Billedbogen Vinden jeg kaldte Isbjørn er sådan en bog, hvor billederne lykkeligt tager over, når ordene slipper op. I en tekst af Lone Munksgaard Nielsen og med fuldfede illustrationer af maleren og eks-rockmusikeren Knud Odde åbnes der for poesien og magien på en måde, som ikke umiddelbart lader sig fiksere.
Bogen er inspireret af en rejse, forfatteren foretog til Grønland i 2004, hvor en brølende storm var tæt på at forpurre både flyvningen og landingen.
Denne oplevelse danner rygraden i den fortælling om mødet med det uventede, som Munksgaard Nielsen skriver frem i et enkelt sprog, der i den grad danner åbninger for fortolkninger og billedmæssig udfyldning. Teksten beretter om jeg-fortællerens indledende skuffelse ved ankomsten til Grønland. Isbjergene er smeltet, hvalerne draget til Caribien og nordlyset har gemt sig bag tætte skyer. Fortælleren bereder sig på at tage hjem igen, men bliver om natten på hotelværelset vækket af et brøl, der nærmest lyder som en vred isbjørn, hvis klør slår mod ruden. Fortælleren begiver sig dagen efter ud for at påkalde vinden, skiftevis råbende og lokkende. Og bliver pludselig væltet omkuld og mærker “en utrolig kraft, men også en blødhed, der overrasker mig”. “Er det dig Isbjørn?” -spørger fortælleren.
En slags kontakt er etableret, og fortælleren lærer de følgende dage at tale med vinden, som fortæller, at hun efter at have født sine to unger i en snehule havde begivet sig ud for at skaffe dem mad. Ved tilbagekomsten havde frosten lukket hulen, hvorfor Isbjørn og de to unger døde af sult. Hendes kraft og vrede har siden da hærget i området. I mødet med jeg-fortælleren, som sætter navn på sorgen og vreden, skabes den dialogiske åbning, der fører begge parter videre.
Vinden jeg kaldte Isbjørn er en billedbog, der kravler under huden. Og det skyldes i høj grad, at Knud Odde i sine i alt 20 billeder, der fungerer som én lang, næsten symfonisk billedfrise, virkelig evner at sanseliggøre og dramatisere det flertydige natur- og kulturmøde, teksten kredser om.
I en collageagtig blandingsform med brug af forskellige papirtyper, akvarelteknik , ekspressive akrylfarver (hvor turkis, sort og rød er dominerende) og den mættede fede, sorte konturstreg veksler Odde mellem det drømmende tyste og det kraftfuldt eksploderende. Man fornemmer både havets blødhed, iskrystallernes knortede stoflighed og landskabets poetiske brutalitet i billedernes egensindige tekstur, der svøber sig omkring den kvindelige jeg-fortæller, som i Oddes portrættering undervejs transformeres fra en rødhåret, rockdivaagtig, moderne, tjekket kvinde til en person, der farvemæssigt smelter sammen med isbjørnen.
På det sidste opslag med kvinden og isbjørnen er den røde farve skubbet bagud i den blødende baggrund. Der er således mange lag i fortællingen, hvor teksten er udformet, så den rent grafisk næsten smelter sammen med billederne og skaber et smukt, syntetiseret udtryk. Overordnet kan den læses som et clash mellem natur og kultur, hvor der både er et angstfarvet eksistentielt skæbnedrama og en klimakatastrofisk vision på spil i det dialogiske møde mellem menneske og natur. Og som sådan placerer bogen sig smukt i et krydsfelt, hvor den både byder sig til for børnelæseren og samtidig har fascinationskraft nok til i rigt mål at udfordre den voksne.