Rollebesætningen er næsten perfekt i Guldbrandsens nye (dokumentar)film, og som en anden western er der to hold i dramaet. Der er de gode, og der er de onde - alle birollerne er skåret fra. Lad os starte med de gode. Uden at jeg kender Guldbrandsens private cirkler til bunds, er det vist ikke en hemmelighed, at der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem de gode og Guldbrandsens gode venner:
Naser Khader: Søgende og tvivlende helt, der vil det rigtige, men som ikke slår til. Tænk Hamlet.
Rasmus Jønsson: Den usikre idealist, der træder i karakter i et heroisk nederlag.
Gitte Seeberg: Stykkets ærlige menneske, der kommer gennem komedien med æren i behold.
Overfor står de onde:
Anders Samuelsen: Hofsnogen, der elsker at smede rænker, og som slet og ret elsker Fogh, hvis blokpolitik var en af bevægelsens erklærede modstandere.
Ulla Østergaard: Den depraverede og dekadente taktiker, der lokker vores helt til at sælge sin sjæl. En taknemlig skurk, der taler grimt og ryger grimt, og som i følge Guldbrandsens scenografi er gift med Darth Vader selv.
Jørgen Poulsen: Stykkets klovn.
Det er en udtalt præmis for Dagbog fra midten - titlen spiller natuligvis på Oprør fra midten - at den kun er blevet til, fordi Naser Khader bad sin ven, journalisten Christoffer Guldbrandsen, om at dokumentere det opbrud i dansk politik, som han mente, at Ny Alliance ville udgøre. Guldbrandsens ekspliciterer det da også i indledning, så man kan ikke anklage ham for ikke at spille med åbne kort. Alligevel opstår der i løbet af filmen en meget bestemt udlægning af historiens gang fra drama til komedie som favoriserer vennerne.
Selvom det filmen igennem er tydeligt, hvad det jo også var for offentligtheden undervejs, at Khader, Samuelsen og Seeberg var dybt uenige om projektets raison d’être, bliver opgøret med Se og Hørs daværende chefredaktør Henrik Qvortrup udlagt som årsag til det endegyldige sammenbrud. Og mere end det: Det er pressechefen Ulla Østergaards beslutning om at “gå i krig med Qvortrup” efter hans anklager om sort arbejde hjemme hos Khader, der udlægges som dén fatale beslutning - en beslutning som Øster-gaards modstykke, den degraderede presserådgiver Rasmus Jønsson, passioneret argumenterer imod.
Det er filmens påstand, at det kunne have gået anderledes, hvis bare Khader havde været tro mod sig selv, vendt ryggen til Østergaard og i stedet havde lyttet til Jønsson. Men sagen om sort arbejde var næppe gået i sig selv igen uanset hvilken spinstrategi, partiet ellers havde valgt. Khaders “du er et svin, du er et svin, du er et svin” havde på daværende tidspunkt allerede gået sin sejrsgang gennem de elektroniske medier.
Da Khader bliver hentet hjemme hos sig selv af Ulla Østergaard for at køre ind til den afgørende partilederrunde, sidder Østergaards mand i mørket i bilen. Ulla Østergaard er tidligere pressechef for Lars Løkke Rasmussen, hendes mand Peter Arnfeldt er tidligere pressechef for Bendt Bendtsen. Det virker som en scene fra Oliver Stones film om Nixon, da Arnfeldt i det totale mørke konfronterer Khader: “Hvad siger du til pressen når du kommer ud?” Khader forsøger, men hakker i det. Arnfeldt, der efterhånden fremstår som mørkets fyrste, messer: “Anders Fogh Rasmussen er vores statsministerkandidat. Anders Fogh Ramussen er vores statsministerkandidat.” Da Khader træder ud af mørket og ind blitzlyset, smiler han anstrengt til kameraerne og folder sig ud som handskedukke: “Anders Fogh Rasmussen er vores statsministerkandidat”. Oliver Stone kunne ikke have iscenesat det bedre.
Man er vældigt godt underholdt af Guldbrandsens film, man har blot en ubehagelig fornemmelse af blive taget vældigt ved næsen. Det er helt som hans tidligere og ret beset mere kontroversielle film, Fogh bag Facaden og Den hemmelige krig, at hans egen rolle ubesværet glider fra dokumentarist til filminstruktør, og at man som tilskuer ikke helt ved, om man bliver oplyst eller manipuleret. Christoffer Guldbrandsen har en imponerende evne til at være tilstede med et kamera, og noget af det mest prisværdige ved filmen er måske, at begivenhedernes gang fremstår langt mere udramatiske helt tæt på, end de gjorde, da vi andre oplevede dem gennem medierne. Det er blot ikke så vedkommende begivenheder, han indfanger denne gang. Det er hverken magten eller krigen i praksis, men blot voksne mennesker i en vuggestue.