af Tue Andersen Nexø
Alt skal ikke være hån og spot her i Sandkassen, der skal også være plads til de gode oplevelser. Katinka My Jones’ anden digtsamling Sølv blev helt overstrømmende modtaget af Erik Skyum-Nielsen her i avisen, i de andre aviser har anmeldelserne været lidt mere forbeholdne. På en måde kan man godt forstå dem. Det er en noget svingende samling, mindre frisk og trodsig i sit tonefald end debuten Havet er sort Kysten er hvid, mere ciseleret, forfinet og omstændelig i det.
For en bog med 44 meget korte digte er der godt nok mange fyldord undervejs. Men så er der et par linjer eller et sprogligt billede, som slår luften ud af læseren. I et af bogens første digte hedder det: “Min rygrad, hovedets hale/ en hvid pil, et sting i et/ mørnet stykke stof”. Hvad skal man stille op med noget så godt? Som en minimal serie af billeder er det rytmisk perfekt. Tredje billede forlænger sig ud og sænker tempoet. Vokalerne løber fra første linjes mørke lyde op over i midterlinjens i-er og tilbage i det mørke: ø-y-o. Bogstavrimene binder sammen uden at blive overtydelige og taktfaste. “Hovedets hale” rammer både visuelt rigtigt og har i sig en forestilling om dyret - eller måske snarere: den evolutionære undergrund - inde i det enkelte menneske.
Det er en kølig biologi i det billede, en forestilling om livet som organiske former, der bevæger sig i os og er fremmede for os. Også den hvide pil og billedet af rygraden som sting i et stykke stof er visuelt rigtige, sammen peger de på noget både energisk og, nåja, skrøbeligt. Både den kølige biologi og det trodsigt-usikre er omdrejningspunkter i bogens andre digte. “Jeg tænker mest på mig selv./ Skylden som et smykke./ Skylden som en spand iskold vand”, hedder det et sted.
Katinka My Jones er en af de ret sjældne digtere, der kan lade sine ord med intensitet alene gennem gentagelser. Her er et sidste af bogens digte: “Du siger at du føler dig alene./ At du er uden for et slags fællesskab./ At du ikke passer ind.// Jeg siger arvelighed, reproduktion/ og selektion.// Du siger at du ikke kan finde dig selv,/ at du ikke ved hvor det her har gemt sig.// Jeg siger artsdannelse, allopatri./ Jeg siger stop.”
I al sin knaphed er digtet måske bogens eneste fuldt vellykkede tekst. De øvrige glædelige øjeblikke dukker op i digte, hvor resten føles noget mere ligegyldigt. Det gør ikke gåsehuden mindre sitrende: Det er den slags, man bliver høj på, så fedt det kan være at læse.
En anden god oplevelse: For nylig var jeg til en oplæsning, arrangeret af det mikroskopiske forlag 28/6. Den foregik i en toværelseslejlighed på Vesterbro. Der var så mange mennesker - hvilket ikke vil sige så mange igen, måske 40, det var en meget lille lejlighed - at digterne måtte stå i entreen.
Så sad publikum på gulvet i de to værelser. Man kiggede på den optrædende gennem lejlighedens døråbninger. Der var ingen mikrofon, der var ikke noget ordentligt lys. Der blev solgt dåseøl for en tier i en vindueskarm. Det var på én gang meget privat og meget offentligt, alle var velkomne, inklusive repræsentanter for den trykte presse. Forfatterne læste op af ting, de ikke havde udgivet endnu. Det var nok den bedste oplæsning, jeg har været til i flere år.
Pablo Llambias læste fra en tekst, der var skrevet bare et par dage før. I en hastig, vuggende rytme gentog og forskød han det helt store kærlighedsscenarie, “du har brunt hår jeg har brunt hår vi har brunt hår” og meget mere, indtil det langsomt forsuredes.
Digteren Claus Handberg læste fra en bog, der kommer på det lille forlag Space Poetry om en måneds tid, helt korte sætninger om skilsmisse, om at være liderlig, om at blive slået, om at køre skævt. Det var en art opdateret bekendelseslyrik, koncentreret, sølle, maskulin, for meget, hudløs, smuk. Et uddrag er sådan her: “en eller anden ved nabobordet vræler op om friværdien som om han havde fået orgasme// jeg har lyst til at tømme mine nosser ud over hendes patter// tågen hænger tynd som papir i højde med hjertet// talløse dage tabt til pis og lort og ragelse// den varme sorg løber nedad og samler sig i skødet// noget af det jeg begærer findes et sted jeg besøgte for længe siden// at være alt det jeg kan være i dette øjeblik og intet andet// ofte græder jeg over det jeg ikke kan være// solen stikker en lussing// min mor sad altid i køkkenet og læste// hun sad altid med benene oppe på bordet, og de blå årer under huden snoede sig om anklerne”.
Der er klare forbindelser fra en sætning til den næste, men også brud; det er ikke til at gennemskue, hvordan man lige kom fra friværdi til morens ankler. Men gennem det hele løber en fornemmelse af at turde påtage sig sin egen fiasko uden derfor at svælge i den eller smykke sig med den. En anden af sætningerne var “ind imellem en følelse af at man godt kan tabe til livet”.
Over telefonen fortæller Claus Handberg senere, at bogen skal være med en enkelt sætning pr. side og enkelte fotografier. Efter sigende blev manuskriptet afvist af Gyldendal, som ellers havde udgivet hans to første digtsamlinger. Er der noget om det? Jo, sådan var det faktisk, siger forfatteren. Har han en kommentar til det, så? “Der er der en morale i, men den er for trist til at sige her.”