“Put it down. Five on it, I am the somali pirat chick,” Samar Yonis fra hiphop-trioen Soul Connect messer tøvende sit sidste forsøg på en raptekst, mens produceren Mark Merek lytter opmærksomt. Det kunne næsten være i et pladestudie i Los Angeles, hvis det ikke var fordi viceværten fra Trillegården lunter forbi ude på gangen for at hente noget i cykelkælderen.
“Boy take it easy. You know that you need me.” Samar Yonis fortsætter ufortrødent.
Når hun rapper er der ingen, der kan se, at hun egentlig er en helt almindelig muslimsk pige fra Århus, som vil læse til socialrådgiver, hvis hun ikke slår igennem som hiphop-stjerne. Hendes gennembrud er ikke lige på trapperne, for selvom hun og de andre fra Soul Connect kom igennem til bootcamp i X-factor, blev de valgt fra i fredags og skal ikke synge i DR-studiet i aften.
“Vi gad ikke engang sige farvel til Remee,” siger Daniella Yokshana, som er Soul Connect ukronede leder, med triumf i stemmen. Hun har næsten slugt skuffelsen over at have fået blokeret smutvejen til stjernerne, for turen til København har givet hende lokal stjernestatus. Når hun går gennem betonblokken med kasketten på skrå, er hun endnu en af dem, som har bragt Århus V på Danmarkskortet og givet drengene grund til at spraymale postnummeret 8210 på muren.
“Man kan hurtigt komme til at kede sig i en ghetto, men det fede ved 8210 er, at der er så meget musik. Og det er det eneste, som jeg vil,” siger Daniella Yokshana, som bruger alt sin fritid på at skrive tekster, tænke beats og få de andre tøser i Soul Connect til at øve sig.
Produceren Mark Merek ser på hende med et smil. Han tror på pigerne, ligesom han tror på alle de andre unge, som er kommet forbi hans vaskekælderstudie og indspillet deres seneste rap om livet i 8210.
8210 er ikke bare et postnummer, men et brand i dansk hip hop. Navne som US$ og LOC har brugt deres opvækst i Århus Vest til at markedsføre sig selv som ægte ghetto-unger med en belastet fortid, og mens postnummeret giver hiphopstjernerne street-crediblity, så sørger hiphopstjernene også for at strø lidt glimmer ud over betonen i Trillegården. Det er et af Danmarks allerfattigste områder, hvor børnene ellers ikke har meget at være stolte af.
“Herude bor ungerne i socialt boligbyggeri. Deres forældre har ikke noget arbejde. De klarer sig dårligt i skolen. At sige, at de kommer fra 8210 er det eneste positive, som de kan hænge deres identitet op på. Sådan en som US$ er en folkehelt herude” siger Henning Winther, der selv har en fortid i hiphop gruppen Kongehuset, men nu er koordinator for et rapcenter, finansieret af det boligsociale fællessekretariat, som er en sammenslutning af boligselskaberne i Århus.
Christian Avnsbøl, som er overordnet leder for fritidstilbud og ungdomsskoler i 8210 er til gengæld begyndt at sukke tungt, når postnummeret nævnes.
“Vi prøver faktisk at lære ungerne, at der er noget, som hedder 8000 Århus C. Den der 8210 identitet er jo sådan noget med at være sej, fordi man kommer fra ghettoen og har attitude. 8210 … Jamen alene den måde, som man siger det på,” siger Christian Avnsbøl. 8210 er andet end hiphop og ghettostil, faktisk er postnummeret en lille opvisning i Danmark som klassesamfund anno 2009. Først centret, hvor betonen i Bispehaven anes i baggrunden, så kalenderkvarteret med pæne parcelhuse bygget i 1960’erne og 70’erne og omhyggelige skilte, som gør tyve og andre gangstere opmærksomhed på, at her er der altså ‘nabovagt’, og så helt for enden af ringvejen: Det sociale boligbyggeri Trillegården med alle de sædvanlige karakteristika: misbrug, arbejdsløshed, over 50 procent etniske minoriteter og endda deres egen bande Trillegårdsbanden. På det lokale bibliotek ligger foldere med ubehjælpsom layout og inviterer til projekter for psykisk syge unge, indvandrerkvinder, ældre, kirkegængere, borgerjournalister osv. Man kunne få et helt liv til at gå med at deltage i kommunale projekter, hvis man ville; til gengæld er der totalt mangel på almindelige kulturtilbud, som man selv skal betale for. 8210’s hiphopscene har altid været finansieret af de kommunale kasser, selvom stjernerne har markedsført sig selv på gangsta-attitude og forbindelser til underverden.
I det nye rapcenter skal det gamle 8210 hiphopkollektiv Pimp-a-lots manager, Abu Malek, undervise de helt unge hiphopstjerner i at skrive tekster. Produceren Mark Merek skal tage sig af de mere etablerede stjerner og kan ikke lade være med at grine af sin nye status som kommunal medarbejder.
“Det er da lidt sjovt pludselig at være en del af kommunen, Det er nok værre for Abu Malek, for Pimp-a-lot har jo altid claimet at de var gangstare, ” siger Mark Merek, som med sit nye job endelig har fået mulighed for at droppe bierhvervet som vinduespudser og i stedet koncentrere sig fuldt og helt om musikken.
Marks kommende stjerner hænger ud i ungdomsklubben Klubtoteket. Soloartisten Mic er i Bilka-tøj. Hans far er træt af sønnens musikalske aspirationer og tror, at Mic passer fritidsjobbet, når han i virkeligheden er i studiet. Til sommer er planen at udgive en EP med titlen Mics tape.
Et foreløbigt højdepunkt i hans karriere, som startede, da han flyttede ind i Bispehaven.
“Pludselig var der en af de der ‘perler’, som kom hen og sagde: ‘Hey, jeg hører at du har sådan et hjemmestudie’ - og om jeg ikke kunne hjælpe ham,” siger Mic, mens han tjekker en SMS.
Mic regner sig for en af de seriøse af de omkring 100 rapmusikere, som han mener, der findes i 8210, og han kan lynhurtig skelne mellem dem, som bliver til noget og dem, som bliver i ghettoen.
De useriøse er dem, som puster sig op med raps om mord og brand. De seriøse laver beats og skriver tekster med indhold.
Den definition er vennen Dobbelt D alias Toufic Abdellah enig i. Han giver den som overvægtig gangsta med guldkæde og graffititryk på blusen, men fremhæver, hvordan han har skrevet en rap om at lære Trillegårdens småunger at holde sig fra kriminalitet.
“Den handler om, hvordan de stod og brændte en skraldespand af, og så sagde jeg: ‘Gå nu hen og køb en is i Netto i stedet for.’”
Young, som til daglig hedder Yonnas Debessai, har helt af sig selv lagt de store hiphop-attituder fra sig. I Mark Mereks harddisk ligger nummeret Ka ikke lade dig gå, hvor Young rapper en kærlighedserklæring med en følsomhed, som selv den mest velstimulerende Århus midtbydreng ikke kunne gøre ham efter. I hiphoppens hættetrøjeuniform ligner han en rapper fra Harlem, men kommer i virkeligheden fra Eritrea og har mistet begge sine forældre.
“Jeg tror ikke rigtig på psykologi, men jeg får udtrykt mine følelser, når jeg står i indspilningsboksen,” siger han, som for et par år siden systematisk pløjede nudansk ordbog igennem for at få et større ordforråd.
Projektlederen Henrik Winther har slået på hiphoppens kriminalitetsforebyggende potentiale, da han skulle sælge det nye rapcenter til embedsmænd og lokalpressen.
“Det kan give de unge selvtillid og netværk at være med i et hiphopprojekt. Måske kan vi få nuanceret deres sprogbrug og lært dem bedre dansk gennem arbejdet med rapteksterne,” siger han, selvom han alligevel godt kan komme til at ærgre sig over, at han er i gang med at trække tænderne ud på 8210 hiphop kulturen.
“Det er lidt komisk, at jeg har stået og holdt foredrag om, hvordan hiphoppen er de forhåndenværende midlers kultur. En kultur, som bruger de simpleste og billigste midler, som man overhovedet har. Du har ikke lærred, så du bruger en mur. Du har ikke et klaver, så du bruger dine forældres gamle pladespiller. Det er sådan en uskolet underklassekultur, som vi nu sætter på formel,” siger han med et lidt forlegent grin, for nogle gange kan han også selv blive i tvivl om, hvorvidt ghettoens drenge kan omsætte hiphopattituden til en tilværelse som samfundsborger.
“Nogle af drengene fra Pimp-a-lot synes jo, at deres venner sælger ud, når de opgiver musikken og får en uddannelse og en familie. Den holdning håber jeg, at de kommer væk fra på et tidspunkt.”
8210’s store nye håb Young er begyndt at blive lidt irriteret, når han får spørgsmål om sit tilhørsforhold til betonen i Århus V. Rapstjernen Marwan fra Pimp-a-lot har allerede fået alt opmærksomheden som perkerrapperen med autencitet og attitude, og Young vil hellere slå igennem som sig selv.
“Jeg har skrevet en rap, hvor jeg siger: Spørg til min sang i stedet for mit postnummer,” siger han, som alligevel drømmer om at lave en slags hyldest på versefødder til sit kvarter.
“Det kunne være fedt at skrive en sang, hvor man nævnte det hele. Fjældevænget, hvor studiet lå, og Otto Bendsensvej, hvor jeg var oppe og slås første gang. Min første forelskelse var i en pige, som boede i de grå blokke i Trillegården” siger han.
Den sang skal indspilles i København. Der tager Young oftere og oftere til for at mødes med de rigtige stjerner i branchen og der drømmer han om at flytte til, til næste år. Når han selv skal sige det, er det jo det, som er meningen med 8210. At ghettostemplet skal hive ham op og føre ham væk.