Walt Disney er et godt eksempel. Da Disney sammen med sin bror Roy stiftede Disney Corp. i 1928, blev han verdensberømt ved at genfortælle andres eventyr. Han animerede og fortalte f.eks. H. C. Andersens eventyr. Han skabte en figur, der senere skulle blive kendt som Mickey Mouse, men som i første omgang hed Steamboat Willie - det gjorde den, fordi den var tyvstjålet fra Buster Keatons figur af samme navn. Walt Disney skabte fantastiske børnefortællinger ved at lade sig inspirere af andre, og det er således ikke uden en vis ironi, at Disney Corp. i dag hører til blandt de underholdningsvirksomheder, der gør sig størst umage for at forhindre, at andre gør Walt Disney kunsten efter.
Disney Corp. tager deres ophavsret alvorligt. De har retsforfulgt en tatovør for at have tatoveret Mickey Mouse i nakken på en kunde og en børnehave for at have tegnet ham på væggen. Walt Disney vs. Disney Corp. er således et billede på, at der ikke er noget sammenfald mellem de kreative og de kommercielle interesser. Walt Disney ville ikke kunne have skabt, det han gjorde, hvis Disney Corp. dengang havde fået det, som de vil have det - og det perspektiv er vigtigt at få med, når man skal forstå det store slag om ophavsretten, der i disse dage udspiller sig i Stockholm. For selv om sagen drejer som om ulovlig kopier af mainstream Hollywood, kan konsekvenserne af en dom i Stockholm få store konsekvenser også for den frie kultur verden over.
Sagen drejer sig om thepiratebay.org - et af de allermest populære sites for fildeling med 22 millioner brugere. Selv om sitets fortalere ynder at forklare, at der også distribueres lovligt materiale via sitet, drejer det sig reelt om ulovlige kopier af nye film og ny musik. De fire bagmænd er ikke andet end fire svenske drenge, der står anklaget for massive brud på ophavsretten, og over for dem står underholdningsindustriens giganter og en hærskare af advokater. Det er fristende at udlægge konflikten mellem fire drenge og internationale virksomheder som David mod Goliat, og at se de unge som frihedskæmper i opgør med et ødelæggende ophavsretstyranni. Men det er ikke tilfældet.
De unge har tværtimod givet underholdningsindustrien en grundlæggende lektion i markedmekanismer. En hel generation af kulturforbrugere har i et årti demonstreret, at de ikke ville affinde sig med den måde, som film- og pladeselskaberne mente, at kulturen skulle formidles på. Og da underholdningsindustrien hverken kunne elller ville levere, ja så ville The Pirate Bay. Hvis underholdningsindustrien vinder, køber det dem måske lidt tid, men det løser ikke deres grundlæggende problem. Derfor ville det måske være bedst for direktørerne i Warner Bros. etc. hvis de tabte sagen og dermed fik en forklaring, som de kan bruge over for deres aktionærer når resultaterne i de næste år viser sig at blive værre og værre og værre …