Der var to timers ventetid hos lægen. Det er der ofte, selv om man har bestilt tid. Jeg sad i venteværelset og kedede mig bravt, da forfatteren og forlæggeren Asger Schnack trådte ind. Jeg lod som ingenting, og det gjorde han også, idet vi dog hilste afmålt på hinanden.
Måske er det paranoia, men jeg har altid haft en fornemmelse af, at han ikke brød sig om det, jeg skrev, ligesom jeg ikke har været vild med det, han skrev, især da han begik kollektive digte sammen med F.P. Jac og Klaus Høeck under fællesnavnet Bandet Nul. Jeg rakkede dem altid planmæssigt ned, da jeg var anmelder i Politiken. Skulede vi til hinanden? Jeg satte mig over ved siden af ham, og det viste sig, at der var ikke noget med noget. Vi fik en god, lang snak i ventetiden, som om vi var gamle slyngveninder, hvad vi indirekte var. Vi var begge fra hver sin kant kammerater med Dan Turèll i sin tid. Asger vil nok undre sig over, at jeg refererer fra en privat samtale, men sådan er det i moderne journalistik: Vi er hensynsløse, når vi beskriver det, vi oplever. Asger ville ikke røbe, hvad der bragte ham til lægen, mens jeg beredevilligt fortalte, at jeg var der for at få undersøgt, om jeg er ved at udvikle rygerlunger. Det kan jo godt være. Jeg har røget cigarer og cigarillos det meste af mit voksne liv.
Nu fortalte Asger Schnack, der droppede smøgerne for ti år siden, hensynsløst om sit sidste møde med amerikaneren Alexander Taylor, da denne for et par år siden var i Danmark for at få overrakt Kunstrådets oversætterpris for i en livslang indsats at have oversat danske forfattere til engelsk og til udgivelse i USA. Asger fortalte, at Taylor havde været stærkt medtaget af en livslang indtagelse af røgvarer, og kort tid efter var han død. Ikke just opmuntrende, men meget socialrealistisk, må jeg sige.
Vi fordrev også ventetiden med at snakke om gode, gamle dage, da Danmarks Radios radio endnu gjorde noget ud af lyrikken. Hver gang der udkom en digtsamling, blev digteren inviteret ind for at fortælle om den, og en skuespiller læste op fra den. Først var lyrikeren Ove Abildgaard redaktør af det lyriske kvarter, siden blev det Jørgen Gustava Brandt. Det kunne have været et job for Asger Schnack, der blandt andet som leder af sine forlag, Swing og Bebop, har udvist hjerte og handlekraft i forhold til den smalle litteratur. Men så var stillingen pludselig blevet nedlagt. DR ville ikke have sådan noget smalt noget mere.
Uddrivelsen af lyrikken skete i forbindelse med DR’s modernisering til en ny tid, som jo også medførte nogle kraftige fyringsrunder, og Asger huskede, at fællestillidsmanden i den forbindelse på tv var kommet med følgende guddommelige bemærkning: “De har fyret alle dem, der har læst en bog!”
Vi snakkede også om den store nye Erik Stinus-bog, en cadeau til et langvarigt forfatterskab, og om dengang Asger Schnack havde anmeldt en kendt dansk, lyriker dårligt, hvorefter denne i en brandert var mødt op på Asgers bopæl for at give ham tæv. Han slap uskadt, men en fin, lille, skulpturel statue i den klassiske stil, som stod i en niche i opgangen, var faldet ned og gået i mange stykker, selv om den var ganske uskyldig. Schnack og lyrikeren var dog igen på hilsefod, og det var jo fint.
Faktisk hedder Asger slet ikke Schnack mere, idet han i 2002 af en eller anden grund tog navneforandring til Paardekooper. Jeg genkendte ham ikke desto mindre straks. Og så var det min tur til at komme ind til lægen.