Afskrækkelse er et af de foretrukne redskaber i den italienske regerings flygtningepolitik:
“Det nytter ikke noget at være god, hvis man vil bekæmpe den illegale indvandring. For at håndhæve loven må man være hård og bestemt,” udtalte indenrigsminister Roberto Maroni fra partiet Lega Nord i mandags, inden han fløj til Tripoli for at ratificere en aftale om fælles italiensk-libysk overvågning af Libyens grænser, som skal bremse strømmen af flygtninge fra Afrika.
Siden Berlusconi-regeringens tiltrædelse i foråret 2008 har parlamentet fremsat en lang række kontroversielle lovforslag, som har til formål at løse problemerne i forbindelse med illegal indvandring. Først ville regeringen registrere de anslået 150.000 romaer i landet og indsamle deres fingeraftryk - også børns.
Lega Nord vil også gøre det strafbart og til en skærpende omstændighed i strafferetssager at opholde sig i Italien uden behørig tilladelse. Endvidere har partiet foreslået, at indvandrere skal betale et større gebyr for at få behandlet en ansøgning om opholdstilladelse, og at personer af udenlandsk herkomst skal betale et større gebyr, hvis de vil åbne en momsregistreret virksomhed i Italien.
I går behandlede Senatet i Rom regeringens seneste forslag: Læger skal fremover kunne anmelde personer uden opholdstilladelse, som søger behandling i Italien.
Rolando Magnano, som er talsmand for Læger uden Grænser i Italien, forudser, at regeringens forslag om at give sundhedsarbejdere ret til at bryde fortroligheden mellem behandler og patient og anmelde illegale indvandrere vil få dramatiske konsekvenser, hvis det bliver vedtaget:
“For den illegale indvandrer vil det være ligesom at spille russisk roulette. Man ved ikke, om man risikerer at blive anmeldt. Illegale indvandrere vil derfor kun søge behandling i tilfælde af akut sygdom. Det vil på den ene side få konsekvenser for den enkelte indvandrer, som først vil gå til lægen, når en forkølelse har udviklet sig til noget mere alvorligt. På den anden side vil det få konsekvenser for hele sundhedssystemet, som i givet fald ville skulle tilbyde behandlinger, som er mere komplicerede og dyrere,” siger Rolando Magnano til Information og tilføjer:
“Man kan imødese, at der vil opstå et parallelt sundhedssystem, hvor indvandrere uden opholdstilladelse kan opnå forsikring om, at de kan blive behandlet uden at risikere at blive anmeldt. Men det vil selvfølgelig kun ske mod betaling.”
Regeringens tiltag vækker også bekymring blandt regeringspartiernes medlemmer. Tidligere indenrigsminister Guiseppe Pisanu fra Silvio Berlusconis parti Forza Italia opfordrede således Roberto Maroni til at tænke sig om:
“Indvandringen er et fænomen, som vil determinere den sociale og økonomiske udvikling i Europa i de næste hundrede år. Det er en problemstilling, som man ikke kan løse ved at høre godt efter, hvad der bliver sagt i folkedybet i Norditalien. Fornuftens søvn fostrer uhyrer,” udtalte Pisanu med henvisning til titlen på en berømt radering af den spanske maler Francisco Goya og tilføjede: “Sandheden er, at der ikke findes en politik på udlændingeområdet. Spørgsmålet er lige så vigtigt som den økonomiske recession, men parlamentet har aldrig viet en samling til det. Man har begrænset sig til små tiltag her og der, men de har altid været foranlediget af hændelser, som har rystet den offentlige opinion, og det har altid været repressive tiltag.”
Også i katolske kredse vækker indenrigsministerens forslag forargelse:
“Indvandrere i Italien bliver betragtet som andenklasses borgere og behandlet uden nogen form for respekt,” mener Marco Impagliazzo, som er leder for den katolske organisation Comunità di Sant’ Egidio, og tilføjer:
“Uden integration kan sikkerheden i samfundet på ingen måde øges. Den politiske linje, som ligger til grund for regeringens sikkerhedspakke, bekymrer os, fordi den vil mindske den menneskelige værdighed.”