Gerningsøjeblikket kan fastslås at ligge fem, seks år tilbage. Fra højere magter udgik en befaling, hvorefter man fra nu af skulle spille meget mere lettere klassisk musik på denne seriøse radiokanal. Det var vist lyttertallet, der bekymrede.
Protester nyttede intet. Visse af de mest utilfredse musikmedarbejdere blev pacificeret ved at blive tildelt arbejdsområder, hvor de stadig kunne få afløb for deres elitære tilbøjeligheder. Andre bøjede nakken og søgte at få det bedst mulige ud af det.
Den største del af sendefladen - underligt ord - blev reserveret til magasinprogrammer med et meget blandet indhold, herunder ønskeprogrammer. Så kunne vox populi også komme til orde. Det gjaldt om at få fat i aktive lyttere, der gerne hørte sig selv i radioen. Det er der stadig prestige i.
Desværre betyder den slags programmer, at der bliver sendt det samme hele tiden. Folk vil af gode grunde høre noget, de kender i forvejen. Det er forståeligt og tydeligt udtrykt af en programmedarbejder, der om valg af musik betonede, at denne skulle være velkendt.
Men tænk på konsekvensen. Det betyder, at man har dannet sig en kanon på et mindre antal lettere, til dels meget lette klassiske stykker, der så spilles igen og igen.
Man forestiller sig en beredskabsreol med det faste repertoire, der i forbindelse med en cd-afspiller udgør alt, hvad der i en snæver vending er brug for. Her findes Faurés Pavane, Ravels ditto, Samuel Barbers Adagio, Albinonis ditto og ikke mindst Vivaldis Årstiderne - en af disse fire koncerter vælges, enten fordi dét lige præcis er pågældende årstid - eller netop modsat - og det sker mindst et par gange om ugen.
Det er nok pragtfuld musik, men hvorfor slide disse værker ned til ulidelighed, når der er så mange andre muligheder?
Og så er der alle quizprogrammerne, hvor gamle travere også huserer, for vi kan ikke gætte noget, vi ikke har hørt før. Og der skal besvares spørgsmål, så man kan vinde noget. Uh, det er svært. Hvad er hurtigst: en sats i allegro eller én i adagio? Av, den var svær Jensen. Bemærk personnavnet. Det er et tidens tegn, at journalistens person bestandig trænger sig i forgrunden.
Udvælgelse af musik sker noget ensidigt, for det gælder om at vække opsigt. Derfor bringes meget i særpræget bearbejdelse med mærkelige instrumenter og underlige sammenstillinger. 14 fløjter eller 32 celloer. Sært, at den slags åbenbart skal være så tiltrækkende.
Selvfølgelig dukker der af og til sjældnere hørte satser frem, og det er naturligvis dejligt at få fortalt om lyttere, der beretter om deres store oplevelse ved for første gang at høre dette eller hint musikstykke. Desværre er denne glæde også det eneste, der kan forsone en mangeårig P2-lytter med udviklingen.
Nu er der naturligvis stadig et par dejlige vederkvægende oaser. Det gamle flagskib, Torsdagskoncerterne, er jo simpelthen i verdensklasse. Og optagelser af dem kan åbenbart byttes til alverdens koncerter fra andre radiofonier. Dét er unægtelig godt. Underholdningsorkestret er der også. Tidligere spillede det fortrinsvis det letteste af det lette, hvad der må have været temmelig frustrerende.
Men så har man givet orkestret en mesterdirigent og igangsat en indspilning af samtlige Mozarts symfonier, og denne udfordring har helt tydeligt også bragt dette orkester frem med syvmilestøvler. Derfor er Danmarks Radio nu i den helt utrolige situation at have to symfoniorkestre af højeste klasse.
Dette er godt. Men der er unægtelig tale om en fantastisk kontrast til magasinprogrammerne og deres uendelige strøm af letgenkendelig musik. Derfor tyer man oftere og oftere til cd-reolen, hvis indhold til alt held rækker langt. Og der er flere reoler på vej.
For det, man får i de fleste magasinprogrammer, er enkeltsatser, altid enkelsatser. Man regner ikke med, at lytterne kan klare et flersatset værk. Man føler sig hensat til sin tidlige barndom og shellakpladerne med de 78 omdrejninger. Nå ja, sådan er det jo, man behandler os, det er netop som børn.
Selvfølgelig var der i sin tid noget, som kunne ligne en uudtalt protest mod denne servering af musikalske småbidder. Der blev sendt et program om formiddagen, der betegnende nok hed ‘helt klassisk’. Og det var netop hele værker serveret på kompetent vis. Men nej, der var nok nogle, der mærkede brodden, og det blev så standset.
Der er derfor meget, man savner. Tænk på ‘Søndagsklassikkeren’, der kunne forsøde en hel aften, hvor man så sandelig for alvor tog hviledagen i hu på kvalificeret vis.
Fagfolk blev sat til at høre samme værk i forskellige indspilninger, og de skulle så gætte m.h.t. de medvirkendes identitet. Det var meget givende, fordi man kom til at høre på en helt ny måde på grund af disse indsigtsfulde personer, der i øvrigt helt tydeligt hyggede sig gevaldigt. Men det blev så afskaffet. Der var nok for meget elitært ekspertvælde over det.
Der er andet, man savner såre. Man erindrer, hvilke fremragende reportager den tidligere musikchef, Steen Frederiksen, hentede hjem fra Østeuropa, og det skete også før Murens fald.
Man husker også Peter Ryom, der mellem nyhedsudsendelserne klokken syv og otte om morgenen en bestemt ugedag havde et fremragende, virtuost sammensat program. De mest forskelligartede stykker stod så forunderligt godt til hinanden. Formidabelt, og så på dét tidspunkt af dagen. Men ak, Ryom er nu også forlængst gået på pension.
Tilbage er der ikke mange, der holder fanen højt. Der er vel efterhånden kun Claus Johansen, der elegant leverer fagligt uhyre velfunderede indledninger til koncerter. Hvor man dog savner mere af den slags. Hvorfor må vi ikke få noget ordentligt at vide?
En ting generer dog selv de bedste udsendelser. Man afskaffede i sin tid teknikere i et omfang, som unægtelig har fået hørlig betydning. Hovsa, dér var der pludselig noget uventet, afspilleren kikser for åben mikrofon, og æteren fyldes af morsomme improvisationer. Men så bryder som oftest en nøgtern dåsestemme igennem og meddeler, at man i øjeblikket har et teknisk problem. Ja, mon ikke.
Som nævnt glæder man sig over de mange koncerttransmissioner, men kommentarerne er noget mindre glædelige. Handler det om musikken, nej, det handler om personer. De stakkels kunstnere forstyrres i pausen af emsige programmedarbejdere. ‘The human touch’ skal til for at holde på lytterne. Så de arme solister skal berette om følelser og fornemmelser. Og det gør de fromt, for levevejen skal passes og publikum derfor tilfredsstilles. Resultatet er kvalmende.
Kvalmen når et højdepunkt om morgenen, når en kvinde med sukkersød sovekammerstemme forsikrer én om, at man værsgo’ har at forkæle sig selv hele dagen ved at høre P2. Få sekunder efter lyder der en såkaldte jingle - unødvendig støjforurening - og en nøgtern mandsstemme meddeler, at man hører P2. Vorherre bevares.
Noget af det bedste er morgenandagten. Landets bedste organister disker op med ypperlig musik. Det er et musikalsk udstillingsvindue af højeste karat. Det eminente Domkor synger motet a capella, så man fryder sig i sit inderste. Og præsterne af begge køn har en melodisk stemmeføring. Så smukt dansk lyder ellers ikke i Danmarks Radio, som har bortsparet alt, hvad der hedder sprogkonsulenter.
Men ak, af og til afbrydes postludiet af en hårrejsende brutal og umusikalsk jingle. En eller anden søvnig idiot har valgt den gale kørebane, og er nu i fuld fart på motorvejen syd for Aalborg til fare for alle medtrafikanter. Jamen, hvad rager det en radiolytter i Emdrup. Kan man virkelig ikke teknisk klare at forbeholde den slags til de lokale lyttere? Nåh, nej, teknikerne er jo afskediget.
Udsendelsen bliver også af og til afbrudt midt i postludiet, for nu skal vi videre med næste ‘skæring’, hvilket uskønt ord! Og således må det slemme, slemme elitære igen vige for den laveste musikalske fællesnævner. Hvor er det alt sammen trist og uværdigt, når man tænker på, hvilke ressourcer Danmarks Radio råder over.
Anders Monrad Møller er pensioneret universitetslektor, cand.mag. i historie og Musik og dr.phil. Han er desuden forfatter til en lang række bøger og artikler med søfartshistoriske og andre emner og udgiver af Christian VIII’s dagbøger og breve