I København bor en af verdens bedste filmfotografer. En fotograf, der ifølge kendere konstant flytter grænserne for filmmediets æstetik. Han hedder Anthony Dod Mantle, og natten til mandag vandt han en Oscar i kategorien ‘Best Cinematography’.
Den 53-årige fotograf modtog prisen for sit arbejde på den britiske film Slumdog Millionaire, der med otte statuetter blev Oscar-filmfestens helt store vinder. Men ifølge Anthony Dod Mantle selv er prisen en foreløbig kulmination på årtiers arbejde.
“Det kan godt være, at folk, der ikke kendte mig før, lige pludselig hører om mig nu. Men man bliver ikke lige pludselig noget som helst. Jeg er hverken bedre eller værre, end jeg var for 14 dage siden. Jeg er lige så ringe, som jeg altid har været. Når jeg har fået prisen, er det, fordi jeg stille og roligt og ærligt har arbejdet derudaf i rigtig mange år uden at lave om på mig selv,” siger fotografen over telefon fra Los Angeles. Han er til afterparty nummer fire, og i baggrunden klirrer glas, og stemmer knevrer.
“Selvfølgelig betyder det meget for mig, og jeg er meget glad,” tilføjer Anthony Dod Mantle. “Men bagsiden af Oscar-uddelingen er, at det bare er en fucking maskine det her. Nogen skal have prisen hvert år, og jeg har ingen illusioner om, at jeg er noget helt særligt, bare fordi det var mig, der fik den i år.”
Anthony Dod Mantle er vokset op i Oxford og har en engelsk mor og en skotsk far. Men han forelskede sig i en dansk kvinde og kom ind på fotograflinjen på Den Danske Filmskole, og lige siden har han boet i København.
Sit internationale gennembrud fik han med Thomas Vinterbergs Festen, den første i rækken af dogmefilm. Siden var han med værker som Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang og amerikanske Harmony Korines Julien Donkey-Boy med til at tegne den dogme-æstetik, der gik sin sejrsgang verden over. Efterhånden blev dogmekonceptet med dets krav om enkelthed dog i for høj grad en undskyldning for at lave billige produktioner, syntes Anthony Dod Mantle, og han forlod genren. Men han er aldrig holdt op med at eksperimentere, og netop nysgerrigheden over for nye måder at lave film på er hans store kvalitet, mener filmfotografen Peter Klitgaard, der underviste den unge englænder på Den Danske Filmskole.
“Da Anthony kom ind på filmskolen, sad vi andre i et gammelt stivnet produktionsmiljø, hvor det professionelle håndværk gik frem for alt. Men han havde ingen fordomme. Han havde ikke nogen værktøjskasse, der satte rammerne for, hvad man kunne bruge i en film, og omvendt havde han en frimodighed til ikke at gøre som alle de andre. Hvis der var nogen, der sagde, at noget skulle stå på hovedet eller i negativ, så syntes han, det lød spændende og prøvede at få det til at lykkes. En instruktør fik aldrig at vide, at noget ikke kunne lade sig gøre,” fortæller Peter Klitgaard.
En af de film, hvor Anthony Dod Mantles frimodighed tydeligst kom til udtryk, var Thomas Vinterbergs Festen, der brød med alle regler.
“Anthony tog et lille billigt dvd-kamera og lavede en film, der var underbelyst og uskarp og kornet og grim. Ud fra traditionelt filmhåndværk ville man sige, at det går slet ikke. Men det var en total liberalisering af filmhåndværket,” siger Peter Klitgaard.
En anden film, der takket være Anthony Dod Mantle fik sit helt eget visuelle udtryk, var Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang.
Selv mener instruktøren, hans film blev forlenet med en ligefrem poetisk billedside.
Mens Anthony Dod Mantle havde skabt en helt lille filmrevolution ved at filme Festen med et lille håndholdt kamera, ville Søren Kragh-Jacobsen gerne lave sin dogmefilm med det tungere 16-milimeter-kamera. Men det skulle stadig være håndholdt.
“Jeg satte mig sammen med Anthony, og vi fik snakket os frem til, at det godt kunne lade sig gøre. Det var hårdt arbejde for ham at stå med det tunge kamera på skulderen fra morgen til aften i seks uger, men han var helt kompromisløs, og resultat var fantastisk. Han filmede uden kunstigt lys på 1.000 ASA med blænden presset to trin. Det er måske svært at forstå rent teknisk, men resultatet var, at den fik et vidunderligt look. Farverne blev suget ud, og den blev meget kornet. Det gav et poetisk udtryk, som jeg ikke havde set før,” siger Søren Kragh-Jacobsen, der ligesom Peter Klitgaard mener, Anthony Dod Mantles store force er hans optimisme og uforfærdethed:
“Han har et kunstnerisk mod til at kaste sig ud i afsøgningen af fotografiske grænser. Han er nok kongen af den disciplin. Hvor andre fotografer er meget omhyggelige med lyset og iscenesættelsen, er der ikke noget, Anthony ikke tør. Han har evnen til at udforske og til at lave den mest uventede, syrede vinkel. Det er der, hans kunstneriske tæft ligger.”
Selveste Lars von Trier har også nydt godt af Anthony Dod Mantles færdigheder. Den engelsk-danske fotograf stod bag kameraet, da instruktøren lavede Dogville i 2003 og Manderlay i 2005. Eller rettere sagt stod han bag kameraet i lidt under halvdelen af begge film. Resten filmede Lars von Trier nemlig selv.
“Når Lars havde lyst til selv at gribe kameraet, ville han hos en traditionel fotograf være blevet mødt med surmuleri. Men ikke hos Anthony. Han brugte i stedet sine evner til at sætte lyset og sørge for, at opsætningen var i orden. Det er typisk for ham, at han er ligeglad med, hvordan man plejer at gøre,” siger Peter Klitgaard, der gætter på, at et lignende samarbejde har fundet sted under indspilningerne til Lars von Triers Antichrist, som Anthony Dod Mantle også har været med til at lave. Den har premiere senere på året, men ingen af de involverede må udtale sig om filmen.
Selv vil Anthony Dod Mantle da heller ikke kommentere sin rolle under indspilningerne til Antichrist. Men han forsikrer, at det ikke bliver hans sidste danske film. Succesen ved dette års Oscar-uddeling har ikke givet ham dollartegn i øjnene, understreger han, mens festen i Los Angeles dundrer i baggrunden.
Spørger man Søren Kragh-Jacobsen har det da heller aldrig været Anthony Dod Mantles stil at vælge store Hollywood-produktioner frem for mindre, men kunstnerisk bedre film ud fra økonomiske betragtninger.
“Jeg har tit hørt ham sige om andre fotografer, at de får alle pengene, og han får alle priserne,” fortæller instruktøren.