Flyttekasserne står der end-nu. Det er mindre end en måned siden, at digteren Lone Hørslev rykkede ind i lejligheden på Frederiksberg, efter hun og manden Martin Glaz Serup besluttede at lade sig separere. Med bruddet siger Lone Hørslev farvel til Fanø og goddag til en ny virkelighed som alenemor med delebørn i København.
Alt sammen hører ind under privatlivets fred og kommer ikke offentligheden ved, kunne man mene. Men så enkelt er det bare ikke. For midt i flytterodet skiller en enkelt papkasse sig ud. Den er fyldt med eksemplarer af Lone Hørslevs nye digtsamling Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, som udkommer i dag på Forlaget Hjørring, og bærer undertitlen: Skilsmissedigte.
Digtsamlingen er skrevet midt i skilsmissens kaos af tanker og følelser, og ud-kommer endnu inden blæk-ket på separationspapirerne er tørt. Det hele er gået me-get stærkt, erkender Lone Hørslev. Men det var sådan, det måtte være, når det nu skulle være.
“Digtene er et forsøg på at fastholde de følelser, jeg har haft, mens det hele stod på. Hvis man skal beskrive en kaotisk tilstand, går det ikke, at man skriver digtene på afstand med et køligt overblik. Det er der ikke særligt meget energi i for mig. Jeg bliver nødt til at kaste mig ned i det med hovedet forrest,” siger Lone Hørslev over en kop kaffe og en croissant i sin nye toværelses lejlighed:
“Derfor fremstår digtene heller ikke som små perfekte perler, der funkler på siderne. De er upolerede og direkte og stritter i flere retninger,” uddyber hun.
Jeg ved ikke om den slags tanker er normale falder i tre dele, hvoraf den midterste består af 13 dagbogslignende optegnelserne fra de første dage i december. Det er her, Lone Hørslev mest utilslø-ret deler ud af sine egne private skilsmisseerfaringer. Det sker blandt andet i digtet ‘Mandag d. 8 december’, hvor Hørslev, som i flere andre passager, adresserer sin egen skam- og skyldfølelse over for sine børn:
I dag har jeg hentet min cykel. Som cykelsmeden havde valgt at/ ignorere, for forhjulet er stadigvæk fladt. Han undskyldte ikke/ engang. Jeg fortryder ingenting, men und-skylder gerne for alt./ Og UNDSKYLD især til jer, kæ-re børn, I har alle jeres aktier i denne/ her lækkende skude og hvad får I i afkast: delejul og bristede/ drømme.
“Min redaktør mente, at det her afsnit grænsede til, hvad der kunne stå i et ugeblad. Og jeg har selv tænkt det samme: ‘Bristede drømme-‘, kan man overhovedet skrive den slags i dag? Men jeg syntes, det skulle med, for det er en del af det sprog og den retorik, man bliver nødt til at gribe til, hvis man vil skrive om de her ting. Det er så følsomt, det med børnene, for de er nødt til at lægge deres skæbne i vores hænder, og vi bliver nødt til at vælge for dem. Så må vi bare håbe, der kommer noget nogenlunde fornuftigt ud af det alligevel.”
Hun indrømmer, at der ikke er langt fra de følelsesfulde dagbogssmuler til den foragtede bekendelseslitteratur, som litterater i alle afskygninger er enige om at dømme ude. Alligevel er der forskel, mener hun.
“Når man taler med foragt om bekendelseslitteraturen, er det jo, fordi det er en form for litteratur, der har en masse på hjerte og er skrevet af nogle mennesker, der har været igennem nogle principielt set interessante og vedkommende ting, men som bare ikke vægter det formmæssige særligt højt. Men dér går jeg jo til det på en anden måde. Formen er aldrig ligegyldig for mig. Det, der på den anden side tiltaler mig ved bekendelseslitteraturen, er, at man kan mærke en klar afsender,” siger hun og fortsætter:
“Derfor stillede jeg det også som et krav til mig selv, at hvis jeg skulle skrive om min skilsmisse, så skulle jeg skrive ærligt om den. Og det har jeg gjort. Jeg gemmer mig ikke bag sproget i de her digte. Men sproget er på den anden side heller ikke ligegyldigt.”
Lone Hørslev betragter ikke sin digtsamling som et terapeutisk selvhjælpsprojekt, selv om hun ikke vil benægte, at arbejdet med den har gjort det nemmere at tackle skilsmissen. Lone Hørslev finder et avisudklip frem:
“Den her artikel læste jeg den anden dag,” siger hun og holder den frem for sig: ‘Poesi er godt for humøret’, lyder overskriften.
Hun smiler, mens hun læser op:
“‘At skrive digte, sange og dagbog kan mindske ang-sten, viser forskning’. Jeg har tænkt over, om det måske er derfor, jeg har skrevet de her skilsmissedigte - fordi det var godt for mit humør. Men det ved jeg nu ikke. Jeg betragter generelt ikke litteratur som terapi,” siger hun.
-Men har det været godt for humøret?
“Ja, det har det faktisk,” si-ger hun og bryder ud i et stort grin.
“Men det har også været grænseoverskridende og sårbart. Jeg kunne bare ikke se, hvorfor jeg skulle holde det for mig selv. Jeg har altid skrevet om det, der sker i mit eget liv. Og desuden skulle digtene jo gerne hæve sig op over min egen lille latterlige skilsmisse og tale til andre mennesker på både et litterært og et følelsesmæssigt niveau. Der er jo masser af danskere rundt om i landet, der har oplevet nogenlunde det samme.”
En af dem, der har oplevet nogenlunde det samme, er digteren Claus Handberg. I slutningen af marts udgiver han sin nye digtsamling Tak for mørket, far på det lille undergrundsforlag Space Poetry. Bogen adskiller sig fra Claus Handbergs tidligere bøger i det den bogstaveligt talt er i stykker: Kun én enkelt sætning er nedfældet på hver side, som så enten kan læses for sig eller i sammenhæng med de forrige og følgende.
Med Tak for mørket, far tager Claus Handberg for første gang sin skilsmisse op til kunstnerisk bearbejdning. Til sommer er det tre år siden, han blev skilt.
“Skilsmissen afstedkom en stærk trang til at skrive no-get, hvor skellet mellem det private og det personlige blev opløst,” fortæller Claus Handberg, der understreger, at skilsmissen kun er en af flere motorer i bogen.
“Det er først og fremmest en bog om det at påtage sig sine fiaskoer og se sine egne katastrofer i øjnene. Men min egen skilsmisse er tydeligt til stede som en underliggende tone i bogen, og det synes jeg, den bærer præg af. Den er illusionsløs, lige på og fuld af savn og forbindelser, der rives over,” siger han.
I flere passager udfoldes skilsmissetemaet direkte og uden omsvøb, som det blandt andet er tilfældet i dette uddrag:
min datter har langsomt vendt sig væk fra mig og mod sin mor, og jeg har ladet hen-de gøre det, jeg har stille givet slip// der er én sætning der lyser op på hver side, de sætninger er bogen// der er kun lys i en tredjedel af vinduerne i huset overfor, sådan er det hver aften// nogle af mine venner opfyldte ikke mine krav til et venskab da jeg blev skilt// jeg stryger min søn over kinden imens han sover og får atter en følelse af allerede at have mistet ham.
Claus Handberg har gjort sig flere overvejelser om konsekvenserne ved at udstille sit eget privatliv i litterær form, fortæller han.
“Det er jo et gammelt credo i litteraturen, at det, man skriver om, gerne må være personligt, men ikke privat, fordi det private ikke er interessant for omverdenen. Men det, synes jeg, er forkert. Jeg er en udpræget eksistentiel forfatter - jeg er ikke formalist - og det stof, jeg skriver på, rummer altid elementer fra det, man kunne kalde bekendelsestraditionen,” siger han.
I lighed med Lone Hørslev forsværger Claus Handberg, at hans digte er blevet til som led i et terapeutisk forløb. Derimod har arbejdet med bogen hjulpet ham til at finde et hjem i litteraturen, mener han.
“Jeg synes tidligere, jeg har famlet meget mere og skrevet på nogle ideer om, hvordan jeg skulle skrive. Den her udgivelse gav bare sig selv. Den tog tid, men den gav sig selv.”
Ifølge Claus Handberg er skilsmisser omgærdet af et sært paradoks. På den ene side udgør de et voldsomt indgreb i ens personlige liv, og på den anden side er de lige så trivielle på samfundsplan som dét at købe en liter letmælk.
“Ingen løfter øjenbrynene, når det sker, men for den enkelte er det et voldsomt drama og et kæmpe tab, som betyder at livet for evigt forandrer sig - og det skisma kan være umådelig svært at håndtere.”
Både Claus Handberg og Lone Hørslev har oplevet omgivelsernes vanskeligheder med at tackle deres respektive skilsmisser.
“Nogle har ligefrem brugt udtrykket: ‘Jeg kondolerer’ - som om nogen var død,” siger Lone Hørslev, der for-tæller, at andre har holdt sig helt væk, fordi de tilsynela-dende var bange for at blive “smittet med skilsmisse-pest.”
Samme erfaring har Claus Handberg gjort sig, og han mener at vide, hvor berø-ringsangsten stammer fra.
“Da jeg blev skilt kunne jeg se, at nogle af mine venner - dem, der som jeg selv tilhører den hvide middelklasse, er gift og har børn - de kunne slet ikke have med min skilsmisse at gøre. De kunne ikke bære at se vores forhold gå i stykker, fordi det på en underlig måde betød, at det også var en mulighed i deres eget forhold. Det understreger jo bare behovet for at adressere skilsmisser og få talt om dem - også i litteraturen,” siger han.
Selv om skilsmissefrekvensen de senere år har været støt stigende, er det stadig et stærkt tabuiseret emne herhjemme, mener Lone Hørslev.
“Vi ved alle godt, at ægte-skabet kan være en vaklende konstruktion. Og vi ved også godt, at mange ægtepar be-gynder at skændes, så snart gæsterne er gået. Men alli-gevel oplever mange det som noget skamfuldt at bryde ud af ægteskabet, fordi man af en eller anden latterlig grund føler, at man har narret folk,” siger hun.
Det er en af hovedårsagerne til, at hun har skrevet om sin skilsmisse, fortæller hun.
“Min historie er min historie - og den er jeg alene om. Men jeg tror ikke, jeg er alene om at have alle de tan-ker og følelser, som jeg har haft undervejs. Vi vil alle gerne vide, ‘om den slags tanker er normale’. Og hvis folk kan genkende deres tanker i mine, så synes jeg kun det er fint.”
Læs anmeldelsen af Lone Hørslevs digtsamling side 8-9