fra kampagnerne. Det er så underholdende læsning, som næsten kun de store amerikanske nyhedsmagasiner kan gøre den journalistiske fortælling.
Men prisen for hastværket er perspektivet, som bliver nærmest identisk med valgkampens resultat: I bogens fortælling er det som om ingen andre end Obama for alvor havde chancen for at vinde. Hillary var en dygtigere senator end Obama, konstatereres det, men utilstrækkelig som chef og derfor ude af stand til at drive en stor kampagne til endemålet. McCain var både i splid med sig selv, sin kone og sit parti og som sådan uden chance for at føre piratskibet, som han kaldte sin kampagne, i havn. Det er derfor ikke så meget en fortælling om en valgkamp, så meget som det er en fortælling om hvordan den udvalgte kom i mål.
Evan Thomas og Newsweek: Vejen til Washington, Den amerikanske valgkamp bag kulisserne. Oversat af Erik Barfoed m.fl. 232 sider, 199 kr. Udkommer i dag.