Hun er den nye stemme i Danmark, når det drejer sig om religion. Iben Thranholm er DR’s nye vært på P1’s ugentlige Religionsrapport, som har afløst det tidligere Folk og Kirke. Religionsrapport er et ikke-missionerende program, hvor aktuelle emner tages op og bliver diskuteret af både troende og ikke-troende. Thranholm har før gjort sig bemærket i bl.a. TV2’s adventsserie Julekrybben og Smagsdommerne på DR2. Hun regnes af mange for at være en ganske kontroversiel figur i det danske medielandskab, og hun aldrig har været bange for at give sit besyv med i debatter om religiøse og politiske konflikter.
Iben Thranholm lægger ikke skjul på, at hun selv tror på Gud, men det er langt fra meningen, at programmet skal virke indoktrinerende. Tværtimod skal det appellere til folks nysgerrighed, men mest af alt skal det få folk til at forstå, hvor vigtig og stor en rolle religion spiller i verden. Noget, som vi i Danmark er meget blinde overfor, ifølge Thranholm selv:
“I Danmark har mange et meget negativt billede af religion. Medierne elsker at udpege religiøse som fundamentalister, bare fordi de tager deres tro alvorligt. Danskernes forhold til religion er generelt præget af fordomme om fundamentalisme og mørkemænd og ikke af viden. Men lige meget om folk tror på Gud eller ej, så skal de forstå, at religion er en ek-strem drivkraft i verden, og at religion i øjeblikket også sætter en politisk agenda.”
Hendes ønske er at ruste danskerne, så de rent faktisk forstår, hvad der er på spil i verden. Hun peger på, at vi i det sekulære Vesten har en meget ringe forståelse af, hvilken rolle religion egentlig spiller, og at vi derfor er ude af stand til forstå internationale konflikter, der som aldrig før har en voldsom religiøs dimension. Striden i Mellemøsten er ifølge Iben Thranholm ikke blot en territorial konflikt, men også en religiøs. På samme måde tegnes linjerne skarpt op over hele verden.
- Er der tale om en kommende religionskrig?
“Nej, det ord vil jeg ikke bruge. Jeg vil snarere tale om en åndskamp,” siger hun.
Og den åndskamp er vi i Danmark langt fra forberedte på. Så længe man ikke forsøger at forstå vilkårene for at være troende, siger man faktisk nej til at kommunikere med størstedelen af verdens befolkning, mener hun:
“Se nu for eksempel på Asien. Nye økonomier i Kina er i ekstrem vækst, og landet står faktisk over for en ny rolle som stormagt. I Asien har religionen en betydelig rolle i det offentlige rum, og hvad kommer det til at betyde for os, at de har en spirituel opfattelse af verden? Sådan nogle ting kan vi ikke ignorere.”
Det er ikke kun i forbindelse med internationale konflikter, at Iben Thranholm oplever, hvordan religionen spiller en stor rolle. Den enkelte dansker er, trods pessimismen omkring religion, blevet mere søgende efter noget større og mere meningsfuldt:
“85 procent af danskerne er faktisk medlemmer af folkekirken. Det vil sige, at rigtig mange mennesker ikke har valgt det åndelige fra. Mange er uafklarede, men søger alligevel efter noget. Jeg ser, at mange er optaget af hverdagsspiritualitet, for eksempel med spørgsmål som: ‘Hvordan bliver jeg troende, og hvordan bliver Gud mere nærværende i mit liv?’ Det er helt tydeligt, at folk søger efter noget mere.”
- Mere end de gjorde for 20 år siden?
“Ja, langt mere. Religionen har jo næsten været ude af billedet i Danmark. Det var ikke noget, man snakkede om i skolerne i 1980’erne eller 1970’erne. Skolerne har virkelig sorteret det åndelige fra. Men nu er religionen vendt tilbage.”
Iben Thranholm har mere end én gang langet kraftigt ud efter måden, hvorpå velfærdstaten og humanismen ikke anderkender det religiøse. Tre år efter Muhammed-tegningerne mener hun stadig, at konflikten afslørede en grundliggende uvidenhed hos danskerne:
“Den krise var jo et strålende eksempel på, at danskerne ikke har blik for, hvor vigtig religion er for den enkelte. De kunne simpelthen ikke forstå, at man kan blive krænket i sin hellighedsfølelse. Da kunne man virkelig se, hvordan det sekulære og det religiøse kolliderede. Det er fordi, at der ikke er noget, som er helligt i Danmark. Jo, måske ytringsfriheden, som så blev brugt til at angribe det hellige med. Nu mener jeg selvfølgelig, at man skal have ytringsfrihed, men det er problematisk, hvis ytringsfriheden skal bruges som et våben til at angribe det hellige.”
- Du har talt om, at ytringsfriheden kan være lige så absolutistisk som censur?
“Ja. Det er problematisk, når ord som demokrati og ytringsfrihed bliver absolutte i sig selv. Det er jo bare begreber eller omgangsformer, som man kan putte alle mulige værdier i. Dét øjeblik du laver en absolut, der er bygget på andet end Gud, så bliver det ofte de mest magtfulde grupper i samfundet, der definerer, hvem der er noget værd,” siger hun og fortsætter.
“Det har man garderet sig mod i USA, hvor der netop står i forfatningen, at menneskeværdet kommer fra skaberen og ikke fra staten eller den siddende regering. Og i et demokrati bør retten til ubetinget liv aldrig krænkes. Den mest basale menneskerettighed må da være retten til liv i alle former og afskygninger. Også når det er svagt og sårbart. Men det er ikke længere nødvendigvis en selvfølge i de vestlige demokratier med den fremherskende fosterdiagnostik, abort og eutanasi.”
- Men når den amerikanske regering mener, at de i Guds navn skal sprede demokrati i verden, gør de sig så ikke netop til en absolut størrelse, der legitimerer sig med Gud?
“Når vi snakker religion og krig, så er det jo ikke religion i sig selv, der nødvendigvis er noget galt med. Det er menneskets natur, det er galt med. Mennesket er et moralsk væsen, der har en såret natur, som bevirker, at det har en tendens til at vælge det destruktive. Religionen vil drive mennesket ud af sin destruktivitet. Men det menneskelige sind er kompliceret, og faren for misbrug ligger altid faretruende nær,” siger Iben Thranholm.
“Det er svært at sige noget lige netop om Irak-krigen, fordi der florerer så mange historier om, at motiverne for den krig i virkeligheden var ret flossede. Hvorvidt den var baseret på Bushs religiøse tro, er vanskeligt at sige. Det ved jo kun han. Jeg mener under alle omstændigheder, at det var meget uklogt af ham at skilte med det. En tommelfingerregel i kristendommen er, at man altid skal se på frugterne af en gerning. Et tegn på, at Gud er med i foretagendet, er fred. Så må enhver jo selv dømme.”
Religion og sekularisering betinger hinanden, mener Iben Thranholm. I takt med at religionen har fået en mere væsentlig rolle, er der derfor fremvokset en mere aggressiv ateisme:
“Humanismen har en tendens til at nedprioritere det åndelige, og med ‘det åndelige’ mener jeg det, som har med Gud at gøre. I stedet for forklares tilværelsen ud fra et rent biologisk perspektiv. Eksempelvis forklares depressioner ofte med, at man har en forkert kemi i hjernen. Det kan man så få en pille for. Men det kunne også være organismens måde at fortælle på, at man ikke behandler sig selv ordentligt åndeligt. At ens åndelige muskler er alt for slappe. Depression er ofte et tegn på fravær af åndelighed og relation til Gud. Mennesket er først og fremmest et åndeligt væsen. Vi er ikke biologiske væsener, der har en åndelig erfaring, men åndelige væsener, der har en jordisk biologisk erfaring. Ofte kan en krise jo også være en måde at opleve religionen som en ressource. Man kan gennemgå en åndelig fornyelse og blive en person med masser af energi,” påpeger Iben Thranholm.
- Tror du, at religion kan kurere alt?
“Jeg har i hvert fald set og oplevet, at mange mennesker har fået helt nye og langt bedre liv gennem religionen. Men få tror på det. I Danmark fokuserer man som sagt ofte på det negative ved religionen, men det handler nok om mangel på erfaring på det felt. Man skulle i stedet begynde at fokusere på nogle af de positive effekter ved religion. Ikke bare på det indre plan, men også på det ydre, som for eksempel nødhjælpsarbejde i den tredje verden,” siger hun og uddyber:
“En hvilken som helst ngo-organisation vil vide, at religiøse og kirkelige organisationer gør et kæmpestort arbejde, og at regeringerne ikke vil kunne løfte så store opgaver uden deres hjælp. Til nytår spurgte jeg en medvirkende i mit program om, hvem der var hans religiøse helt i år 2008? Han svarede, at det er alle de mennesker, som gør en masse anonymt og uselvisk arbejde for andre. Det er jeg enig i. Alle dem som giver deres liv til at tjene andre mennesker uden for rampelyset.”
- Hvorfor tror du, at religiøse organisationer får så meget stablet på benene?
“De er drevet af en mening, som er større end dem selv. De ser Guds ansigt i de nødlidende, og Ham vil de gerne hjælpe. Jesus siger jo, at ‘det, som I har gjort imod en af disse mindste små, har I gjort imod mig.’ Det handler ikke om karriere, men om kærlighed, og måske en erkendelse af, at man bliver mere lykkelige ved at give sig selv til andre end ved at kræve at få noget. Dén slags historier om religion hører man ikke nær så ofte herhjemme, som når religion skaber konflikt. Det er mest negative og fordomsfulde historier om religiøse, der kommer frem.”
Trods de fordomme, som danske kristne møder, mener Iben Thranholm alligevel ikke, at den fremherskende sekularisme er den farligste fjende. Tværtimod kommer faren fra egne rækker:
“De kristne undertrykker sig selv, og de er ofte blufærdige over for deres eget religiøse sprog. Muslimerne har for eksempel intet imod at stille sig op og være stolte af deres tro. Kristne tør ikke rigtigt snakke frit fra leveren. Når man ser, at religiøse minoriteter faktisk er i stand til at sætte dagsorden i den religiøse debat, skyldes det, at de kristnes tavshed og fravær efterlader et tomt rum. Det er ærgerligt - også i forbindelse med den debat, vi oplever omkring integrationen.
“Jeg tror på, at mange integrationsproblematikker ville være mindre problematiske, hvis flere danskere havde været mere rodfæstet i deres egen kristne tradition. Muslimers synlige religiøsitet ville heller ikke have virket så faretruende. På den måde kunne kristne let være brobyggere i integrationen, men så længe religion bare er noget, som der bliver lukket ned for, kommer vi ingen vegne,” siger hun.
“Det var her, at et parti som Kristendemokraterne virkelig skulle have satset og gjort balancen mellem religion og politik til deres mærkesag. Altså tage den chance, der ligger i at være det politiske parti, som tør have en klar holdning til, hvordan religion og politik kan spille sammen i en sekulær stat. Der er jo ingen partier i Danmark, som har nogen politik om religion og politik. Det gælder tværtimod kun om at få religionen dæmpet ned og fjernet fra det offentlige rum. I stedet for enkeltstående småmoralske sager burde det være Kristendemokraternes mærkesag at komme med konstruktive forslag til, hvordan politik og religion skal spille sammen i et samfund, hvor religion vinder mere og mere indflydelse på politiske sager. Hvordan den balance bør være.”
Hun er bekymret for, hvordan ledende regeringsmedlemmer ignorerer nogle af de største udfordringer i verden, fordi vi overfører vores danske sekulære billede på de udfordringer:
“Vi har en statsminister, som er i fare for at vildlede folk, når det gælder religion og storpolitik. Han bliver ved med at sige, at vi skal adskille religion og politik, og at religion kun hører hjemme i privatsfæren. Han har ret i, at vi Danmark selvfølgelig skal adskille religion og politik, forstået på den måde, at staten ikke blander sig i, hvad folk tror på, og at religiøse love ikke kan overføres direkte i det politiske liv. Men det betyder ikke, at vi ikke skal have en politik, som forholder sig til balancen mellem de to. Eller at religiøse værdier ikke kan omsættes til universel politik, som er med til at opbygge et retfærdigt samfund for både troende og ikke-troende.”
“At afvise religionens betydning for det politiske er i vore dage uholdbart og urealistisk. Regeringen må være med til at ruste danskerne til den virkelighed, som kommer. Specielt når man ser på, hvor meget spændingen mellem politik og religion spiller ind på den storpolitiske internationale scene. Religion og politik bliver jo totalt sammenvævet andre steder i verden, og det vil komme til at diktere udviklingen herhjemme. Dét kan Danmarks politik da ikke bare være afvisende overfor.”