Thomas Blachman var chokeret over standarden i det politiske liv, men netop derved var han også yderst tilfreds, nemlig med den film, som instruktøren Christoffer Guldbrandsen har lavet om partiet Ny Alliance, som fik så kort en levetid. Blachman var kontrolleret ophidset, da han over for Deres Udsendte i en rivende talestrøm forklarede, at politikerne ikke tager fat på de virkelige problemer som f.eks. den menneskelige ensomhed i det moderne samfund.
Den strenge dommer fra X-Factor var en af mange mediefolk og politikere, som var mødt op torsdag aften i Grand Teatret til premieren på Dagbog fra midten. Guldbrandsen er noget så sjældent som en stjerne inden for dokumentarfilmgenren, til trods for eller blandt andet fordi, regeringen med alle midler søgte at mistænkeliggøre ham efter den forrige film, Den hemmelige krig, om danske soldaters udlevering af afghanske krigsfanger til amerikanerne. Også filmen Fogh bag facaden vakte for nogle år siden furore.
Inger Støjberg, Venstres politiske ordfører, var ikke desto mindre fuld af lovord om den nye film og benægtede, at Venstre skulle have et særligt anstrengt forhold til instruktøren, ligesom Mogens Lykketoft fra oppositionen syntes godt om filmen. (Han var hovedperson i en anden Guldbrandsen-film, Lykketoft finale).
Men hvad syntes filmens hovedaktører, Ny Alliance-politikerne? Trods de store divergenser, som førte til partiets opløsning, var de alle mødt op, ingen havde stukket halen mellem benene. Selv Jørgen Poulsen, der fik ødelagt sit gode Røde Kors-navn.
“Den var go’!” sagde en Naser Khader, som var i et strålende humør, om filmen.
Han, der er blevet løsgænger på Christiansborg, studerer nu teologi på Københavns Universitet og finder det meget inspirerende at gå i dybden med religion såvel som at være sammen med de yngre studerende.
Hvad ville du skrive om filmen, hvis du skulle anmelde den?
“Hvor mange stjerner har jeg?”
Seks.
“Jeg ville give den fem.”
Hvorfor ikke seks?
“Jeg ville give den seks, hvis min mor havde været med!”
Giver filmen et rigtigt billede af det, der skete med Ny Alliance?
“Jeg synes, instruktøren har været fair over for alle de deltagende. Ingen helte, ingen skurke. Der er et par scener, jeg godt ville have været foruden, men ellers er der tale om hans version af en historisk periode i dansk politik, som nu er dokumenteret”.
Naser Khader vil ikke ind på, hvilke scener, han kunne have undværet, men fortæller, at nogle af dem kan han enten ikke huske, eller også har han fortrængt dem - som for eksempel en scene, hvor Jørgen Poulsen forklarer sin enegang med, at han har “dækket SF-flanken af” for Naser Khader. Han finder en scene morsom, hvori en erhvervsmand giver gode råd om Ny Alliance-politikernes tøjstil.
Et sted i filmen siger du, at partiet går ind for “kvindernes halløj”.
Hvad mener du med halløj?
“Ligestilling!”
For Gitte Seeberg, kendt for bemærkningen “nok er nok” om Foghs samarbejde med DF, var filmen “en genoplevelse, som bare gik enormt hurtigt,” siger hun.
“Jeg synes, den giver et nuanceret og menneskeligt billede, og at instruktøren har været meget skånsom imod os.”
Ingen skurke?
“Det er op til andre at konkludere på, men jeg er selv lettet.”
Noget omkring din egen person, som du synes burde være kommet med?
“Filmen giver et godt billede af højdepunkterne, men der er jo mange mellemregninger, som ikke er med. Men jeg har det jo sådan, at jeg ikke ønsker at rippe op i noget. Jeg har lagt alt det fuldstændig bag mig. At forlade Ny Alliance var selvfølgelig et nederlag, men også en lettelse. Jeg mener stadig, at jeg havde den rigtige holdning, at vi skulle have en styrke i en uafhængig position. På et tidspunkt følte jeg ikke, jeg kunne gøre mere og havde derfor god samvittighed, også over for vælgerne, da jeg forlod partiet. Nu er jeg generalsekretær i Verdensnaturfonden, hvor vi arbejder med klimadagsorden og bæredygtig udvikling, og det er der, jeg ønsker at være.”
Rygtet ville vide, at Anders Samuelsen var smuttet ud af biografen umiddelbart efter filmens ophør, idet han mente, at der ikke var nogen, der ville tale med ham. Intet kunne være mere forkert. Information ville gerne.
Blandt gæsterne sås også Poul Martinsen, en af DR-monopolets helte, da han i sin tid satte nye standarder for dokumentarudsendelser. Han sagde om sin yngre kollegas Dagbog fra midten:
“Jeg synes, det var en vidunderlig film. Sådan en, jeg gerne ville have lavet selv.”
Hvad er Christoffer Guldbrandsens force?
“Det er meget sjældent, man kommer så tæt på det politiske miljø som her - og så talentfuldt. Filmen er også spændende, fordi den har nogle klare helte og klare skurke - og endda en klovnefigur, en isdronning, ja, alt til faget hørende. Endelig har instruktøren en styrke i, at han er meget svær at afvise. I Filmen var der et eksempel, hvor politikerne gerne ville lukke ham ude … hvorefter han fik lov at filme videre alligevel.”
Selv stod Christoffer Guldbrandsen i udkanten af vrimlen og virkede oprigtigt glad for modtagelsen.
Det havde været et større arbejde at strukturere de over 200 timers optagelser. Om filmens indhold sagde han:
“Den viser, at politik ikke kun bestemmes af partimæssige forhold og idealisme, men af skrøbelige mennesker, personlige relationer og tilfældigheder. Derved adskiller det sig ikke fra så meget andet her i livet. I hvert fald ikke væsentligt.”
Mette Hoffmann Meyer fra Danmarks Radios Dokumania-redaktion var også lykkelig for filmen og ville lige gøre opmærksom på, at man nu kan blive ‘ven’ med Dokumania på Facebook.