Bag galgepladsen i den tidligere kz-lejr Sachsenhausen, en times togtur fra Berlins centrum, står et skrækkeligt uskønt monument. Det er en obelisk af beton, der med sine 40 meter i højden er noget af det første, man ser, når man træder ind i Sachsenhausen under det allestedsnærværende Kontroltårn A.
Umiddelbart er denne rærlige stenstøtte ikke nogen seværdighed. Man kan sige, at det mest fascinerende ved den er, at den aldrig er blevet revet ned. Det er imidlertid også fascinerende nok, for dens fortsatte eksistens bidrager væsentligt til billedet af Berlin som en usædvanligt intelligent by.
Betonmonumentet og den tilhørende skulptur blev opført af DDR i 1961 omtrent samtidig med Berlinmuren, og den er et klasseeksempel på grandios kommunistisk antikunst. De røde trekanter øverst på obelisken vidner om, at den er tænkt som et mindesmærke for de kommunistiske fanger i Sachsenhausen, som netop bar røde trekanter på fangedragterne. Bekvemt har ‘kunstneren’ undladt at referere til f.eks. de gule eller lyserøde trekanter, der sad på henholdsvis jødernes og de homoseksuelles fangedragter. Realiteter kan være bøvlede at arbejde med.
Skulpturen foran obelisken forestiller to befriede fanger ved siden af redningsmændene fra Den Røde Hær. Oprindeligt havde skulptøren afbildet de to fanger lige så udsultede og kraftløse, som man givetvis må være, når man netop er blevet befriet fra en kz-lejr. Men politikerne fra DDR brød sig ikke om det deprimerende syn; de beordrede de to fanger omstøbt til handlekraftige muskelbundter. Sådan ser man nemlig ud, når man skal opbygge fremtidens DDR.
Der er siden hen opført et knap så partisk og politiserende mindesmærke et andet sted i Sachsenhausen, og i dag fremstår DDR’s betonprisme mest af alt som et mindesmærke over den monstrøse propaganda og det eklatante hykleri, som Østtysklands ledende politikere gjorde sig skyldige i ved at opføre dette monument på den skueplads for massemord, som Den Røde Hær efter krigen valgte at bruge som sovjetisk straffelejr.
At dette monument har fået lov at blive stående, vidner om, at Berlin ikke alene åbent fremlægger, hvordan den ene historiske uhyrlighed har afløst den anden, byen klarer også at fortælle den interessante historie om, hvordan ophavsmænd til nyere uhyrligheder selv har forholdt sig til tidligere uhyrligheder.
Man kan også vælge at gå til højre for Kontroltårn A, ind i en af de barakker, der husede jødiske fanger. Her er loftet stadig skadet som følge af nynazisters brandstiftelse i 1992. Man har valgt ikke at genoprette skaderne og i stedet opsat en plade, der præcist beskriver omstændighederne for de nynazistiske optøjer. Historiske uhyrligheder gentager sig, og uanset hvor bitter og lidet flatterende denne erkendelse er, er der alt mulig grund til at formidle den videre. Det gør Berlin.
Særligt i byens centrum, Mitte, dokumenteres de historiske begivenheder indgående: En times spadseretur kan bringe en fra det gribende Holocaust-mindesmærke, over Hitlers førerbunker og det tidligere Luftwaffe-hovedkvarter (senere DDR-parlament og nu Bundesrepublikkens finansministerium), til resterne af Berlin-muren, SS-hovedkvarteret og Checkpoint Charlie mellem Øst- og Vestberlin. Alle historiske lokaliteter i dette kulisselignende bylandskab er ledsaget af museer eller oplysende udendørs plancher, om hvilken usandsynlig historie der udspillede sig på netop dette sted.
Denne erfarenhed og intelligens, der præger Berlins formidling af sine egen historie, afspejler sig også i den folkelige mentalitet. Uden for det historiske tyngdepunkt i Mitte er det således i charmerende bydele som Kreuzberg, Prenzlauer Berg og Friedrichshain, at det nytænkende, kreative Berlin udfolder sig frit.
Man forholder sig ydmygt til historien, men hænger sig ikke i folklore eller gamle myter. Den afslappede, uprætentiøse mentalitet, der præger berlinernes væremåde såvel som byens visuelle og kunstneriske udtryk, forekommer at være ét stort opgør med tidligere tiders ekstravagance, magtfuldkommenhed og kontrolmani.
Berlin hviler i sig selv og har af bitter erfaring lært at interessere sig for indhold frem for overflade. I modsætning til mange andre storbyer gør Berlin på den måde ikke unødigt opmærksom på sig selv; den trænger sig ikke på. Man er altid meget velkommen, men det forbliver et aktivt tilvalg, om man vil komme indenfor.
Enkeltheden får med andre ord påfaldende meget plads, og den viser sig for eksempel i form af solindfaldet i en gammel trappeopgang eller en grønlig kjole, der hænger enligt i et udstillingsvindue på Kastanien Allé. Den berører én flygtigt, med et diskret strejf.
Metrostationerne er ikke nødvendigvis plastret til med reklamer, mange caféer og butikker undlader opmærksomhedskrævende skilte, og på nogle restau-ranter (såkaldte Weinerei) bestemmer man selv prisen på maden og vinen, afhængigt af hvad man har råd og påskønnelse til.
Det er vidunderligt selvstændiggørende, inspirerende og i det hele taget befriende at have med at gøre.