Et stort, sort piratflag vejer foran indgangen til retsbygningen i Stockholm, hvor sagen om The Pirate Bay i disse dage kører på højtryk. En sag, der har skabt voldsom debat om internettets funktion i fremtiden, og om, hvorvidt de fire unge mænd bag siden skal straffes som storforbrydere - eller hyldes som frihedskæmpere.
På anklagebænken sidder de fire bagmænd: Peter Sunde, Gottfried Svartholm Warg, Frederik Neij og Carl Lundstrøm. De er tiltalt for at have bidraget til ulovlig fildeling af copyright-beskyttet materiale. Selv mener de ikke, de har gjort noget galt, da de blot gør det muligt for deres brugere at dele filer og ikke selv har noget ulovligt materiale liggende på hjemmesidens server.
Sagsøgerne, der bl.a. tæller giganter som Warner Bros., 20th Century Fox Films og Sony BMG, argumenterer for, at de hvert år taber gigantiske summer på, at deres produkter kopieres og distribueres på sider som The Pirate Bay. De kræver omkring 80 millioner danske kroner fra The Pirate Bay, og hvis de fire unge mænd taber retssagen, kan det give dem op til to års fængsel.
Lige nu ser det skidt ud for anklager Håkan Roswall, der allerede i går valgte at droppe anklagen om eksemplarfremstilling, så de fire mænd nu kun er tiltalt for at have bidraget til ulovlig fildeling. Anklagen blev droppet, fordi det kom frem i retten, at det faktum, at brugerne af The Pirate Bay har kunne lave deres egne kopier, ikke betyder, at The Pirate Bay har hjulpet til med at fremstille eksemplarer af copyright-beskyttet materiale.
Sagen mod The Pirate Bay er principiel og kan danne præcedens for lignende sager i Sverige, ligesom den kan inspirere udenlandske medieproducenter til at indlede lignende sager imod de mange andre fildelingssider, der findes på internettet. Thepiratebay.org har 22 millioner aktive brugere.
“Det handler ikke om at stoppe fildelingen som teknik, men om at stoppe en kommerciel virksomhed, der har haft som målsætning at snylte på nye store kommercielle produkter som f.eks. Bolt, (Ny Disney-tegnefilm red.) ” siger Monique Wadsted fra advokatfirmaet MASQ Law Firm, der repræsenterer fire af de store amerikanske filmselskaber.
Anklager Håkan Roswall påstår at have bevis for, at hjemmesiden primært via annoncer har indtjent over tre millioner dollar om året.
De tiltalte afviser, at de skulle have tjent noget nævneværdigt på at drive hjemmesiden, og at de penge, der er kommet ind via donationer og annoncer, er forsvundet i udgifter til teknik og andet.
“Det eneste vi gør, er at hjælpe to personer til at finde hinanden. Om de to personer bytter lovligt eller ulovligt materiale, kan vi jo ikke kontrollere,” siger en af sidens bagmænd Fredrik Neij.
Det skønnes, at over 99 procent af det tilgængelige materiale på The Pirate Bay er ulovligt. Både svenske og udenlandske medievirksomheder har utallige gange truet The Pirate Bay med sagsanlæg, men har hver gang fået et flabet svar tilbage. På et pressemøde, før sagen begyndte, var kækheden ikke forsvundet.
“De må gerne sende mig en regning. Hvis den kommer, vil jeg ramme den ind og hænge den op,” sagde en anden af de anklagede, Gottfried Swartholm.
Efterspørgslen efter online-film, musik og spil er, ud fra omfanget af downloads at dømme, meget stor. Samtidig er udbuddet af f.eks. lovlige onlinefilm begrænset. Er sider som The Pirate Bay i virkeligheden bare markedsmekanismernes forlængede arm?
Leder af Center for Internetforskning ved Aarhus Universitet Niels Ole Finnemann mener, at underholdningsbranchen er bagefter udviklingen.
“Jeg synes ikke, at underholdningsindustrien har været gode nok til at gøre deres ting tilgængelige online,” pointerer han.
Nytænkning fra branchens side kunne efter hans mening begrænse omfanget af ulovlig fildeling, som det bl.a. foregår på The Pirate Bay.
“Folk vil jo i almindelighed gerne følge reglerne, så hvis det ikke er voldsomt dyrt eller svært, kan man få en stor del af omsætningen hjem, ved at bruge nettet mere fleksibelt til distibution,” siger han og fremhæver Apples musikprogram, iTunes, som en fornuftig løsning.
“Hvis der kom flere initiativer som iTunes, ville folk oftere overveje at bruge de lovlige metoder i stedet for de ulovlige metoder.”
Internettet flyder over med støtteerklæringer til de fire drenge, der ses som frontmænd i kampen mod censur og for frihed på internettet.
“Det kan måske godt lykkes at få Sveriges befolkning til at stoppe fildelingen - men ikke før end flere millioner mennesker sidder bag lås og slå uden adgang til internettet,” lyder en kommentar i et diskussionsforum på Piratpartiet.se.
Professor Niels Ole Finnemann pointerer, at internettet ikke kan behandles som et traditionelt medie.
“Hvis man blokerer internettet og gør det til et traditionelt kontrolleret medie, så blokerer man den dynamik i samfundet, som internettet er med til at give - derfor må man finde nye former for copyright-teknikker, der ikke er så begrænsende, at udbredelsen forhindres.”
I dag afholdes det fjerde retsmøde ud af planlagte 13.