Der er sandsynligvis ikke mange, der i dag vil erklære sig uenige i, at hovedansvaret for Ny Alliances mange kriser først og fremmest ligger hos Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg. De ville skabe en ny alliance imellem de politiske blokke, mellem Danmark og verden og mellem politikerne og vælgerne, men endte i stedet i splittelse som følge af politiske uenigheder, samarbejdsvanskeligheder og interne magtkampe.
Men bærer de tre stiftere alene ansvaret for, at Ny Alliance blev krisernes parti?
Også partiets pressechef, Ulla Østergaard, har haft en markant indflydelse på begivenhedernes gang, ligesom nogle af spidskandidaterne må tage en del af ansvaret på deres skuldre.
Jørgen Poulsen nåede nærmest kun lige at offentliggøre sit medlemskab af Ny Alliance, før han gik imod partiets holdning om permanent opholdstilladelse til cirka 500 asylansøgere. Samtidig rasede mediedebatten om hans aftrædelseshonorar fra Dansk Røde Kors. Og tidligere Oticon-direktør Lars Kolind foreslog, at Ny Alliances mærkesag om en flad skat i Danmark på 40 pct. skulle afprøves som et eksperiment på Fyn, og at han selv ville være en bedre statsminister end Anders Fogh Rasmussen. Disse sager skabte usikkerhed om seriøsiteten og troværdigheden hos de to politikere og dermed også om partiets.
I løbet af de tre uger, som folketingsvalget i 2007 varede, havde dagbladene fokus på 12 forskellige kritiske og negative historier om Ny Alliance. Det betød, at partiet ud over at føre intens valgkamp også skulle bruge kræfter på at håndtere i gennemsnit fire forskellige negative historier om ugen. Dertil kommer de negative historier, som partiet nåede at gøre rede for og lave damage control på inden medierne bragte dem. På grund af kriserne brugte partiet både tid og resurser på brandslukning. På den måde blev der mindre tid til det allervigtigste for partiet, nemlig at få kommunikeret politik og budskaber ud til vælgerne.
Pressen kan dårligt bebrejdes for at bore i de modsatrettede udmeldinger og åbenlyse uoverensstemmelser mellem ord og handling fra Ny Alliances side. Men jeg mener, at en del af pressens dækning af partiets politiske udspil og kriser undervejs har været med til at forstærke det negative fokus og den negative stemning omkring partiet og derfor har været en medvirkende faktor til de mange krisers opståen.
I en tid, hvor konkurrencen imellem medierne om at være først med de forskellige nyheder skærpes mere og mere, og hvor der konstant fokuseres på konflikter og kriser, er betænkningstiden for et kriseramt parti blevet reduceret til at være næsten ikke-eksisterende.
Journalister vil have hurtige svar. I krisesituationer betyder det, at journalisterne hurtigt finder andre kilder til at udfylde informationstomrummet med, hvis den kriseramte ikke får startet den indledende respons og krisehåndteringen hurtigt nok.
Det kan betyde, at vinklerne bliver låst fast og at krisestemningen når at blive forstærket, inden den kriseramte når at komme på banen, hvilket i de fleste tilfælde kun gør reparationsarbejdet for den kriseramtes image endnu sværere og endnu mere omfangsrigt.
Som det også var tydeligt i Ny Alliances tilfælde, kan konsekvenserne af negativ omtale være ganske omfattende for omdømmet og koste dyrt. Specielt hvis man som Ny Alliance ikke har fået lagt en strategi i forhold til hvordan man vil agere, når krisen rammer.
Derfor må det i dag siges at være essentielt for både politikere og partier at have tilrettelagt en krisehåndteringsplan på forhånd, som man hurtigt kan agere ud fra både før, under og efter krisen står på. Selv om en krise nok er uforudsigelig, behøver den ikke at være uventet, som eksperter i kriseledelse og krisekommunikation jævnligt gør opmærksom på.
Det handler altså kort fortalt om at håndtere selve krisebegivenheden og det, der fortælles om krisen, herunder bl.a. kontakten til medierne. Det må i mange tilfælde siges ikke at være lykkedes for Ny Alliance.
Ansvaret for Ny Alliances nedtur ligger uden tvivl primært hos stifterne af partiet. Men ud fra redegørelserne og analyserne i mit speciale tegner der sig også et billede af, at Ny Alliances mange krisers opståen kan tilskrives en kombination af flere faktorer. Af disse kan jeg f.eks. nævne mediernes øgede fokus på konflikter og kriser, spidskandidaternes manglende politiske kompetencer, samt partiets manglende strategiske forberedelse og planlægning af krisehåndterings- og krisekommunikationsarbejdet.
Sidstnævnte faktor falder specielt tilbage på partiets kommunikationschefer Ulla Østergaard og Rasmus Jønsson.
Til deres ‘forsvar’ må man dog sige, at det har været en usædvanligt svær opgave at håndtere partiets (krise)-kommunikation til omverdenen, når partistifterne ikke engang selv har været klar over og enige om, hvor partiet hørte til, hvad partiets politik var, samt hvem, der reelt set tog de afgørende beslutninger.
Havde partiet haft sin organisation og det politiske fundament bedre på plads og nået at forberede en (krise)-kommunikationsstrategi før valgkampen, havde udfaldet af begivenhederne måske set anderledes ud. Måske var partiet forblevet den succes, det startede ud med at være, hvis krisehåndteringen både internt imellem stifterne og eksternt til pressen havde været bedre undervejs i forløbet. For der kan ikke være tvivl om, at partiet med sit opgør med blokpolitikken og utilfredshed med Dansk Folkepartis store indflydelse på de politiske beslutningsprocesser ramte en følelse, der blev delt af rigtig mange vælgere.
Dagbog fra midten - historien om Ny Alliances fødsel, storhed og fald. Sendes på DR2 i aften kl. 20.40
Trine Seidelin Hagen er nyuddannet cand. mag. i Medievidenskab fra Københavns Universitet. Kronikken er skrevet på baggrund af hendes speciale, der har titlen ‘Ny Alliance - alliance mellem hvem?’