Flemming Erslev har i Information d. 28. januar et indlæg under overskriften “Den ultimative ydmygelse for Tibet”. Indlægget er baseret på et - efter min mening - stereotypt billede af nobelpristageren Dalai Lama som fredens repræsentant og den kinesiske regering som undertrykkende magt. Fremstillingen er ensidig, da den udelader essentiel baggrundsinformation for at forstå problemstillingen:
For at forstå den konflikt, der opstår mellem Dalai Lama og den kinesiske regering i slutningen af 1950’erne - og som i lige linje trækker spor frem til i dag - er det afgørende at vide, at Tibet før 1950 var et tilbagestående, dybt feudalt samfund med et teokratisk styre, hvor Dalai Lama var både religiøst, politisk og socialt overhoved. 80 procent af befolkningen var livegne og fem procent egentlige slaver.
Efter borgerkrigen og Maos magtovertagelse i 1949, kom PLA (People’s Liberation Army) i 1950 til det ydre Tibet. Mao besluttede dog at standse fremrykningen til det centrale Tibet (og det kom ikke til yderligere kampe herefter) for at optage en dialog med det teokratiske styre og Dalai Lama om områdets fremtid. Det mundede i 1951 ud i den såkaldte 17-punkts-aftale, hvor Tibet på den ene side forblev en del af Kina, og hvor Dalai Lama og hans kabinet, Kashag, kunne fortsætte som lokalregering. Det stod dog klart, at reformer af de feudale samfundsforhold i Tibet var forventelige (og stærkt påkrævet) og da den kinesiske regering i 1956 satte Dalai Lama i spidsen for den komité, som skulle organisere Tibet som autonom region, var det udtryk for respekt fra den kinesiske regerings side, men samtidig et signal og håb, om at Dalai Lama ville være i stand til at gennemføre de nødvendige reformer.
Sideløbende med den ovennævnte aftale mellem Dalai Lama og den kinesiske regering, kørte Dalai Lama imidlertid samtidig et dobbeltspil, idet han via to brødre allerede i 1951 indledte et samarbejde med CIA. USA så på dette tidspunkt Tibet som et oplagt ‘instrument’ i kampen for at underminere og modarbejde kommunistisk ledede regeringer (der jo var USA’s overordnede koldkrigsstrategi). Op gennem 1950’erne finansierede CIA således opbygningen af en såvel politisk som militær organisation, bl.a. i form af CIA-træningsbaser på Guam og Okinawa samt i USA. Man regner med, at 1.700 tibetanere modtog militær træning af USA i 1950’erne og 1960’erne.
CIA’s ‘kupforsøg’ mundede ud i en egentligt væbnet opstand i Tibet i 1959, der imidlertid endte i en fiasko, hvor Dalai Lama som bekendt flygtede til Indien med resterne af den tidligere overklasse.
Hovedparten af Tibets befolkning forholdt sig enten passiv eller sluttede op om den kinesiske styre i denne ‘opstand’, der derfor var dømt til at mislykkedes.
Dette vil forhåbentlig tjene til at kvalificere og nuancere forståelsen af den problematik, der blev rejst af Flemming Erslev.