Det var et grumt og helt igennem parodisk billede af dansk politik, som blev rullet ud i tv-dokumentaren Dagbog fra midten tirsdag aften. Er virkeligheden bag facaden virkelig så kaotisk, tilfældig, overfladisk og kynisk, som filmen udstiller den? Spindoktorer og snotforvirrede partistiftere tumler rundt og diskuterer ligegyldige slogans, oneliners til tv-brug, tøjstil, ‘udmeldinger’, ‘flanker’ og den slags. Hvad med solidaritet? Kan vi ikke skrive noget om, at vi også er solidariske med de kasteløse i Indien og børnearbejdere, alt kvindehalløjet og den slags, spørger Khader, da han sidder en sen aften og formulerer partiprogram sammen med spindoktor Jønsson, som synes, at det lyder som en fin ide. Det er jo også med til at give en social profil, mener han. Imens interesserer pressen og offentligheden sig først og fremmest for, hvem Khader mon peger på som statsminister, et spørgsmål der står åbent helt ind til sidste halvdel af valgkampen.
De tre stiftere troede tilsyneladende, at de kunne designe sig til en succes, at de kunne vige udenom og snyde vælgerne gennem et halvt år og en hel valgkamp. Narre dem til at tro, at der var et reelt indhold i Ny Alliance - en ny politisk kurs og nye budskaber, som ikke var hørt før, en ny midte. Som tiden og filmens episke fortælling skred frem, stod det mere og mere klart, at det var der ikke. Der var til gengæld tre individer med forskellige dagsordner, politiske motiver og skeletter i skabet, som end ikke formåede at definere, hvad de var uenige om. Og til sidst smuldrede det hele. Men slutningen - filmens og Ny Alliances - er alligevel opløftende. For hvor var det godt, at det ikke lykkedes. Hvor er det livsbekræftende på demokratiets vegne, at politik ikke kan designes og spinnes ud af ingenting. Det vidner om en demokratisk robusthed, at vælgerne og medierne trods alt, da det kom til stykket, ikke lod sig bedrage, det vidner om en snusfornuft og en kritisk sans og indgyder håb om, at det moderne spindemokrati har sine begrænsninger. Eller vil et hvilket som helst parti i dag se sådan ud bag kulissen, hvis Guldbrandsen blev lukket ind? Var Ny Alliance blot dumme nok til at gøre det og mere amatøragtige end de fleste. Venstres Søren Pind kaldte i går filmen og udstillingen af de tre hovedpersoner for ulækker og bedrøvelig og sammenligner den med realityshows som Big Brother og Robinson. “Det er lige så nyfigent, lige så grænseoverskridende og lige så sørgeligt,” skriver Pind på sin blog. Reaktionen er forståelig, for det er aldrig rart at få udstillet det beskidte vasketøj, heller ikke for dem der skal se på. Og det er måske filminstruktør Christoffer Guldbrandsens største triumf, at det er lykkedes ham at blive lukket ind og filme der, hvor man normalt ikke filmer. ‘Dagbog fra midten’ giver uden tvivl et fortegnet og lidt for tumultarisk billede af Ny Alliances korte levetid. Flere hundrede timers bånd er klippet ned til en enkelt. Til gengæld leverer den et ætsende præcist billede af, hvor perverteret politik og politisk tilblivelse kan være, når professionelle sættes til at markedsføre en vare uden indhold. Hvis det er det, Pind finder grænseoverskridende, kan man frygte, at hans ubehag skyldes, at han dybest set mener, at den slags ikke bør se dagens lys.
Det ubehagelige er ikke filmen og Ny Alliances store nederlag, men at den fortæller os, at politikere, som vi oplever dem, er konstruktioner, der ikke er til at stole på. At deres budskaber, fremtoning og reaktionsmønstre er manipulerede og designede ud fra alle andre motiver end ideologi og politisk overbevisning. Det er den slags, der får tilliden til politikerne til at smuldre og Søren Pind til at sige: Tag det væk. I de seneste uger har der raset en hidsig diskussion om politiske kommentatorer. Hvad skal vi med dem? Er de også politisk farvede og blot endnu et unødvendigt filter mellem politikere og vælgere. Filmen om Ny Alliance viser, at der er brug for dem alle sammen både Thomas Larsen, Henrik Qvortrup, Mogensen og Kristiansen og flere til. Hvis det er dem, der kan fortælle os, hvad fanden det er, der foregår. Når politik designes og udfoldes med en sådan kynisme, som det fremgår af ‘Dagbog fra midten’, er det behov for en oprustning i medierne ud over det sædvanlige,
Det interessante spørgsmål er, hvad der kommer efter spinæraen. Politikerne kan næppe i længden leve med, at ingen tror på, hvad de siger, og at der hver gang, de udtaler sig, skal politiske kommentatorer til at oversætte og fortolke budskaberne og trevle spinnet op. Reelt er der to veje ud af sumpen. Den ene er naturligvis at gøre spinneriet endnu mere raffineret og skjult, det har sine begrænsninger. Den anden er at søge mod en ny ægthed, en ny politisk uskyld, som bunder i et ærligt engagement. Det kan lyde naivt men honoreres helt åbenbart af vælgerne, og paradoksalt nok var det netop ægtheden og fortællingen om indvandrerdrengen Naser Khader, der gjorde ham så populær. Men det var før han blev leder og designerne tog over.