Nultolerance, synligt politi og hårdere straffe er blevet en del af hverdagen siden 1990’erne, hvor politikerne for alvor fik smag for at slå hårdt ned på kriminalitet. Det har betydet støt stigende millionbevillinger til politiet fra 1990 frem til i dag trods det faktum, at kriminaliteten har været faldende, forklarer cand.mag. i historie Mette Volquartzen.
“Det er meget absurd. I 1996 er statsminister Poul Nyrup ude at sige, at nu må der gøres noget imod knivvold, samtidig med, at der kommer en rapport, der konstaterer, at der ikke er kommet mere knivvold på gaderne. Det er et godt eksempel på, at den objektive virkelighed ikke hænger sammen med den måde politikerne reagerer på.”
Mette Volquartzen har skrevet et speciale om politiets rolle i retssamfundet, der snart udkommer som bog. Især måden politiet optræder i og bruger medierne, har hun gennemgået nøje.
“I 1990’erne bliver mediemarkedet for alvor frit, og det betyder, at krimistoffet og politiet får meget mere omtale end nogensinde før. Og politiet er rigtigt dygtige til at profilere sig i medierne,” forklarer Mette Volquartzen.
I princippet gør politiet bare det samme som alle andre faggrupper, mener Mette Volquartzen: De prøver at få flere ressourcer til deres område og få bedre arbejdsvilkår. Men politiet har en speciel rolle som tryghedsskabende myndighed, der skal værne om retssikkerheden, og den rolle lægger de efter Mette Volquartzens mening ikke nok vægt på:
“At politiet i 1999 og 2003 melder ud, at kriminaliteten er stigende - stik modsat al viden er en ting, men det utrolige er, at vi synes, at vi virkelig har taget krimiseriernes tese til os: Det er systemet, der er råddent: Det er aldrig politiets skyld,” mener Mette Volquartzen.
Men politiets organisatoriske mål om flere beføjelser og flere penge, overskygger de faktiske problemer med kriminalitet. I 1995 laver politiets egne eksperter f.eks. en rapport om organiseret kriminalitet til Folketinget Retsudvalg. På det tidspunkt er der rockerkrig med konflikter og vold mellem de rivaliserende grupper Bandidos og Hells Angels.
“Det kan godt være, at der er rockerkrig, men det er helt forvrænget at sige, at den organiserede kriminalitet er et af tidens vigtigste kriminalitetsproblemer. Alligevel beder politiet få lavet om på nogle retspolitiske principper, og det gør de på et grundlag, som ikke bare er forkert, men til tider også præget af opdigtede statistikker,” siger Mette Volquartzen med henvisning til, at politiet overdrev, hvad HA’erne rent faktisk var dømt for.
“Det virker også helt ude af proportioner, at politiet oplyser, at der er 4.000 rockere i deres registre, når der ifølge politiets egne oplysninger kun er ca. 100 medlemmer af de rivaliserende rockerklubber,” påpeger Mette Volquartzen.
De forskellige specialafdelinger inden for politiet er ifølge Mette Volquartzen præget af meget stærke subkulturer, hvor det eneste fokus er at få bugt med rockerne, banderne eller narkoen. Men retssikkerheden bliver ofte glemt i den måde at arbejde på, mener Mette Volquartzen:
“Det handler ikke om nogen bevidst konspiration i politiet, men i de her specialgrupper har de en dagligdag og en bestemt måde at gøre tingene på, som overskygger, at det måske ikke er helt rimeligt at overdrive, hvad rockerne laver, for at få lempet reglerne, så de kan få ram på dem.”
I sidste instans er det politikernes ansvar, at stramninger af lovgivningen og øgede ressourcer til mere politi også bygger på veldokumenterede fakta.
“Vi har jo trods alt ikke en politistat, så det er stadig politikerne, der bestemmer, at der skal bruges flere ressourcer på rockerne eller på Christiania. Men jeg synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at det er politiets egne eksperter, der laver de her rapporter, f.eks. omkring organiseret kriminalitet og isolationsfængsling, og at de ikke kan stå for en nærmere prøvelse,” siger Mette Volquartzen.
Trods manglen på uvildige eksperter, har begge rapporter betydet lovændringer og betydelig indgreb i et stort antal borgeres rettigheder, mener Volquartzen:
“Som historiker chokerer det mig, hvor subjektive politiet er i deres afrapporteringer. Men fejlen ligger for mig at se i, at der ikke er mere kontrol med politiet, og at de kan få lov at lave de her rapporter, som er så fulde af mangler og som har så alvorlige konsekvenser for vores samfund.”
Det burde være en af pressens vigtigste opgaver at være kritiske over for politiet, men Mette Volquartzens gennemgang viser, at det langt fra er tilfældet.
“Pressen går virkelig med på myten om, at politiet bare gør deres bedste, og at det er systemets skyld,” siger Mette Volquartzen.
Hun nævner Berlingske Tidendes Cavlingprisvindende artikelserie om konsekvenserne af politireformen som eksempel:
“Mange af artiklerne handler jo bare om dårligt politiarbejde og ikke om reformen. Det kan godt være reformen er noget skidt, men jeg synes, der mangler en kritik af selve politiets magtapparat.”
Politiet får efter Mette Volquartzens mening ikke nødvendigvis for mange penge, men de bliver brugt forkert.
“Afviklingen af velfærdsstaten har jo i stigende grad gjort, at politiet får en rolle som socialarbejdere, men det er der ikke særlig meget fokus på. Eksempelvis bruger politiet enormt mange uofficielle ressourcer på psykisk syge, og ifølge eksperter i psykiatrien og udvalget bag politireformen er den direkte årsag overgangen til distriktspsykiatrien for 25 år siden, men hvorfor løses problemerne med de psykisk syge ikke med ordentlige forhold frem for, at politiet skal håndtere den opgave,” slutter Mette Volquartzen.
Rigspolitiet har ikke ønsket at svare på kritikken, før bogen udkommer.
Mette Volquartzens speciale ‘I tryghedens navn - om politiets rolle i det senmoderne retssamfund’ udgives som bog af Center for Rets- og Politiforskning på Frydenlunds Forlag den 1. marts