Man skal huske at være i god tid, når man tjekker ind i DR’s ny koncertsal. En halv time før koncerten begynder, løber folk allerede rundt som forvirrede høns og leder efter garderobeplads, toiletter og hvilken trappe eller elevator, de mon skal tage til deres terrasse eller balkon. Og når det gode gamle radiosignal “drømte mig en drøm..” lyder som signal til, at koncerten snart begynder, får folk lufthavnsbenene på. Ingen aner, om der er to eller tre rulletrapper tilbage, om det er højre eller venstre.
Heldigvis er der velklædte kustoder overalt, der hjælper folk på plads, og nogenlunde rettidigt sidder vi alle og kigger på os selv og hinanden fra vores lille balkon eller terrasse i koncerthusets indre. Så er vi her altså. Så er det altså sådan, her ser ud inde i maven på den blå firkant på pløjemarken. Ude på gangene var der gråt og beton og glas og ludo-farvede indslag præcis som i min søns Geomag legetøj, men herinde er der som lovet træ og varme farver. Oplyste gule trapper løber ned imellem folk som små himmelstiger. Det er virkelig en meteorit, der er landet, som det var arkitektens idé, en kapsel at krybe ind i, og jeg tænker på, om dette ikke faktisk er det barndommens tabte rum, jeg lavede, når jeg som lille holdt min hånd krum henover en lommelygte og så det hvide lys blive varmt og drømte mig ind i dette rum, der gav mig røde sprækker mellem fingrene.
Med orkestrets placering i midten og publikum hængende rundt om er man på forhånd inviteret længere ind i musikken. Vi kan se orkesteret fra alle vinkler og vi, der sidder bag det, ser dirigenten forfra. Der er lagt op til, at det mere drejer sig om musikkens laboratorium end musikkens scene. Og det kræver noget af alle. Publikum bliver bedt om at være opmærksomme på, at dette er en sal, hvor alt kan høres, ikke bare i orkesteret, men også blandt publikum. Et host vil være hørbart for alle.
Aftenens program er Beethovens 9. Intet mindre. Og dirigenten er DR-orkesterets æresdirigent, 81-årige Herbert Blomstedt. Det er næsten en aftale, at det skal blive en god aften.
Allerede mens orkesteret stemmer instrumenterne er det tydeligt for øret, at det her er helt nye toner. Akustikken i salen gør hvert enkelt instrument meget synligt og alting står meget skarpt. Det er som om lyden bliver designet med samme lækre kvalitet som den, når man river et lagen eller et stykke stof over.
Blomstedt satte første sats an med dejlig grönska, som man kan sige på svensk. Friskhed og sprødhed og Milka-lykke. Det er måske et meget godt udgangspunkt for symfonien, men man kom hurtigt til at savne mere bid og kådhed i stemmerne.
Orkesteret spillede artigt og var klare på indsatserne, men uden at stikke af med dem. I stedet for at blive en rigdom af stemmer og temaer, hvor alle insisterede på deres, blev det til lidt for spejderpæn omgang med musikken, og efter første sats vidste man som tilhører ikke rigtig, hvor man stod med den endnu og savnede et bud.
I anden sats spillede orkestret til at begynde med mere sammen og det hjalp dem. Tempoet var perfekt, men på de smukke steder kom orkesteret alligevel bagefter i tanken. Eller også er det bare svært med den nye akustik. Måske sidder mit øre og venter på noget, det slet ikke kan få her. Det er jo ikke til at vide endnu.
Men nu var orkesteret da blevet varmt. Og publikum afslappede. Alt for afslappede. Fra at have siddet pænt og lyttet og forholdt sig til de formanende ord om at være stille, blev starten af Adagioen nu brugt til at småhviske lidt, ændre lidt på siddestillingerne og hive Ritter Sport’en og bolcheæsken frem. Og det er altså det penible ved en sådan sal, hvor alle sidder midt i musikkens boble, at hvis nogen, om det er orkestermusiker eller publikum, falder lidt ud af koncentrationen, er det mærkbart for alle. For mig at høre jappede Blomstedt også lidt igennem skønheden, som om det var et landskab, vi jo alle kender for godt - alle ved, hvordan en Tuborg ser ud… Jeg havde regnet med, at jeg skulle fælde nogle obligatoriske adagiotårer, men de udeblev altså. Det er ikke en sal, der sådan lige forfører, åbenbart. Eller igen: Måske er jeg bare vant til alt for mange kalorier og skal vænne mig til det nye. Fjerde sats kom heller aldrig op i det forte, der skulle til for at manden nede på forreste række, kunne få pudset sin næse, sådan som man efterhånden længtes efter.
Men til gengæld var den smuk. Koret lød fremragende, smukt og uanstrengt og solisterne var ligeledes veltrimmede og gik fint igennem. Men uh, savner alligevel Schwarzkopfs glissando eller bare lidt mere personligt engagement. Det var aftenen ikke til. Alle klarede fjerdesatsen igennem på bedste højskolemanér.
Herbert Blomstedt er yderst respektabel og yderst sympatisk i sin Beethoven-fortolkning helt uden manerer. Men saft og kraft er ikke adjektiverne.
Manden i baren spurgte mig bagefter, om det havde været en god koncert. Jeg hørte mig selv svare, “det ved jeg ikke”.
Alt er stadig nyt og overvældende. Foreløbig er jeg lidt lost i den nye akustik, men har store forventninger. Det kommer bare til at kræve noget. Både af orkester og publikum. Alle skal vænne sig til at være mere på. Men sikke et perspektiv, hvis det en gang skulle lykkes!
Torsdagskoncerten, DR’s Koncertsal 5. Februar 2009 Danmarks Radios Symfoniorkester og Herbert Blomstedt, DR-koret og Vokalensemblet. Solister: Inger-Dam Jensen, Randi Stene, Christian Elsner, Johan Reuter