Sandheden skal man høre fra børn og fulde mennesker, siger et slidstærkt ordsprog, som igen har fundet sin berettigelse. Det engelsksprogede bogmarked tiljubler for tiden en niårig amerikansk dreng ved navn Alec Greven, som det nye dating-orakel. Grevens selvhjælpsbog, How to Talk to Girls, har ifølge The Guardian ligget på New York Times bestsellerliste i fem uger, og i december indgik Greven en sekscifret filmaftale med Fox Movie.
How to Talk to Girls startede som en pamflet, som Alec Greven solgte på sin skole i Colorado for tre dollar, for at samle penge til vedligeholdelse af skolens idrætsfaciliteter. Da en kopi af pamfletten fandt vej til komikkeren Ellen DeGeneres, kom Greven i fjensynet og herefter var lykken gjort.
Til gengæld for sin succes lover Greven sikre svar på hjertets spørgsmål.
Han har ført statistik over, hvad man kan forvente af henholdvis smukke og almindeligt udseende piger, når det kommer til parforholds stabilitet: “98 procent af de smukke piger ‘dumper’ deres fyre, mens kun 73 procent af de almindeligt udseende tør gøre det samme,” konstaterer han i bogen.
De smukke piger er i øvrigt: “Dem med de store øreringe, fancy kjoler og alle smykkerne.” Smukke piger er lige som de biler, der ikke kører langt på literen. De koster dyrt, og man må oppe sig, forstår man på Greven: “Frisér dit hår og skær ned på sukkeret,” råder han.
På spørgsmålet om, hvordan han blev dating-ekspert i så ung en alder, svarer Greven, at der ligger empiriske studier bag hans ekspertise: “Hver gang jeg ser en dreng, der prøver at komme i kontakt med en pige, han kan lide, stiller jeg mig i nærheden og lytter. Hvis jeg observerer det samme problem to gange, skriver jeg det ind i min bog. Det samme gælder, hvis noget har vist sig at virke flere gange. Jeg har foretaget min research på legepladsen på Soaring Hawk Elementary School.”
Historien melder intet om, hvor mange piger Greven selv har fået med i sandkassen. /amm