Forårets bogsæson er så småt ved komme i gang, men noget rigtigt stort er det ikke blevet til endnu. Dog har anmelderne danset godt rundt om Robert Zola Christensens Aldrig så jeg så dejligt et bjerg, hvor gymnasielæreren Allan, proletarsøn, fordrukken, bitter, løgner, enlig, falleret, kværner løs om sit arbejde, sit liv og sine gamle, kuldsejlede forhold. Især har det været pikant og pikerende, at Allan (og bag ham måske forfatteren) midt i sin kværnen - nogle af bogens sætninger er sidelange - affyrer flere bredsider mod andre danske forfattere.
Kan man tillade sig det? Jyllands-Postens Erik Svendsen nøjes med at konstatere, at det er synd for ham Allans elever, for han har et “indskrænket syn på litteratur”, Politikens Marie Tetzlaff taler om “faren ved at identificere fortælleren med forfatteren”. Berlingske Tidendes Mai Misfeldt går skridtet videre. “Her er det tydeligvis Zola selv, der morer sig med at give blandt andet Helle Helle bredsiden, og under dække af Allan er det jo gratis,” skriver hun. Herværende avis’ anmelder Kamilla Löfström nærmer sig det flabede i slutningen af en ret spids nedsabling:
“Det nærmer sig næsten det pinlige, når dansklærer Allan med forfatterdrømme så store samtidig erklærer den danske litteratur for stendød og afleverer en bredside mod Helle Helles Ned til Hundene. Nej, man skal nok ikke kaste med camoufleret litteraturkritik, når man selv lige er nået til at lyde som danskpensummet i gymnasiet.”
Det sidste er ikke en ros, forstår man. Kamilla Löfström må vide det, for når hun ikke skriver for Information, så er hun gymnasielærer. Kun Lars Bukdahl glæder sig, men vist mest fordi det også går ud over Jens Christian Grøndahl, hvis bøger “er barberet for talent som for hårvækst”.
Den slags befippelse giver lyst til at læse synderen. Efter at have været igennem Aldrig så jeg så dejligt et bjerg må man konstatere, der er gået temmelig meget røg af en temmelig lille brand. Bogen er måske velskrevet, men har et underligt spinkelt ærinde. Ligesom Allan ikke interesserer sig for andre end sig selv, så interesserer sig man sig egentlig ikke for ham. Antallet af henvisninger til danske forfattere kan tælles på en hånd. Bortset fra en forudsigelig, nærmest dannet afsky for Grøndahl og Carsten Jensen, så handler det mest om, at underklassen fremstilles for pænt hos blandt andet Helle Helle. Det sker også andre steder, for eksempel hos Erik Clausen. Om hans film hedder det:
“Jeg kan ikke lide, at der altid skal være en havefest, hvor de gode, det er så arbejderne, tager sig af hinanden og nikker indforstået hen over bordet.”
For sådan er det ikke, dernede i underklassen, og det ved Allan alt om, han er nemlig vokset op i den. Dér var tingene anderledes, det var snobberi og ligegyldighed og snoen sig. I lyset af det virker Clausen som en naiv idiot:
“Han [Allans far] købte nogle skildpadder til mig, syv-otte styk, og de var meget små. De kravlede rundt i slowmotion og åd blade, men det var alligevel altid, som om de havnede oven på hinanden i en stor bunke i midten af terrariet. Jeg syntes i månedsvis, at det var fantastisk og utroligt, så glade de var for hinanden. Det sagde jeg en dag til min far. Han kiggede længe på dem, som om han overvejede, om de kunne spises. Det er ikke det, sagde han. De kæmper om at komme så langt op mod varmelampen som muligt. Erik Clausen, det fjols, tror imidlertid stadigvæk, at skildpadderne er helt vilde med hinanden.”
Nå. Faktisk er Allan en gammel kending fra de sidste årtiers romaner: kultur-akademikeren med arbejderforældre. Prototypen er Frands fra Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen, siden er det gået slag i slag, ofte - som hos Hans-Jørgen Nielsen - på et delvist selvbiografisk grundlag.
Typen, det siger romanerne, er vokset op i et sundt, men indskrænket miljø. De har gået på universitetet i de sene 60’ere og 70’erne, hvor de følte sig underlegne i forhold til borgerskabets børn. Typisk har de et forhold til en af døtrene, som på forhånd er dømt til at gå i vasken. De var ikke nødvendigvis mere intelligente, døtrene, men de kendte de kulturelle koder. De bevægede sig blandt bohemer og i den dannede verden med en sikkerhed, som Frands og hans efterfølgere aldrig fik uanset hvor mange bøger, de læste. Til gengæld fik de blik for de kulturelle koders magt og logik. Det blik kan der skrives meget litteratur på.
I Aldrig så jeg så dejligt et bjerg er der sket tre ting med dén historie. Den er skudt frem i tid: Allan er ikke ung i de ekspansive 70’ere, men i de blege sen-80’ere. Blikket på arbejderne er blevet et andet: Allans familie er ikke sund og stabil, der er druk og misbrug, svigt på svigt, særlinge og pinligheder. Endelig er det ikke længere muligt at overvinde spændet mellem arbejder og dannelse. Hvor Frands finder en art balance mellem sin uddannelse og sin opvækst, så går Allan til grunde eller måske snarere i frø: tilbage i en ungdom, han egentlig hader.
I et interview i Jyllands-Posten har Robert Zola Christensen forklaret, at det er her, forskellen mellem ham og hans romanfigur ligger. Han selv kom ud på den anden side, hans fortæller gør det ikke. Er der noget interessant og tidstypisk over Aldrig så jeg så dejligt et bjerg, så er det her: I nutidens litteratur er social mobilitet ikke en mulighed. Det er der en morale i, men den er for trist til at skrive her.